Tiden er løbet fra ophavsretsloven

Den digitale udvikling er for alvor rykket ind på landets universiteter og undervisningsinstitutioner. Flere og flere institutioner opretter open access-arkiver, hvor der er fri adgang for alle til offentligt finansieret forskning og undervisningsmateriale.

Men forskere og undervisere bliver i stigende grad dårligere stillet, når de publicerer deres forskning, fordi ophavsretsloven, der skal beskytte de værker, forskerne producerer, ikke tager højde for de udfordringer, den digitale verden stiller. Sådan lød det fra et bredt udsnit af eksperter, som beskæftiger sig med ophavsretsloven og forskeres rettigheder og pligter, ved symposiet “Kan man komme i fængsel for at undervise?”, arrangeret af Forskningsnettet og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) på Syddansk Universitet i slutningen af oktober måned.

I de seneste år har der på universiteterne været en rivende udvikling frem mod kommercialisering og fokus på nytteværdi for samfundet med afsæt i produktiviteten, forklarer lektor i erhvervsjura ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Hanne Kirk Deichmann.

“Der er behov for at kunne bruge ophavsretsbeskyttet materiale i videre omfang, end loven i dag tillader det. Der er altså nogle detailområder i loven, som ikke fungerer, og det handler især om, hvordan man forvalter loven”, siger Hanne Kirk Deichmann.

Forskning og undervisningsmateriale kan nemt kopieres og bruges af andre forskere, og det sker også i vid udstrækning hver dag. Forskere og undervisere kommer ubevidst på den måde til at overtræde ophavsretsloven ved at bruge og henvise til hinandens forskning i undervisningen, hvis de ikke har indhentet de nødvendige tilladelser. Selvom ophavsretsloven ikke er fulgt med tiden, så mener Hanne Kirk Deichmann dog ikke, at loven har udspillet sin rolle.

“Loven er et fint fundament, men der er behov for justeringer. Den bedste løsning ville være, hvis Copydan, brugerne og forlagene strikkede en fornuftig løsning sammen, og det bør ske”, siger hun. 

Hvem har retten?
Problemet er, at ophavsretsloven ikke fungerer lige så godt i den digitale verden som i den analoge. Det pointerer forskningsadjunkt og ph.d. fra Danmarks Designskole Stina Teilmann. Hun har skrevet en afhandling om ophavsrettens historie og er ekspert i open access.

“Brugernes adfærd med de digitale medier er anderledes, hvad enten vi som ophavspersoner ønsker det eller ej. Det koster slet ikke det samme at lave en digital kopi, som det koster at lave en kopi i den analoge verden, så de nuværende regler passer dårligt med den digitale udvikling”, siger Stina Teilmann.

Hanne Kirk Deichmann synes, det er kritisabelt, at det ikke er reguleret i ophavsretsloven, at det er forskeren og underviseren, der har ophavsretten til materialet.

“Det eneste, der står i loven, er, at den, som frembringer et værk, har ophavsret til værket. Det er derfor forskeren og underviseren, der er den umiddelbare rettighedshaver. Ofte er der indgået individuelle aftaler eller kollektive overenskomster mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der fastsætter, i hvilken grad ophavsretten eventuelt overtrædes. Men spørgsmålet er, hvad der gælder, hvis der ikke er indgået en aftale”, siger hun.

Den manglende afklaring og sikkerhed for, hvad man kan gøre i forhold til loven, kan ifølge hende betyde, at forsker og institution i værste fald kan komme i direkte konflikt.

“Der vil sagtens kunne opstå konflikter. Som forsker har man måske publiceret noget digitalt, man fortryder og vil trække tilbage. Normalt kan ophavspersonen trække sine værker tilbage. Men det giver loven ikke garanti for i dag. Det er derfor et relevant vilkår, som forskere bør inddrage i forhandlingerne med institution og forlag, for det vil ellers kunne give anledning til konflikter”, siger Hanne Kirk Deichmann.

En gylden middelvej
Stina Teilmann pointerer, at den digitale udvikling gør spredningen af forskning og publiceret materiale generelt nærmest umulig at kontrollere.

“Som ophavsmand må man derfor tænke, at jeg dropper nogle af de bekymringer om fuld kontrol og finder den gyldne middelvej med licenser som Creative Commons, for det er den vej, det går”, siger Stina Teilmann.

Creative Commons er en række standardiserede licenser, som kan bruges globalt. De er gratis for en ophavsmand at hente på internettet og gratis at bruge til sine egne værker. De er pædagogisk opstillet og forklarer brugerne nemt, hvad de må gøre med værket, forklarer, Stina Teilmann.

“Creative Commons er ikke i modsætning til ophavsretten, men er en måde at gradbøje rettighederne på igennem standardlicenser, som gradbøjer loven. Ophavsrettens rolle er ikke udspillet i den digitale verden. Creative Commons er ikke et alternativ hertil, men er en måde at få det til at glide nemmere efter devisen “some rights reserved” end fra det velkendte “all rigths reserved””, siger Stina Teilmann.

Creative Commons har eksisteret siden 2001 og består af fire grundlæggende, forskellige licenser, der opstiller forskellige vilkår for brug og bearbejdelse af værket. I 2005 blev en dansk del af Creative Commons etableret. Ifølge Stina Teilmann findes der i dag mere end 130 millioner værker, som er publiceret med Creative Commons. 

Essentielt med forhandlinger
Både Hanne Deichmann og Stina Teilmann er tilhængere af open access og de muligheder, der følger med. Begge taler dog for, at det er essentielt at få udformet politikker og konkrete aftaler mellem institutioner, forskere og forlag om, hvordan, hvor og hvornår man må bruge den publicerede forskning, som allerede i dag er gratis tilgængelig på flere universiteters elektroniske forskningsarkiver.

“Der er ikke tradition for at indgå aftaler på de højere læreanstalter med de ansatte om de ophavsretsmæssige spørgsmål. Men dette felt er ikke nyt længere, og snart bliver e-læring og offentliggørelse af forskning en almindelig kommerciel virksomhed på universiteterne”, siger Hanne Kirk Deichmann.

Stina Teilmann forklarer, at universiteterne i stigende grad da også udformer open access-politikker. ”Når universiteterne laver repositories, må de prøve sig frem. Et universitet som Harvard famler sig stadig frem på dette område, selv om de var et af de første til at bruge dette system. Open access skal ikke bruges, fordi det er nyt og smart, men der, hvor det egner sig”, siger Stina Teilmann.