Dansk Magisterforening

Ny forening styrker fagligheden i naturfag

Mette Engell Friis
Del artikel:

Fire faglige foreninger for lærere i naturfagene ved lærerseminarierne slår sig nu sammen til én forening. Det drejer sig om foreningerne for biologi, fysik/kemi, geografi og natur/teknik.

Baggrunden for den nye forening er dyster. Den nye læreruddannelse har medført, at antallet af studerende, der vælger naturfag, er faldet til ca. en fjerdedel i forhold til forholdene under den gamle læreruddannelse. Det har medført en markant reduktion af lærerstaben, en reduktion, som lærerne frygter vil fortsætte, hvis der ikke gribes ind nu.

Den nye fælles forening vil derfor arbejde for at bibeholde og styrke de enkelte naturfag som selvstændige og ligeværdige fag i læreruddannelsen såvel som i grundskolen samt at styrke samarbejdet mellem fagene.

Ifølge Poul Kristensen, lektor i naturfag ved UC Lillebælt og formand for den nye forening, er læreruddannelsen ved at miste den faglige og faglig-pædagogiske ekspertise i naturfagene, som er opbygget gennem mange år, og dermed er de naturfaglige miljøer ved at forsvinde fra uddannelsen.

Et af foreningens mål er derfor at få indført en obligatorisk naturfagsintroduktion på læreruddannelsen.

“Det er imidlertid vigtigt at understrege, at vi ikke ønsker et fælles naturfag i folkeskolen eller på læreruddannelsen. Vi ønsker derimod at støtte fagene som selvstændige og ligeværdige. Men vi vil gerne have indført en obligatorisk introduktion til naturfag på uddannelsen, som eksempelvis kunne indeholde en indføring i naturfagenes samfundsmæssige betydning og deres almendannende betydning. Der kunne samtidig undervises i naturfagenes placering og begrundelse i folkeskolen, ligesom man kunne give eksempler på naturfagligt indhold og arbejdsmetoder i fagene, og man kunne vise, hvordan naturfagene kan være en del af flerfaglige forløb med andre fag”, siger Poul Kristensen.

}