Pensionering skaber nye sammenhænge

“Det har stor betydning for mit velvære, at jeg stadig færdes sammen med kollegerne i teaterverdenen. Jeg bliver respekteret som en af dem, selvom jeg er pensioneret, og det gør mig glad”, siger Bjørn Lense-Møller. I hele sit liv har han beskæftiget sig med teater. Som søn af skuespillere var det naturligt, at han fra barnsben betrådte de skrå brædder, og efter han blev mag.art. i sammenlignende litteratur, har hele hans arbejdsliv kredset om teater, især radio- og tv-teater.

“En stor del af glæden ved at lave teater er, at det skal laves sammen med andre. Resultatet påvirkes hele tiden af, hvordan man sammensætter rollebesætningen, og hvem man bringer ind i grupperingen. Teaterarbejde er et meget socialt arbejde, og derfor fylder det nok også en større del i ens liv end andre fag”, mener Bjørn Lense-Møller.

I arbejdet har han bemærket, hvordan især mænd får en personlig nedtur af at stoppe på arbejdsmarkedet, fordi arbejdet har spillet så stor en rolle i deres liv og for deres selvværd. Men der var ingen nedtur for ham. “Det skyldes nok, at jeg var forberedt, og så stoppede jeg jo heller ikke brat med at arbejde. For så ville jeg nok dø. Jeg vidste, at der stadig var folk, som havde opgaver til mig, derfor var det nok nærmere en glidende overgang”, siger han.

Bjørn Lense-Møller var i sin tid med til at stifte Chefforeningen i DR, og i den forbindelse havde han været vant til at gelejde mange ældre kolleger nænsomt ud til pensionen. Den erfaring, tror han, har gavnet ham, da han selv skulle pensioneres. “Da jeg stoppede på tv-teatret, kom jeg ind i nye kombinationer af medarbejdere og kolleger og skulle etablere mig i nye kredse. Jeg blev opmærksom på, hvor livgivende det er at placere sig selv i nye sammenhænge indimellem”, fortæller han.

Lønnen betyder mindre
Efter pensioneringen er det for Bjørn Lense-Møller blandt andet blevet til tre bestyrelsesposter, konsulent, forfatter og medredaktør på Gyldendals Teaterencyklopædi, Den Store Danske Encyklopædi og et teaterleksikon samt et manuskript i ny og næ, der skal læses. Han er formand for den selvbestaltede Teaterlovskommission, der på privat initiativ har fremlagt en betænkning om teaterloven og forslag til en ny teaterlov.

Pensionisttilværelsen giver også glæder og bekræftelser, som arbejdslivet ikke gav i samme grad: “Når man er chef et sted, så kan man have nok så åbent og ærligt et forhold til sine ansatte, men man kan aldrig være helt sikker på, om de bare taler en efter munden. Derfor er det befordrende, at de stadig kontakter mig for samarbejde, selvom jeg har sluppet chefkasketten”, siger Bjørn Lense-Møller med et smil. Han føler, at den aktive pensionists store privilegium er, at man selv bestemmer, hvad man skal beskæftige sig med, og derved kan slippe for rutinearbejdet. “Selvom jeg har arbejdet med noget så spændende som at udvikle kunst, så er det meget ensartet arbejde, når man gør det inden for en stor institution. Frem for alt slipper jeg også for alt det papirrod, som har fyldt meget”, siger han.

Som for mange andre har pensionisttilværelsen betydet, at Bjørn Lense-Møller har fået en væsentlig lavere indtægt. “På få måneder mistede jeg både et godt honorar fra Teaterrådet og min faste indtægt fra DR, men jeg er overrasket over, hvor lidt det egentlig betyder. Og det er ikke, fordi jeg har sparet meget op, eller at mine nuværende aktiviteters håndører har kunnet modsvare det”, siger han.

Bjørn Lense-Møller synes, at han har været heldig at kunne skabe den pensionisttilværelse, som han havde ønsket, og han føler, at det er et privilegium, at der stadig er behov for ham og hans evner. Det er svært for ham at komme i tanke om, hvad han savner som pensionist, men efter en længere pause udbryder han: “Jeg kan måske godt savne at være dybt involveret i en produktions tilblivelse fra at få idéer over at sætte forfattere i gang med at skrive og til senere at tage stilling til produktionen. Men der kommer indimellem stadig folk og spørger mig så meget til råds, at det føles som min produktion. Der er vist ikke så meget at savne, når man stadig kan være aktiv”, konkluderer Bjørn Lense-Møller.