Opgør med det perfekte arbejdsliv

Jo bedre uddannet folk er, jo mere utilfredse er de med deres arbejdssituation. Det viser en lang række trivselsmålinger fra både private virksomheder og offentlige arbejdspladser.

Det kan forekomme paradoksalt, når akademikere samtidig er den gruppe af medarbejdere, der oftest får både den bedste løn og de mest interessante arbejdsopgaver. Men at løn og faglige udfordringer ikke nødvendigvis giver en bedre trivsel i arbejdslivet, hører også Niels Borup, der er karriererådgiver i DM, mange historier om. Hvert år har han og kollegerne i DM’s karriereafdeling direkte kontakt med 1.500-2.000 DM-medlemmer, der deltager i workshopper, karrieresamtaler, ansøgningstjek eller lignende.

“Skruen er for alvor strammet i de senere år. Fusioner, nedskæringer, effektivisering. De udefrakommende strukturændringer tærer på energien. Derudover er der tre forhold, som går igen i de samtaler, hvor mistrivsel er omdrejningspunktet: arbejdstempoet og den deraf manglende fordybelse, lean-konceptet og den deraf konstant dårlige samvittighed og endelig de store krav til selvledelse blandt akademiske medarbejdere. Mange bliver utrygge, fordi de har svært ved at magte deres opgaver og samtidig er usikre på de forventninger, ledelsen har. Det oplever vi flere og flere eksempler på”, forklarer Niels Borup.

Også Nina Fauerholdt, der er cand.mag., MA i organisationspsykologi og stifter af konsulentvirksomheden Ledelsesforum, støder ofte på de paradokser, som gør arbejdslivet konfliktfyldt for mange akademikere.

“Vi lever i en tid, hvor kravene til den enkelte er voldsomt høje, og hvor vi hver især sidder isoleret i cockpittet for vores egen masterplan. Samtidig har mange organisationer givetvis oversolgt, hvad det vil sige at gå på arbejde hos dem. Vidensarbejderen er blevet tilbudt fri og faglig udfoldelse med utallige muligheder og en coachende chef på sidelinjen. Især akademikere har store forventninger til, hvad arbejdslivet skal give dem, men virkeligheden ude på arbejdspladserne er ofte en anden. Der er en opgave, som skal løses, og de kloge kan sagtens se sig slået af de mindre kloge, fordi autoritet ikke kun hænger sammen med længden på uddannelsen”, forklarer Nina Fauerholdt.

“Akademikeren har ofte meget at byde på, men skal også tåle den krænkelse, det er at se den faglige fordybelse vige pladsen for resultatorienteret fremdrift. Det kan være vanskeligt at håndtere, når man brænder for sit fag og har brugt mange år på at raffinere, perfektionere og udvikle sig inden for sit område”.

En snæver sti
Men én ting er akademikernes ofte urealistiske forventninger til arbejdslivet. En anden ting er, at en pokkers masse ansvar er blevet væltet over på den enkeltes skuldre. Også mere, end mange af os kan bære, mener Nina Fauerholdt.

“Hvor det engang var samfundets skyld, når noget gik galt, er det i dag din egen. Vi er holdt op med at tro, at tingene “bor” i organisationen eller strukturen. Vi tror, alting “bor” i den enkelte. Vi har bildt os selv og hinanden ind, at den personlige vilje er alt. Mange akademikere kan faktisk godt gennemskue den slags fantasterier, fordi de i deres faglige natur altid er lidt skeptiske over for svimlende løfter. Men én ting er at kunne se bag om vidtløftighederne, en anden at kunne gebærde sig i dem. Akademikeren kan ofte se sig selv placeret som sur eller bagstræberisk, mens resten af butikken holder fest”, siger Nina Fauerholdt.

Ord som selvudvikling, selvledelse, selvstændighed, selvevaluering og selvkritik definerer arbejdspladskulturen i dag. Det befordrer megen strategisk tale og adfærd og bekymring. Det er belastende hele tiden at skulle iscenesætte sig selv optimalt, og det kan udløse stress, lyder analysen fra Nina Fauerholdt.

I samarbejde med DM’s kursusafdeling står hun og en række undervisere bag et kursusforløb i foråret, der har arbejdslivets paradokser som tema. Formålet med de fem kursusdage er at tage kritisk fat på nogle af de strømninger, som former det moderne arbejdsliv, og derved skabe handlestrategier for kursisterne.

Nina Fauerholdt håber, kurset kan være med til at slå en kritisk pæl igennem nogle af de vedtagne myter om arbejdslivets store eksistentielle tyngde og vigtighed, som højtuddannede medarbejdere let bliver ofre for:

“Det er vigtigt, at den enkelte bliver i stand til at skære ned på andres – og egne – helt urimelige ambitioner om, hvordan vi bør være som mennesker og som arbejdskraft. De sidste mange års motivforskning og intimisering er jo en voldsom befamling og for mange en overskridelse af deres personlige grænser. Vi skal i langt større omfang “tilbage til opgaven” og – lidt patetisk sagt – til det menneskelige fællesskab, hvor vi anerkender egne og andres bidrag”.