Dansk Magisterforening

Fra nødhjælpslejre i Afrika til cellekontor på Manhattan

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

De fattige kvinder i Mozambique er blevet hængende på nethinden, selv om hun for knap et år siden skiftede nødhjælpslejrene i Østafrika ud med UNFPA’s hovedkvarter på 23. etage i New York. Cand.mag. Ida Thyregod er en af knap 70 unge danske akademikere, der netop nu er ansat i en juniorstilling i FN-systemet.

Hvert år bliver store dele af Mozambique ramt af oversvømmelser, og hvert år er resultatet tusinder og atter tusinder af hjemløse.

I månedsvis bor de i lejre, kvinder og børn ofte længere end mændene, som vender tilbage til der, hvor familiens hjem engang stod, i et forsøg på at redde afgrøderne. Og livet går videre i lejrene, til trods for at verden uden for igen er ramlet: Folk skal have mad og adgang til rent vand, de gravide skal føde, og mænd og kvinder har stadig sex, uanset at hiv-raten i teltbyerne svinger mellem 12 og 26 procent.

Det er kvinder i de omstændigheder, som Ida Thyregod har i tankerne, når hun går på arbejde. Det er den fattige, hårdt arbejdende mor til syv børn i Mozambique, som hun ser for sit indre blik, selvom hun for knap et år siden skiftede nødhjælpslejrene i det sydøstlige Afrika ud med en mikroskopisk kontorcelle på 23. etage i UNFPA’s (United Nations Fund for Population Activities) hovedkvarter midt på Manhattan.

“Det ville ikke have været det samme for mig, hvis jeg var kommet direkte til FN i New York. Jeg blev meget berørt af det, jeg oplevede i Mozambique, og af de mennesker, jeg mødte. Det var en øjenåbner, og jeg brænder for at gøre deres situation bare lidt mere tålelig. Jeg er ikke udpræget feminist, men i Afrika er det ofte kvinderne, der tager slæbet. De knokler og har det tit ufatteligt hårdt. Mødredødeligheden er tårnhøj, og mange har ikke adgang til sundhedsfaciliteter, men føder alene i deres lerhytte eller – under oversvømmelserne – i et telt. Selv om jeg nu beskæftiger mig med kvinders rettigheder og reproduktive sundhed på et overordnet, strategisk niveau, så er det den fattige, overbelastede mor, jeg i sidste ende håber at hjælpe”, forklarer en engageret Ida Thyregod. 

Man kan virkelig rykke her
Hun er 32 år gammel, bachelor i spansk og antropologi fra Københavns Universitet og med en kandidatgrad i internationale udviklingsstudier fra RUC. I 2006 søgte og fik Ida Thyregod en stilling som JPO, Junior Professional Officer, for FN’s befolkningsfond, UNFPA. I første omgang en toårig udstationering i Mozambique og siden et år oven i med placering i UNFPA’s hovedkvarter i New York. Her arbejder hun med “donor relations”, som både indbefatter at opnå støtte fra medlemslandene, økonomisk og politisk, og, i den anden ende, at stå for en grundig afrapportering til de lande, der er medfinansierende på de forskellige UNFPA-projekter.

“Der er naturligvis stor forskel på at arbejde her og i felten, men i sidste ende er det jo også vigtigt for verdens fattige kvinder, hvordan den økonomiske og politiske situation bliver forvaltet her i New York”, siger Ida Thyregod.

For kollegerne i UNFPA er hun “ressource mobilisation analyst” og har ansvar på lige fod med afdelingens øvrige ansatte.

“Der er ikke nogen her, der opfatter mig som junior. Det er kun i forhold til mine ansættelsesvilkår – altså hvem der betaler min løn – at JPO-titlen har en betydning”, siger Ida Thyregod.

At arbejde i samme bygning som, Clark Kent gør for avisen Daily Planet, når han ikke lige skifter til sin Superman-identitet og redder borgerne fra forbrydelser i byen Metropolis, er i sig selv lidt sejt. Men det er ikke derfor, at Ida Thyregod er begyndt at holde øje med de faste stillinger, som UNFPA slår op.

“Min JPO-kontrakt udløber til januar. Jeg vil gerne fortsætte ad FN-sporet og meget gerne med kvinders rettigheder og reproduktiv sundhed som fokusområde. Jeg havde mange fordomme omkring FN-systemet, især på hovedkvarters-niveau, før jeg kom til New York. Alene hierarkiet kunne skræmme mig efter Mozambique, hvor der bare er masser af arbejde, og folk knokler på alle niveauer. Men jeg oplever, at man virkelig kan rykke her. Lige nu har vi besøg i tre dage af embedsmænd fra Europa-Kommissionen. Det er vigtigt at kunne aflevere en overbevisende dokumentation til dem for at vise, at vi er pengene værd, og at vores arbejde virkelig gør en forskel, så de bliver ved med at støtte organisationen. Som dansker synes jeg desuden, det er vigtigt at præge det internationale system med noget af det gode fra Danmark. Fx en kultur, hvor døtre og sønner er lige vigtige. Det er ikke givet, at jeg kan fortsætte i FN, selvom jeg nu har fået en hel del erfaring. Men jeg håber”, siger Ida Thyregod. Med krydsede fingre.

P.s. Umildbart før deadline blev Ida Thyregod fastansat i FN.

}