Stress i konkurrencestaten

En undersøgelse viste for nylig, at to ud af tre gymnasieelever har oplevet, at deres lærer har forvekslet dem med en anden elev. Undersøgelsen foranledigede en aktion, hvor gymnasiasterne ikke bare gav klassekvotienterne et skud for boven, men også satte spørgsmålstegn ved lærernes professionelle dømmekraft. For når lærerne ikke kender eleverne, hvordan kan standpunktskaraktererne så være andet end vilkårlige?

Løsningen er anonyme, netbaserede eksamensformer. Men er det et realistisk scenarium i det danske undervisningssystem? Ja, mener pædagogikprofessor ved Syddansk Universitet Katrin Hjort. Ikke blot i gymnasieskolen, men i hele uddannelsessektoren. Og spørgsmålet er ikke “om”, men snarere “hvornår”, de seneste års udvikling taget i betragtning.

“Tag universitetsområdet. Hvis du følger Bologna-processens logik, skal vi have udenlandske universiteter på dansk jord, ligesom vi selv skal arbejde internationalt. Vi ved endnu ikke, om de overnationalt arbejdende universiteter vil etablere sig i form af campusser. Hvis ikke det er fysisk lokaliserbare institutioner, bliver fjernundervisning og e-læring i stigende grad en vigtig arbejdsform”, siger Katrin Hjort.

Internationaliseringen af uddannelse indebærer ifølge hende stærkt konkurrerende forståelser af de professionelles opdrag. Det gælder fx eksamensformer, sprog eller de studerendes læreprocesser i det hele taget, hvor den angelsaksiske curriculum-baserede tradition med tætte beskrivelser af undervisningsstof støder sammen med den kontinentale tradition for lærerens metodefrihed.

“Det er grundlæggende forskellige dannelsestraditioner og forskellige forståelser af uddannelsessystemets formål. Og når jeg ikke tror, at det bliver nemmere for os, så er det for at afmontere idéen om, at det bare bliver en one way-motorvej. Nationalstater og uddannelsesinstitutionerne kommer til at forhandle og føre krige om de forskellige konkurrerende principper. Det vil sige, at vi alle sammen kommer til at prioritere og træffe enormt mange valg om, hvad vi synes er vigtigst”. 

Forandringer skaber stress
Undersøgelser giver et vink om, at der er en tæt forbindelse mellem reformer og de offentligt ansattes stress-niveau. I Sverige, der har gennemført lignende reformer som Danmark, steg antallet af lærere, der overvejede at forlade deres job, fra en fjerdedel til en tredjedel fra 2003 til 2006. Tilsvarende viser tal fra Lærernes Pension i Danmark, at der fra 2004 til 2008 var en stigning på 225 pct. i antallet af lærere, der fik tilkendt invalidepension. Og ifølge en DM-undersøgelse oplevede 79 pct. af de offentligt ansatte større arbejdspres i forbindelse med kommunalreformen, 68 pct. oplevede stress, og 38 pct. har efterfølgende fået mindre tid til at løse deres arbejdsopgaver.

Ifølge Katrin Hjort bliver forandringerne oplevet så voldsomt, fordi medarbejderne befinder sig midt i sammenstødet mellem forskellige og konkurrerende forestillinger om velfærd.

Dagligdagen i en helt almindelig dansk daginstitution illustrerer konflikten. Her skal pædagogerne ikke blot varetage den primære omsorg for det enkelte barn, de skal samtidig tage sig af fællesskabet og den demokratiske dannelse, markedsføre institutionen ved at skabe gode relationer til forældrene og endelig opfylde kravene i forhold til dokumentation og evaluering over for myndighederne.

Mens de to første opgaver – omsorgen for den enkelte og varetagelsen af fællesskabets interesser – svarer til den klassiske velfærdsmodel, er de to sidste – markedsføring og effektivitetsmåling – nye opdrag og udtryk for en helt anden velfærdsmodel, som er blevet kaldt konkurrencestaten, markedsstaten eller den tredje vej. 

Uforenelige arbejdsopgaver
“Præmissen for konkurrencestaten er, at man har accepteret, at man ikke kan bibeholde den klassiske model, fordi den er for dyr. I stedet for siger man, at hvis vi skal kunne bevare vores internationale konkurrencedygtighed, så skal vi sælge velfærden. Den skal være en god forretning, og det er det, vi har arbejdet stille og roligt hen imod de sidste 15 år”, siger hun.

Ifølge Katrin Hjort er problemet ikke alene, at velfærdsprofessionelle udsættes for konkurrerende arbejdsopgaver, men tillige, at der er konkurrerende formål med arbejdet. Det illustrerer hun med et andet eksempel:

“I den klassiske velfærdsstat er det skolens opgave at integrere socialt. Men det er faktisk også en opgave at sortere dem fra, som ikke er egnede. For vi er ikke interesseret i, at alle mulige bliver sygeplejersker, hvis de ikke kan deres fag. Men at sortere fra strider mod andre dagsordner. For vi skal også have så mange igennem institutionerne så hurtigt som muligt. Så kvalitetskravet strider mod effektivitetskravet. De kan ikke forenes på samme tid. Så som professionel er du kronisk konfronteret med en lang række dilemmaer om, hvad formålet med arbejdet egentlig er. Og lige meget hvad du gør, så gør du noget galt”. 

Fagforeningernes rolle
For de professionelles repræsentanter, fagforeningerne, er dilemmaet lige så stort, mener Katrin Hjort. Det gælder ikke mindst DM.

“DM er ligesom alle de andre velfærdsfaglige organisationer. På den ene side er rødderne den klassiske fagforening, på den anden side er der professionsorganisationen, der satser på vidensudvikling, uddannelse og kompetenceudvikling. Vi vil udvikle vores indflydelse, og vi vil udvikle vores ansvar. Men bagsiden er, at det grænseløse arbejde ligger lige bag ved. Det er fint nok, at vi vil gøre det godt, men samtidig arbejder vi os ihjel”.

Uden at levere et entydigt svar peger Katrin Hjort på, at modsvaret til det grænseløse arbejde er en mere rationel arbejdsfordeling.

“Bureaukratier har fordele og ulemper. De er svære, udynamiske, de begrænser medarbejderens indflydelse og udviklingsmuligheder, og den værste version af det klassiske bureaukrati er det standardiserede servicearbejde, hvor man i princippet arbejder efter en manual”.

Men samtidig er der ifølge Katrin Hjort en grund til, at forgængerne i fagbevægelsen var aktive medspillere i skabelsen af akkordarbejdet.

“Fordelen er jo, at du rent faktisk ved, hvad du skal lave. Du har ikke ansvar for alt muligt, du ikke har indflydelse på. Så spørgsmålet er, hvordan vi finder balancen, hvis vi hverken vil have grænseløst arbejde eller rutinearbejde i fiskeindustrien. Det skærper de faglige organisationers dilemma mellem at definere sig som fagforeninger og som professionsorganisationer. Og her eksisterer ikke nogen populær løsning. Uanset hvad man vælger, vil man blive bebrejdet det bagefter”.