Dansk Magisterforening

MUS-samtaler med ringe effekt

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Medarbejderudviklingssamtaler er obligatoriske på offentlige arbejdspladser, og på to ud af tre private arbejdspladser bliver medarbejderne også indkaldt til udviklingssamtaler. Der bliver altså brugt mange ressourcer på MUS, men alligevel har samtalerne ikke været underlagt nærmere granskning for at se, om de virkelig udvikler medarbejderne, sådan som navnet lægger op til.

Det har Dorte Winther Ellermann, cand.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, forsøgt at råde bod på. Hun har undersøgt, hvordan en større virksomhed bruger samtalerne, og konkluderer, at samtalerne har et helt forkert fokus, hvis målet er at skabe læring og udvikling.

“Der er et kæmpemæssigt potentiale i MUS-samtaler. De giver medarbejderen og lederen rum til sammen at reflektere over, hvordan medarbejderen har løst sine opgaver, hvilke kompetencer han har, hvordan han udnytter dem, og om han har potentialer, der ikke udnyttes. Men potentialet tabes i mange tilfælde på gulvet, når MUS er baseret på kvantitative mål med fokus på medarbejdernes præstationer”, siger Dorte Winther Ellermann til Ugebrevet A4.

Hun anbefaler, at virksomhederne i stedet satser på de udviklingsorienterede mål til samtalerne, så man fx måler på, om en medarbejder påtager sig nye opgaver eller er med i tværfaglige projekter.

}