Dansk Magisterforening

Tjek af forskningsråd hastes igennem

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Regeringen har besluttet at haste en evaluering af forskningsrådene igennem – helt uden sammenhæng med evalueringen af universiteterne. Men det er meningsløst at adskille de to områder, lyder kritikken, fordi forskningsrådene er blevet en afgørende indtægtskilde for universiteterne.

Som optakt til den annoncerede lovrevision af forskningsrådene til næste år har regeringen udpeget et panel af eksperter, der inden udgangen af april i år skal gennemføre en lynevaluering af det danske forskningssystem. Den korte frist skyldes angiveligt, at regeringen og partierne bag reformen af rådssystemet forud for sidste års revision af loven fandt “behov” for en evaluering af rådsstrukturen, hvorefter loven på ny skal revideres til næste år.

Både sigtet i evalueringen, der først lige er påbegyndt, og den korte tidsfrist vækker undren hos Erik Arnold, international ekspert i forskningsevaluering og leder af Technopolis, der evaluerer implementeringen af forskningspolitik i lande verden over.

“Kommissoriet spørger, hvor godt rådene gør deres arbejde, men undlader det afgørende spørgsmål om, hvorvidt arbejdet er det rigtige. Især fordi arbejdet er sent påbegyndt, men også fordi tidsrammen er for kort, kan der ikke blive tale om, hvad jeg vil kalde en højkvalitetsevaluering af en problemstilling af denne skala”, siger han.

Også Karen Siune, leder af Dansk Center for Forskningsanalyse, er kritisk over for kommissoriet. Et centralt element i regeringens forskningspolitik har været at gøre universiteterne afhængige af eksterne midler fra ikke mindst forskningsrådene, og derfor giver det meget lidt mening at vurdere forskningsrådene separat fra det samlede finansieringssystem, som kommissoriet lægger op til, mener hun.

“Sat på spidsen er spørgsmålet, om evalueringen af rådene skal fungere som en legitimering af det bestående, eller om man vil se rådene i den forskningspolitiske kontekst, der reelt er i Danmark. Universiteterne og forskerne skal i stadig stigende grad søge midler eksternt, og derfor er det i høj grad relevant at se på, hvordan rådene fungerer i forhold til universiteterne. Men det lægger kommissoriet ikke op til”, siger Karen Siune. 

Forskerfødekæde trues
Svend Hylleberg, dekan for Samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet, mener ligeledes, at evalueringens sigte skyder forbi den egentlige problemstilling. Ifølge kommissoriet skal panelet undersøge, om rådssystemet lever op til det formål, der er beskrevet i loven – ikke hvad forskningsrådenes øgede betydning for forskningsfinansieringen har af konsekvenser.

“Flere og flere penge går gennem forskningsrådssystemet, mens basismidlerne, der er afhængige af undervisningen, bliver færre. Dermed bliver det mindre vigtigt for universiteterne, at der er en sammenhæng mellem forskning og undervisning. Konsekvensen er nogle steder en koncentreret forskningsindsats, mens andre dele af universitetet omvendt får en bekymrende lille forskningsindsats. I realiteten får vi visse steder en slags undervisningsfabrikker, hvor du sender de studerende gennem systemet på den billigst tænkelige måde, og dermed er den forskningsbaserede undervisning i fare”, siger Svend Hylleberg, der peger på, at langt den vigtigste del af forskningsformidlingen hidtil er foregået via universiteternes undervisning, der giver de studerende kompetencer til at deltage i den nyeste udvikling.

Også Karen Siune peger på, at det voksende krav til universiteterne om at satse på strategisk forskning er en uheldig bivirkning for kvaliteten af både kandidater og nye forskere.

“Satsningen på strategisk forskning betyder selvfølgelig, at kandidaterne i stigende grad bliver uddannet til at skulle producere for erhvervslivet. Det ændrer potentialet og mulighederne for at udvikle forskningsområder langsigtet, fordi de nye videnskabsfolk får færdigheder, der er mere snævre end tidligere. Så i realiteten rejser satsningen på strategisk forskning et mere generelt spørgsmål om, hvem der har ansvaret for fødekæden af forskere i Danmark. For det handler om noget, der ikke bare kan måles i kroner og øre på kort sigt”. 

Begrænset viden om output 
Regeringen lancerede sin forskningspolitiske strategi under den berømte overskrift “fra tanke til faktura”, men faktisk ved man ikke, om der er større økonomisk gevinst ved at kanalisere flere offentlige midler gennem de strategiske forskningsråd frem for at tildele dem som frie forskningsmidler, som regeringen fortsat agter at gøre.

“Der er ikke nogen herhjemme, der laver undersøgelser af det. Vi havde muligheden og gjorde det også, da statistikken lå hos os”, siger Karen Siune med henvisning til, at regeringen i 2007 besluttede at placere indsamlingen og publiceringen af den danske forsknings- og innovationsstatistik hos Danmarks Statistik.

Men når spørgsmålet er underbelyst, skyldes det også, at det er temmelig kompliceret at afgøre udbyttet af henholdsvis frie og strategiske forskningsmidler.

