Rebeller er guld værd

Vi kender dem alle sammen, rebellerne, der insisterende udfordrer og spidder uregelmæssigheder og løsninger, der afviger fra det optimale. Det systemisk perfekte. De kan være irriterende, bremsende for effektiviteten og den gode stemning, når de bare bliver ved med deres problematisering af simple løsninger på komplekse problemstillinger. Er du en af dem? Så kan du være guld værd.

Ikke alle højtråbende er nemlig tyranniserende narcissister. Du kan have en så høj faglighed, at det ikke kun er din hjerne, som din arbejdsplads betaler for. Det er også dine følelser. Du ser ikke igennem fingre med dårlige løsninger og middelmådighed. Det gør direkte ondt i maven og i hjertet, for du er din faglighed. Og selv om det til tider slider på systemet at være sådan en, så glæd dig over, at du er uundværlig i det lange løb. For det er faglige, kompetente primadonnaer som dig, der for alvor bliver i høj kurs i fremtiden: Mænd og kvinder, der er så drevet af deres faglighed, at sagen står over den personlige karriereplan.

“Det passer ikke, at de professionelt faglige bare ikke vil ledes. De vil gerne ledes, men de vil ikke overstyres og kontrolleres. Men i øjeblikket har vi en global trend inden for ledelsesteorierne, som kører på en meget mekanisk form for ledelse, og det dur ikke til mennesker med en høj faglighed”, fastslår professor i ledelse Hanne Nørreklit ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Sammen med en gruppe forskere fra CVL, Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse ved Copenhagen Business School, er hun tilknyttet paraplyprojektet “Ledelse af entusiaster og primadonnaer – hvordan leder man højt specialiserede, kreative mennesker”. Projektet bygger på en antagelse af, at der i fremtiden bliver brug for flere medarbejdere med netop høj faglighed, og at den slags mennesker skal ledes anderledes end traditionelle lønmodtager-typer.

“Der findes ikke rigtigt nogle formulerede ledelsesmodeller til de her meget fagligt entusiastiske medarbejdere, så derfor har vi gennem de senere år set, at de er blevet påduttet identiteter som ledelsesresistente og modstandere af forandringer, fordi den mekaniske ledelse ikke virker på dem. Det er helt urimeligt, for man har mistænkeliggjort en stor gruppe medarbejdere ved ikke at lytte til dem og deres faglighed, hvorimod man nærmest har ubegrænset tillid til ledere, uanset om de tydeligt bruger modeller, som er meget uhensigtsmæssige til ledelse af de her højtspecialiserede, kreative typer”, siger professoren. 

Storhed og mindreværd
Som pilotvirksomhed i CVL-projektet studerer forskerne Det Kongelige Teater. Ikke fordi det traditionelt er på teatrene og operaerne, de oplagte primadonnaer befinder sig. Men fordi der på Det Kongelige Teater er et flertal af højt specialiserede og kreative medarbejdere, som bliver ledet på en måde, der kan studeres på meget tæt hold. Målet er, at der ud fra studierne på teatret bliver udviklet en række ledelsesmodeller, som kan overføres direkte til andre brancher med højt specialiseret arbejdskraft.

“Det, vi indtil nu kan slå fast, er, at fagligt dedikerede mennesker klart fungerer bedst med en meget begavet form for ledelsesretorik. At være højt fagligt professionel og kreativ indebærer, at der er en høj grad af usikkerhed omkring vurderingen af, hvad der er et godt fagligt resultat. Derfor kommer de højt specialiserede og kreative let til at svæve mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks, og mennesker, der gør det, er følsomme og sårbare. Følelser og faglighed kan ikke skilles ad hos de kreative, højt specialiserede typer, og derfor trives de bedst under en leder, der ud over at kunne etablere kloge arbejdsrammer og strukturer er kommunikativt højt begavet og har et avanceret sprogbrug, som baserer sig på både faglig kærlighed og faglig indsigt”, siger Hanne Nørreklit.

Primadonnaerne findes i stor stil inden for de akademiske videnskaber. Men også inden for arkitektfaget, i læge- og sygeplejefaget, i journalistikken og i kunstens verden vandrer rebellerne rundt side om side, mens de mere eller mindre direkte protesterer og udpeger alt det, der ikke fungerer ordentligt – det vil sige fungerer efter deres høje faglige standarder.

