Ligestillingen, der blev væk

Vi taler mere om ligestilling end nogensinde. Men der er tilsyneladende uoverskueligt langt fra ord til handling. Det bekræfter en undersøgelse af ligestillingen blandt forskningsansatte på Aalborg Universitet (AAU). Og det er beskæmmende læsning, bekræfter næstformand i universitetets bestyrelse, seniorforsker og dr.phil. Birgitte Possing:

“Resultatet af undersøgelsen har rystet os alle sammen, men desværre må jeg også sige, at den bare bekræfter mine bange anelser”.

Undersøgelsen er både kvantitativ og kvalitativ, og det er derfor et komplet billede af kønsfordelingen og årsagerne til den manglende ligestilling, som universitetet er blevet præsenteret for.

Resultatet er ikke til at tage fejl af: På 27 år er der overhovedet ingen kønsmæssig udvikling sket for universitetets ansatte adjunkter. Kvinderne udgjorde i 1980 26 procent af de dengang 61 ansatte adjunkter. I 2007 udgjorde de også 26 procent, nu blot af en samlet styrke på i alt 112 adjunkter.

Også hvad angår professorater og ph.d.-stipendiater er resultatet nedslående. I 1980 var 11 procent af universitetets 19 professorer kvinder, i 2007 var ni procent af nu 127 professorer kvinder. Og igennem 12 år har de kvindelige ph.d.-studerende også været i massiv modvind: I 1995 var der 31 ph.d.-studerende, hvoraf 32 procent var kvinder. I 2007 var der 100 ph.d.-studerende, af dem var kun 30 procent kvinder.

Professor og formand for universitetets ligestillingsudvalg Anette Borchorst har været initiativtager til undersøgelsen. Hun konkluderer, at dens resultater punkterer en forestilling, der stortrives i det akademiske miljø.

“Man har gennem mange år haft en forestilling om, at når der blev ligestilling blandt kandidatstuderende på universiteterne, så ville der automatisk følge en ligestilling med længere oppe i hierarkiet. Men den her undersøgelse anfægter for alvor den forestilling, for siden 1985 har vi oplevet en konstant stigning af kvindelige kandidatstuderende, men det har absolut ikke skabt mere ligestilling”, konstaterer hun.

Rørledningen lækker
Anette Borchorst mener, forklaringen skal findes i en generel mangel på problemopfattelse inden for ligestillingsfeltet i Danmark.

“Vi har en idé om, at vi har gjort så og så meget i Danmark, men en EU-analyse placerer faktisk Danmark helt i bund med hensyn til køn og ledelse. Vi har færre kvinder i forskningsstillinger end landene omkring os. Kun Malta og Cypern liggere lavere end os. Derfor konkluderer jeg, at det er en så dybt rodfæstet holdning hos os, at vi er gode, og at køn ikke spiller nogen rolle, så at disse opfattelser er en del af problematikken”.

I forlængelse af ligestillingsundersøgelsen inviterede AAU til en konference om problematikken. Her blev der ikke lagt skjul på, at forskningsledelsen har en afgørende betydning for, hvordan ligestillingen udvikler sig – eller ikke udvikler sig. For det er forskningsledelsen, der i sidste ende har ansvaret for at rekruttere kandidater til først ph.d.-stillinger og siden til adjunktstillinger og professorater. Undersøgelsen viser tydeligt, at der er alvorlige lækager i rørledningen allerede i første led.

Fra 2001 til 2006 står det klart, at der er meget lidt konkurrence om de nye, videnskabelige stillinger. I gennemsnit var der 2,4 ansøgere til adjunktstillingerne, 2,2 til lektorstillingerne og 2,1 ansøgere til professoraterne. Men omkring 60 procent af stillingerne havde kun én ansøger, og hele 70 procent af ansøgningerne havde kun én kvalificeret ansøger. Derudaf konkluderer både Anette Borchorst og Birgitte Possing, at der skal kigges alvorligt på rekrutteringsforløbene.

“Mange forskningsledere er vokset ud af traditionelle familiemønstre og forventer, at kvinder vil have svært ved at kombinere en forskerkarriere med børn. Der sker formentlig ofte det, at når mænd skal opfordre og udvælge gode forskerspirer, så kigger de efter nogle, der ligner dem selv, og så ender de med at ansætte en mand”, siger Anette Borchorst.

Hun mener, at hele rekrutteringsforløbet på universitet bør være mere gennemsigtigt, end det er i dag. For som det foregår nu, er det de enkelte specialevejledere, der i mange tilfælde opfordrer kandidatstuderende til at søge en ph.d.-stilling. Og ikke sjældent får ansøgeren hjælp fra vejledere til at skrive ansøgningen – der så hurtigt bliver kategoriseret som den eneste kvalificerede i ansøgerfeltet. 

