Dansk Magisterforening

''Man skal gøre noget med hele sit liv''

Malene Romme Mølby
Del artikel:

Bøgerne holder mig i gang, fortæller Bodil Wamberg. Derfor fortsætter hun med at skrive bøger, i samme tempo som hun har gjort de sidste mange år, selv om hun har passeret den officielle folkepensionsalder.

Aldrig på pension eller evig pension. Sådan beskriver forfatteren Bodil Wamberg sin tilværelse. Der står stadig mange blomsterbuketter i hendes stuer, fordi hun fejrede sin 80-års-fødselsdag i sidste uge, men det er også et af de få tegn på, at forfatterinden har nået en alder, hvor nogle lader sig pensionere. Sidste år udgav hun endnu en biografi:

“Passionsblomsten – en biografisk fortælling om Mathilde Fibiger”, og i øjeblikket går hun og spekulerer over næste bog. “Det var meget surrealistisk at fylde 80 år, for vi ønsker jo alle at forblive evig unge, og jeg føler mig faktisk også stadig ung. Men selvfølgelig mærker man alderen på fysikken indimellem”, fortæller hun.

Kunstnere forstår mere
Bodil Wamberg har undervist på Danmarks Lærerhøjskole (i dag Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) i 23 år og kom i gang med at skrive bøger lidt ved en tilfældighed. Stillingen krævede, at man forskede, og da hun havde skrevet et portræt af Agnes Henningsen, blev hun spurgt, om hun ikke også ville skrive en bog. “Det havde aldrig strejfet mig, men så tænkte jeg, at hvis alle de andre idioter kan skrive bøger, så kan jeg vel også”, siger hun og smiler let ironisk. Siden er det blevet til cirka en bog hvert tredje år. I øjeblikket går hun og spekulerer over, hvordan hun skal starte på en biografi om den færøske digter Jørgen-Frantz Jacobsen, hvis breve hun lige har fået adgang til. 

Når hun skal skrive en biografi, indebærer det oftest, at hun blandt andet læser personens erindringer, selvbiografi, dagbøger og breve. Hun beskriver det som et slidsomt, men spændende arbejde at læse erindringerne “efter i sømmene”, så det ikke kun er den oppyntede historie, hendes bog fortæller.

“Der findes jo ikke noget så spændende som mennesker. Ligegyldigt hvor godt eller hvor længe, man har kendt en person, så kommer der altid ting frem, som kan overraske en”, siger hun. Selvom hun mener, at mennesker generelt er spændende, så vil hun ikke skrive om personer, som hun ikke bryder sig om.

“Jeg vælger kun dem, som jeg har sympati for, men sandheden er jo også, at jo mere man lærer personer at kende og forstår dem, jo mere kommer man til at holde af dem. Sådan har jeg altid oplevet det”, fortæller hun. Nulevende mennesker vil hun heller ikke portrættere, fordi hun føler, at det vil være for nært og som at “træde personen i lommerne”, og mennesker skal have lov til at have deres liv i fred”, som hun siger.

Bodil Wamberg går ikke med tanker om at skifte genre eller om at skrive en selvbiografi. “Det er jeg alt for almindelig til. Mit liv er ikke så interessant for andre. Jeg har dog altid brugt mine egne oplevelser og erfaringer til at sætte mig ind i personlighederne, som jeg portrætterer, og de har derfor udvidet min horisont. Store kunstnere forstår ting, som almindelige mennesker ikke helt bemærker”, siger den beskedne forfatter.

En chance til
Selvom hun var glad for at arbejde på Danmarks Lærerhøjskole, så var det ikke svært at stoppe. “Jeg tænkte, at det var pragtfuldt, fordi nu var jeg fri til at skrive hele tiden. Det var, som om jeg fik en chance til”, siger hun. De gode kolleger er forblevet gode venner, så der er ikke så meget, hun savner nu, men hun er ikke i tvivl om, at det ville være ulideligt, hvis hun skulle stoppe med at skrive. “Jeg tror, at jeg ville dø af kedsomhed. Man er nødt til at gøre noget med hele sit liv, ellers er det nytteløst. Jeg synes, at det er meget befordrende at kunne lave noget, som er til gavn og nytte for andre”, fortæller Bodil Wamberg.

}