Kvinderne hjem til kommunen

Overalt vil en gennemgang af lovenes historie vise, at kvinderne vinder frem, langsomt, men sikkert. Men endnu er der alle vegne langt igen, før den virkelige lighed er nået.

Så sandt som det er sagt, vil en og anden læser formentlig nikke til de ovenstående linjer.

Det samme gjorde læserne af tidsskriftet “Det Ny Aarhundrede”, da Elna Munch, en af kvinderne bag kampagnen for kvinders valgret, skrev ordene – med en noget anden retskrivning dog – tilbage i 1906. To år før kvinderne endelig opnåede ret til at stemme til kommunalvalg den 20. april 1908.

103 år senere er ordene stadig sande, når man kigger på ligestillingen blandt politikerne i kommunalbestyrelserne.

Andelen af valgte kvinder på landets rådhuse ligger på 27 procent – en procent, der ikke har ændret sig meget siden 90’erne. Til sammenligning er 42 procent af medlemmerne i de svenske byråd kvinder.

Den samme udvikling kunne vi have set i Danmark, mener professor i sociologi Ann-Dorte Christensen fra Aalborg Universitet. Hun har forsket i, hvordan strukturreformen kunne have sat skub i ligestillingen på lokalt plan, og hun mener, at politikerne har forspildt en stor chance.

“Sammenlægningerne af kommunerne har fastholdt uligheden mellem kønnene i stedet for at fremme en bedre kønsrepræsentation”, siger professoren til videnskab.dk.

Hun uddyber det med, at man i højere grad burde have sat ligestilling på dagsordenen i udarbejdelsen af reformen for eksempel ved at se på de lokale politikeres arbejdsforhold.

Som medlem af kommunalbestyrelserne får man eksempelvis ikke løn, fordi det er et arbejde, der skal foregå ved siden af ens fuldtidsjob. Samtidig er kommunalpolitikernes mødekultur vanskelig at forene med et familieliv med børn.