Ledernes ansvar
Flere af undersøgelsens kvindelige deltagere står tilbage med det indtryk, at de ikke er velsete i ansøgerfeltet overhovedet. Undersøgelsens forfattere sammenfatter det således:

“Flere kvindelige informanter fra INS (De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, red.) fortæller, at der ses skævt til dem, hvis de vælger at få børn under deres ph.d.-stipendium, og at de direkte får at vide af vejledere eller andre i forskergrupperne, at det ikke er en mulighed at blive gravid i denne periode. En lektor udtaler, at kvinder i den fødedygtige alder ikke altid bliver spurgt, om de vil læse ph.d., fordi man ved, at de bliver gravide undervejs”.

At den slags holdninger stadig huserer på universitetet, overrasker ikke Anette Borc­horst. Men i stedet for at blive tom i blikket og slå opgivende ud med armene, giver det hende fornyet håb om forandring.

“Det er utroligt værdifuldt for os, at vi nu ved, hvor i processen ligestillingen kører af sporet. Holdninger kan ændres, selv om det ikke nødvendigvis er nogen nem opgave, så derfor er jeg faktisk gryende optimist”, fastslår hun.

Og det er næstformanden i AAU’s bestyrelse også. For Birgitte Possing har gjort sig selv til garant for, at ligestilling ikke længere bliver noget, man bare snakker om på Aalborg Universitet.

“Det vigtigste er, at ledelsen tager fat på problemerne, og derfor har vi allerede i bestyrelsen bedt rektoratet sætte en plan i værk, så der kommer til at ske noget”, fortæller hun.

Og i samme åndedrag slår hun fast, at ingen behøver være bange for, at det blot bliver endnu flere fine ord på flot papir, der ingenting fører til.

“Den vigtigste grund til, at vi gør det her til et fokusområde, som vi på bestyrelsesplan skal tage stilling til hvert eneste år fra nu af, er, at der sker et tab af talenter, fordi kvinderne falder fra. Det hverken kan eller skal vi acceptere. Derfor har vi nu iværksat en plan, der gør dekanerne ansvarlige for, at vejlederne bliver videreuddannet, så de også kan fungere som mentorer, for vi ved fra undersøgelsen, at det er en af de ting, der kan animere de yngre kvinder til at søge videre. Derudover sikrer vi, at der altid sidder en kvinde med i bedømmelsesudvalget, når nye stillinger skal besættes, så vi dermed bryder det mønster, der tilsyneladende er i rekrutteringen”.

Intet nyt under solen
Både Birgitte Possing og Anette Borchorst mener, det vil blive en gevinst for hele arbejdsmiljøet på universitetet, at der kommer flere kvindenavne på dørene.

“Der er sådan set ikke noget nyt under solen der, for vi ved fra mange andre steder, at forskningsmiljøer bliver bedre, hvis der er en ligelig kønsfordeling”, siger Birgitte Possing.

Og Anette Borchorst supplerer:

“Selv om det mest er kvinder, der i undersøgelsen giver udtryk for, at det er problematisk, at mændene dominerer, er det også vigtigt for de yngre mænd, at der sker noget. Vi oplever i stigende grad, at de også står af, når de møder traditionelle forventninger til forskerjob, som betyder, at man skal arbejde langt ud over den normale arbejdsuge”, siger hun.

Aalborg Universitet er ikke alene om at have en skæv kønsfordeling blandt forskningspersonalet. I København fx er der sat skub i udviklingen ved at belønne fakulteter, der tilgodeser kvindelige ansøgere, med en økonomisk bonus.

Sådan en løsning vil uden tvivl rykke noget, mener de to kvindesagsforkæmpere fra Aalborg. Men de ser begge hellere, at udviklingen vendes, fordi holdningerne bliver rykket rundt.

“Jeg tror på, at man skal arbejde på alle hylder. Man kan godt bede ministeriet banke de universiteter oven i hovedet, som ikke har styr på ligestillingen, og så vil der sikkert også ske noget. Men spørgsmålet er jo så, hvor helhjertet og dermed langsigtet effekten bliver. Jeg tror, det vil virke bedre, hvis man opstiller nogle måltal, og så er det op til det enkelte universitet at beslutte, hvordan der skal arbejdes hen imod de mål. Det giver plads til, at beslutningerne om, hvad der skal ske, kan decentraliseres, og det, mener jeg, er nødvendigt, fordi der er meget forskellige problemstillinger på de forskellige institutter. Det, der virker det ene sted, er ikke nødvendigvis løsningen det andet sted, og så er jeg tilbage ved, at det er de enkelte institutledere, der skal på banen nu og vise, at de tager det her alvorligt”, siger Anette Borchorst.