Dansk Magisterforening

Mange medlemmer snydes med Ny Løn

Malene Romme Mølby
Del artikel:

Dårligt arbejdsklima, forvirring og ulighed er nogle af de ord, som falder to tillidsrepræsentanter for brystet, når de forklarer, at 79 procent af de adspurgte medlemmer på lokalarkiv- og museumsområdet er utilfredse med Ny Løn. De forudser, at der stadig ligger et stort arbejde forude, hvis Ny Løn skal fungere på retfærdig vis.

Redaktionen for DM Natur & Kultur har i dette nummer af sektorbladet taget pulsen på Ny Løn og bedt tillidsrepræsentanter, en museumsdirektør og et menigt medlem om at vurdere Ny Løn. Desuden er der er blevet foretaget en større undersøgelse af Ny Løn. Og de tegner et lidt trist billede af lønsystemet. “Det er ikke nødvendigvis den med flest kvalifikationer, der får den højeste løn. Det er den, der kender sit værd, og som er god til at kræve sin ret. Man er også meget afhængig af tillidsrepræsentantens gennemslagskraft og lederens samarbejdsvilje. Det skaber stor ulighed lønmæssigt, og det er ikke helt fair”, siger Brit Bagger Thorsø, fællestillidsrepræsentant i Vejle Kommune.

Det billede kan direktøren for Museum Sønderjylland, Orla Madsen, nikke genkendende til. Han mener, at det største problem ved Ny Løn er, at det er op til arbejdsgiveren, om man vil give medarbejderne tillæg. “Hvis det var et ufravigeligt krav, så kunne jeg bedre fremføre det som et argument over for bevillingsgiverne, det vil i sidste ende sige politikerne. Men den mulighed har fagforeningen frataget mig ved ikke at forhandle skal-tillæg centralt”, siger han. Ifølge ham har mange lokalarkiver og museer slet ikke råd til at give de tillæg, som DM anbefaler. Orla Madsen mener, at arbejdsgiverne gjorde en god handel, og at fagforeningerne svigtede, da de blev enige om Ny Løn.

Men det er ikke alle medlemmer, der er utilfredse med Ny Løn. Marie Nipper er nyuddannet museumsinspektør på kunstmuseet ARoS, og hun kan se mange fordele med Ny Løn: “Det tiltaler mig, at man kan blive honoreret med tillæg, hvis man har gjort en god indsats og påtaget sig ekstra opgaver. Det er rart, at man kan bruge det i en lønforhandling”, understreger hun.

}