“Det er selvfølgelig uendeligt meget nemmere at måle, hvad der kommer ud af et patent eller et nyt sundhedsmedicinsk produkt, end at måle, hvad der kommer ud af investeringer i grundforskning, fordi resultaterne først får en betydning for samfundet efter mange år. Under alle omstændigheder kan panelet ikke nå at vurdere, hvad der kommer ud af den danske forskningsstruktur inden for den tidsramme, det er underlagt”, siger Karen Siune.

Nordisk perspektiv
I modsætning til Karen Siune og Svend Hylleberg, nærer Erik Arnold ingen frygt for, at det øgede fokus på strategisk forskning skaber problemer for den frie grundforskning, tværtimod. Af samme årsag kritiserer han det rent nordiske evalueringspanel, og at den internationale vinkel på evalueringen derfor sandsynligvis kommer til at bestå af sammenligninger med de norske og svenske forskningsråd.

“I en stor del af verden er man gået bort fra at se en modsætning mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning og har i stedet for anerkendt, at der er behov for begge dele. Panelets sammensætning betyder, at evalueringen får et meget nordisk perspektiv. Jeg savner erfaringer fra større lande og fra steder, hvor polariseringen mellem grundforskere og dem, som laver anvendelsesorienteret forskning, ikke er så ekstrem som i Norden”.

For Karen Siune, der i modsætning hertil er godt tilfreds med det nordiske panelfelt, er problemstillingen en helt anden.

“Spørgsmålet er, om forskningsrådene skal være agenter for den offentlige forskningspolitik med videnskabsministeren som principalen, og hvor rådene så administrerer inden for en given politisk ramme. Strategisk og anvendt forskning er ikke et problem i sig selv, men det er et problem, hvis det bliver dominerende, og det er det, vi ser tendenser til”.

Små spørgsmål, som kan ændre vores opfattelse af forskning
Ud over at besvare det mere generelle spørgsmål – om forskningsrådssystemet lever op til sit formål som beskrevet i loven – beder kommissoriet paneldeltagerne om at belyse fire konkrete temaer:
  1. Behovet og muligheden for at anvende anonyme bedømmere (peer reviewers).
  2. Begrebsapparatet og opdelingen i henholdsvis “fri” og ”strategisk” forskning og finansiering af såvel ”grundforskning” som ”anvendelsesorienteret forskning, herunder om begreberne anvendes på en ensartet måde og ”hensigtsmæssigt beskriver forskningstypen”.
  3. Eventuelle overlap i opgavevaretagelsen i forskningssystemet.
  4. Det danske forskningsrådssystems samspil med tilsvarende systemer internationalt samt organiseringen af forskningsrådgivning og forskningsfinansiering i andre relevante lande. 

Umiddelbart ser det ikke ud til, at panelet skal tage stilling til store, principielle spørgsmål om rådenes rolle i dansk forskning. Alligevel bliver der i tema nummer to – om begrebsapparatet – taget fat på en problemstilling, der kan få store konsekvenser for den måde, forskningen organiseres i Danmark på. Eller som Erik Arnold, international ekspert i forskningsevaluering, siger:

”Det er ekstremt positivt, at panelet inviteres til at tænke nyt i forhold til at kategorisere forskellige former for forskning, for det åbner op for muligheden for at eksperimentere med nye institutionelle og finansielle former”.

En knap så positiv udlægning finder man i DM. Her vurderer konsulent Jens Vraa-Jensen, at panelet måske vil forsøge at konkludere, at der godt kan foregå grundforskning inden for strategiske rammer.

”Det er rigtig nok i princippet. Man kan godt forestille sig, at der laves grundforskning inden for et område, der er politisk fastsat. Men da alle politikere over en kam synes at mene, at der helst skal foreligge resultater inden for de områder,som de finder politisk vigtige, bliver der i praksis tit tale om, at der alene er plads til grundforskning inden for de frie midler og ikke over de strategiske”, vurderer han.

Finansieringsloft truer fri forskning
Både Det Frie Forskningsråd (DFF) og Det Strategiske Forskningsråd skal fra i år som udgangspunkt fuldfinansiere forskningsprojekter minus 10 pct. Og det kan få alvorlige konsekvenser for den frie forskning, siger formanden for det Frie Forskningsråd, Jens Chr. Djurhuus.

Fuldfinansieringen betyder, at forskningsrådet i realiteten vil være tvunget til at støtte store forskningsansøgninger fra universiteterne, mens de mindre og risikobetonede projekter, der fremmer den frie forskning, vil blive valgt fra.

Også Thomas Sinkjær, direktør i Danmarks Grundforskningsfond, er bekymret.

”For at vi kan få rigtigt gode ansøgere til projekter i Grundforskningsfonden, har vi brug for et system, som sikrer udviklingen af forskningstalenter. Det er de to statslige forskningsråd med til. Og hvis den nye regel betyder, at for eksempel DFF må uddele flere midler til færre ansøgere, bliver der udviklet færre talenter, som senere kan søge grundforskningsprojekter. Med andre ord bliver hele fødekæden af forskningstalentudvikling i Danmark påvirket”, siger Thomas Sinkjær til Altinget.dk.

}