“Jeg føler mig alene i dobbelt forstand”

Roen og stilheden er betagende, når man en onsdag eftermiddag står ved indgangen til et snedækket Grønlands Nationalmuseum placeret i den historiske bydel i Nuuk – Kolonihavnen.

I fjorden flyder dovne isskosser langsomt med strømmen som rasteplads for flyvetrætte fugle. Sammen med en klar himmel i den særlige arktiske blue-udgave danner de en smuk og fredfyldt ramme til at fordybe sig i Grønlands forhistorie.

Bag Nationalmuseets tykke hvide mure sidder arkæolog Pauline Kleinschmidt Knudsen i sit smalle kontor, foroverbøjet over sine notater fra et stort anlagt rekognosceringsprojekt, der lige er blevet afsluttet. Et internationalt mineselskab, Alcoa, har planer om at etablere en stor aluminiumssmelter i Maniitsoq (nord for Nuuk) sammen med to kæmpestore vandkraftværker, som skal forsyne smelteværket med energi. Inden etableringen går i gang, skal Grønlands Nationalmuseum finkæmme de berørte områder for arkæologiske levn. Museumsfolkene blev færdige med det praktiske rekognosceringsarbejde i sommer, og nu forestår en stor opgave med at få fortolket alle de mange fund.

“Det er et stort projekt med meget arbejde, især fordi jeg er den eneste på museet med en særlig viden om Thule-kulturens (cirka år 1200-1700, red.) brug af indlandsområderne”, siger Pauline Knudsen med et smil, som afslører, at projektets omfang og de mange timers arbejde ikke afskrækker hende: Hun er glad for at kunne fordybe sig i sit yndlingsområde.

Virtuelle råd fra Tromsø
Der er ikke mange arkæologer af grønlandsk oprindelse. Ud over Pauline Knudsen er der i Grønland kun en – og hun underviser gymnasieelever i en nordgrønlandsk by, Aasiaat. De øvrige arkæologer på Grønlands Nationalmuseum kommer fra Danmark, hvor de også er uddannet. Selv er Pauline Knudsen uddannet på det Nordnorske universitet i Tromsø, hvor der er en kritisk tilgang til arkæologien.

“Når jeg ønsker at få at vide, hvordan rensdyrjægerne har levet i Thule-kulturen, interviewer jeg de nulevende fangere, der jager på bestemte områder, og deres viden bruger jeg til at fortolke de ting, jeg ser. Danske arkæologer er skeptiske over for denne fremgangsmåde”, siger Pauline Knudsen og henviser til, at hun har anvendt fremgangsmåden i forbindelse med Alcoa-projektet, hvor hun talte med gamle fangere fra bygden Kaangaamiut (nord for Maniitsoq), der har fået overleveret de gamle fangertraditioner fra deres forfædre.

Denne særlige arkæologiske fremgangsmåde anvendes ifølge Pauline Knudsen hyppigst i de lande, hvor der bor oprindelige folk. I Tromsø, hvor hun studerede, var det i relation til samerne. Og i USA er de gået skridtet videre. Her er det indianerne, der har rettighederne til deres egen fortid. På den måde kan de bedre kontrollere og styre, hvordan deres historie bliver fortolket – og ikke (mis)fortolket af arkæologer fra de gamle kolonilande.

Men med denne tilgang til arkæologien og valg af fagområde indrømmer hun med et stille smil, kan det – til tider – være hårdt at være alene, ja, og så endda i dobbelt forstand.

“Det er særligt, når man skal fortolke arkæologiske genstande, at det kunne være rart at have en ligesindet her på museet, som man kan pingponge med”, forklarer eksperten i den grønlandske Thule-kultur og fortsætter:

“Når jeg har behov for at vende nogle faglige ting med en anden, sker det virtuelt. Jeg mailer til min gamle vejleder i Tromsø”. Men muligvis får hun snart en faglig makker, hun kan sparre med, nemlig den nye souschef på Nationalmuseet.

