Dansk Magisterforening

A-kasser i krise

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Ringe effektivitet, uduelige medarbejdere, elendig service, lukkethed.

Kritikken af 28 a-kasser, der tilsammen arbejdsløshedsforsikrer 2,1 millioner danskere, er skånselsløs i en undersøgelse, som Ugebrevet A4 løftede sløret for midt i november.

Det er a-kassernes egen brancheorganisation, AK-Samvirke, som har bedt politikere, journalister og topembedsmænd om en vurdering af a-kassernes image og arbejde. Men trods det meget negative billede, som resultatet tegner, siger AK-Samvirkes formand, Morten Kaspersen, at han er glad for undersøgelsen.

“Nogle har fået en forkert opfattelse af virkeligheden og os. Det er vi ikke kede af at få at vide, for det giver os mulighed for at rette nogle misforståelser og sætte ind med nogle forklaringer. Noget, vi måske ikke har været så gode til hidtil”, siger han til A4.

Anderledes alvorligt bliver konklusionerne modtaget af professor og arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet.

“Når interessenterne så entydigt vurderer a-kasserne negativt, drejer det sig ikke kun om kommunikationsproblemer. A-kasserne bliver nødt til at gå ind og forsøge at løse opgaverne bedre”, advarer han ifølge LO’s ugebrev.

På baggrund af undersøgelsen vil AK-Samvirke og a-kasserne enkeltvis gå i gang med at arbejde med de enkelte kritikpunkter.

}