Men ifølge Hanne Nørreklit er det vigtigt at huske på, at primadonnaerne ikke er ude på at lede butikken selv. De ledelsesresistente angler i virkeligheden efter ledelse, men det skal være ledelse, der giver mening. Og det gør traditionel, mekanisk resultatstyring ikke, fastslår hun. 

Rigid og systemisk ledelse
“Problemstillingen er, at det, der bliver promoveret nogle steder, er rigid og systemisk ledelse i stedet for forstandig og indsigtsfuld ledelse. Og det harmonerer meget dårligt med højt faglige professionelle mennesker. Der bliver opsat en række mål og udstukket regler, som man fagligt har vanskeligt ved at acceptere, fordi man i høj grad bliver bedt om at gå på kompromis med fagligheden, og det kreative menneske reagerer ved at blive utilfreds og ked af det”, siger Hanne Nørreklit.

Og det er her, det begynder at blive omkostningstungt for samfundet, påpeger forskeren. For i halen af frustrationen hos medarbejderen følger ligegyldigheden. Ikke som en sur og bevidst modreaktion på en håbløs ledelse, men simpelthen som en psykologisk mekanisme:

“Når de, der stiller kravene, åbenbart er ligeglade med fagligheden, så bliver du som et kreativt og entusiastisk menneske også ligeglad. Og så kan vi for alvor tale om, at det har store konsekvenser for udviklingen af vores videnssamfund, at vi ikke tager de fagligt forankrede primadonnaer alvorligt. Jeg taler selvfølgelig ikke for, at vi skal lade os tyrannisere af narcissistiske brokkehoveder, som også er en del af tidens trend, men om, at vi skal tage den protest, som bygger på reel faglighed, alvorlig. Men at skelne mellem de to kræver forstandig og indsigtsfuld ledelse”, fastslår hun.

Forførende retorik
Ifølge Hanne Nørreklit er kunsten at skabe nogle rammer, som kreative mennesker kan udfolde sig optimalt inden for. For som bekendt kommer heureka-oplevelsen kun til det forberedte sind. Og forberedt på fantastiske gennembrud, hvad enten det er inden for videnskaben eller kunsten, er ikke det menneske, som skuler forbeholdent, når chefen dukker op i døråbningen.

“Vi kommer ikke uden om de menneskelige relationer, når vi taler ledelse af kreative mennesker, og det er derfor, det er så katastrofalt, at vi i Danmark har taget den mekaniske ledelsesform til os i den grad – især på baggrund af, at vi tilstræber at danne et videnssamfund på højt niveau. Det lyder flot med alt det der walk the talk-ledelse, men når det kommer til stykket, så er der et væld af hindringer på vejen, og det er meget uheldigt for kreative mennesker”.

Hanne Nørreklit mener, at nogle med stor held har iscenesat den mekaniske ledelse som noget helt fantastisk – den signalerer jo, at man har styr på det og kontrol over det. Men for mennesker, der er drevet af deres faglighed, er kontrol som en dræbersnegl, der æder sig hastigt ind på den faglige selvtillid. Og resultatet er ikke særligt eftertragtet. Hverken for arbejdspladsen eller for medarbejderen selv.

“Det er desværre i nogen grad lykkedes den letkøbte ledelsesretorik at få folk til at tro, at de som komponenter skal tilpasse sig selv og deres arbejdsopgaver til mekanisk ledelsesstil, i stedet for at det er ledelsesstilen, der skal tilpasses de kreative mennesker og den komplekse faglige kontekst. Selvfølgelig skal vi alle på en eller anden vis acceptere, at vi har nogle rammer, vi skal præstere og skabe resultater inden for, men man kan med god ret spørge, hvad det er for et videnssamfund, vi er ved at skabe, hvis ikke medarbejderne må være faglige og kreative? Man har troet længe nok, at en særlig type af ledere kan gå på vandet, men det kan de altså ikke. Se bare på alle de skeletter, der falder ud af skabene i forbindelse med den finansielle krise og reformerne i den offentlige sektor. Mon ikke vi skulle være mere resistente mod forførende ledelsesretorik?”.