“Ja, jeg håber da, at jeg kan få lov til at præge det mere i min retning”, kommer det optimistisk fra Pauline Knudsen, som ser frem til at få tilknyttet en arkæolog til museet, der tænker de samme – efter hendes mening – progressive tanker om arkæologi, som hun selv gør.

Feltarbejde på arktisk maner
De er femten ansatte på Grønlands Nationalmuseum, hvoraf tre af er universitetsuddannede arkæologer. Derfor omfatter Pauline Knudsens jobbeskrivelse flere arbejdsopgaver end hendes danske kollegers på Nationalmuseet i København. Eksempelvis i forbindelse med rekognoscering arbejder hun på lige fod med museumsteknikeren, når de er ude på feltarbejde. Og det foregår på helt anderledes betingelser, end når danske museumsfolk eksempelvis finkæmmer Københavns undergrund, inden Metro-folkene starter deres boremaskiner og indlægger togtunneller under hovedstadens historiske huse. I Grønland minder rekognosceringsturene mere om en udvidet oplevelsestur for spejdere, der er kommet over grønspættestadiet. Masser af vandring, frysetørret mad, indkvartering i telt og udendørs ophold i al slags vejr.

Landets størrelse og en besværlig infrastruktur betød, at Pauline Knudsen og hendes kolleger blev nødt til at flyve ind til rekognosceringsområdet i en chartret helikopter sammen med alskens udstyr, så man var selvforsynende i op til tre uger.

“Vi vandrede og rekognoscerede 150 kilometer – mellem Evighedsfjorden og Nuuks fjordsystem, endda helt op i 700 meters højde. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg sent vil glemme”, fortæller Pauline Knudsen og fortsætter i begejstrede vendinger om de 400 til 500 fund, de gjorde:

“Vi fandt blandt andet flere bopladser fra Thule-kulturens tid, pilespidser og rester af jagtsenge – tydelige tegn på, at der har været liv herinde. Det kræver et trænet øje at finde de interessante ting, og man skal vide, hvad man går efter”.

Når de aktive museumsfolk finder relevante arkæologiske ting, tager de et billede af det, plotter stedet ind på en gps og noterer, hvad de ser.

Fortidens inuitter levede det meste af tiden langs kysten, hvor adgangen til havets dyr var nemmere – de var nemlig de vigtigste fangstdyr. Men de mange fund i indlandet tyder på, at specielt rensdyret også var en vigtig ressource. Fangerfamilier har i sommermånederne taget langt ind i landet tæt ved indlandsisen. Først har de sejlet i de store umiaqer (en særlig inuit-udgave af en stor skindbåd) i flere dage, hvorefter de på gåben har vandret i flere dage, inden de slog lejr for helt op til ti familier. Formålet med sommerrejsen har været at få ram – med bue og pil – på de rensdyr, der har trukket sig tilbage fra kysten i de perioder, hvor bestanden var lav. Oftest har de fået ram på så mange af julemandens firbenede hjælpere, at de kunne bruge de resterende til vinterforråd. Det har været en tung tilbagerejse til deres vinterboplads.

Udvikling vinder over national arv
Tilbage til kontoret i Kolonihavnen. Her er Pauline Knudsen i gang med at skabe et overblik over de mange fund. Herefter skal der skrives en rapport på engelsk, som skal afleveres til Alcoa og Selvstyret. Et af områderne er så interessant, at det bør være en del af den nationale og internationale kulturarv, vurderer den grønlandske arkæolog. Der er uden tvivl mange flere interessante ting derinde. Går hendes ønske i opfyldelse, vil det betyde et stop for etableringen af et af vandkraftværkerne i området. Dette vil dog næppe vække begejstring i de øverste politiske lag i Grønland, som nok vil mene, at landets økonomiske udvikling har forrang frem for landets historiske arv.

Endnu en gang føler hun sig (næsten) helt alene.