Internationale forlag truer bibliotekers formidling

Lige midt i et af Københavns mest trafikerede kryds ligger Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek. I den store, gamle bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej står der stadigvæk hundredvis af bøger og ganske mange tidsskrifter fremme på hylderne. Hastigheden på bibliotekets digitale server er dog langt højere end den hektiske trafik i krydset. For en stadig voksende del af det publicerede materiale om videnskabelig forskning er i dag digital. Det er udviklingen – også på denne adresse. Men den udvikling koster landets biblioteker millioner af kroner hvert år. Penge, som bibliotekerne må betale direkte til store internationale forlag, som kontrollerer, hvem der må læse hvad, hvordan og hvornår.

Biblioteket er en del af Det Kongelige Bibliotek, der har et årligt anskaffelsesbudget på omkring 42 millioner kroner. De 35 millioner kroner går direkte til licenser hos internationale kommercielle forlag.

“Det er altså en meget stor del af budgettet, vi betaler til store internationale forlag år efter år. Og vi kan ikke engang give adgang til alt det, som efterspørges af vores brugere”, siger Bertil Dorch, som er centerleder for Videnscenter for Videnskabelig Kommunikation på Københavns Universitets Biblioteks- og Informationsservice (KUBIS) og adjungeret lektor ved Niels Bohr Institutet.

Han forklarer, at Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek i samarbejde betaler de mange millioner af kroner hvert år for at give adgang til 20.000 tidsskrifter, mens de resterende mange tusinde tidsskrifter er gratis.

Typisk er der ikke engang valgfrihed blandt de tidsskrifter, som udbydes fra forlagene. De mest prestigefulde tidsskrifter udbydes på store internationale forlag som eksempelvis Springer i Holland, og her kræver man abonnement for adgangen til tidsskrifterne, som tilbydes til bibliotekerne i store pakker af tidsskrifter på flere tusinde styk.

“Det svarer til, at man som bruger kun vil have DR, men at man skal betale for 35 ekstra kanaler for at se DR”, siger Bertil Dorch og anslår, at der formentlig skulle dobbelt så mange penge til som i dag for at kunne opfylde forskernes ønsker om at give adgang til alt det, som efterspørges.

Dyr adgang
På KUBIS giver man adgang til forskningen via databasen Web of Science. Der findes andre databaser, men det er for dyrt for KUBIS at give adgang til flere end en, forklarer Bertil Dorch.

“Er man et mindre bibliotek inden for et fagområde med et endnu mindre budget end vores, så er det endnu sværere at få adgang. Endnu et problem er, at det også bliver dyrere og dyrere at købe adgang til denne forskning”, siger Bertil Dorch og henviser til det, som kaldes “tidsskriftskrisen.” Krisen understreges i en nylig undersøgelse, som Association of Research Libraries i USA lavede over udviklingen af priser på tidsskrifter og bøger. Den viste, at prisstigningen for tidsskriftslicenser var tre til fire gange så hurtig som inflationen.

“Det er signifikant, for budgetterne på institutionerne stiger ikke i samme takt, så det er meget nemt at se ud fra det, at der simpelthen ikke er råd til at købe sig adgang til alt, og at dette problem stadig bliver mere udtalt, fordi mængden af forskning og tidsskrifter samtidig stiger”, siger Bertil Dorch.

Open acces et alternativ
Denne udvikling er ifølge ham uholdbar. Bibliotekerne er nødt til at købe store pakker med tidsskrifter, som bliver dyrere og dyrere, for at få adgang til bestemte tidsskrifter, som der er efterspørgsel på, og så må de skære andet væk.
“Når man har en sådan krise, er open access et muligt alternativ, for denne udvikling kan ikke fortsætte”, konkluderer Bertil Dorch.

Den primære interesse hos bibliotekerne for open access handler ifølge Bertil Dorch dog ikke om at have for lidt penge til at skaffe adgang til tidsskrifterne, men overordnet set om, hvad bibliotekerne skal.

“Udgangspunktet er, at forskningsbibliotekerne er til for at formidle og at gøre videnskilder til forskerne og universiteterne tilgængelig. Det er ikke nok, at tidsskrifterne bare ligger gratis tilgængelige på nettet. De skal også formidles til forskerne. Det kan bibliotekerne gøre gennem bibliotekssystemerne ved at samle materialet i arkiver, søgesystemer og på websider, som er katalogiseret, og som bibliotekerne er eksperter i at udføre”.

Men risikerer man ikke ved den model at forringe den kvalitetsstempling og fine formidling, som forlagene og tidsskrifterne netop er en garanti for?
“Mange af de open access-tidsskrifter, som der er i dag, er peer reviewed (fagfællebedømt, red.), og i selve processen bag dem er der også en redaktør og kvalitetssikring. Der er derfor i udgangspunktet ikke forskel i kvaliteten mellem open access og traditionelle tidsskrifter”, siger han.

Men hvordan forestiller du dig, at alle forskere bliver enige om kun at bruge open access, når der stadig er meget prestige i at få sine artikler trykt i tidsskrifter som Nature og Science?
“Der er adgang til over 20.000 tidsskrifter i vores system, og de er da ikke alle sammen på det høje niveau. Men på mange tidsskrifter sidder der danske redaktører, og flere hundrede danske forskere betaler for at publicere gennem open access. Det er der interesse for, fordi jo flere artikler en forsker publicerer og citeres for, jo nemmere er det at blive lektor eller få en fast ansættelse på et universitet. Desuden har forskerne en naturlig stor interesse for forskningsfeltet, og de vil gerne læses og bruges. Når artikler kan hentes frit gennem open access, er de nemmere at få fat på. Det ved mange forskere godt”, siger Bertil Dorch.

Hvordan undgår man, at forskerne kommer i klemme, hvis man vil gennemtvinge open access, fordi det i så fald bliver politisk styret?
“Forskningsfrihed er en hellig ko. Jeg tror altid, at forskerne vil bevare frihed til at bestemme over, hvor de vil publicere. Der er ikke nogle forskningsledere, institutter eller ministerier, som vil bestemme over den enkelte forsker. Det handler om open access generelt og ikke om, hvilken type det er. Kan forskeren få sin artikel i et tidsskrift og samtidig få lov til at selvarkivere den, er det også til forskerens fordel. Det tillader langt de fleste tidsskrifter også i dag”.

Men hvorfor så overhovedet denne diskussion om open access, for så er der jo i vid udstrækning allerede fri adgang til meget forskning?
“Gennemsnittet for selvarkivering i verden ligger i dag på omkring 15 procent, men i rigtig mange fag er der stadig slet ikke open access. Det har både noget at gøre med traditioner og med, hvordan man tager teknologien til sig”.

Hvordan undgår man i så fald, at al forskning, som publiceres open access, drukner i talrige, åbne systemer, som det er umuligt for brugerne at finde rundt i?
“Det er der bibliotekernes kompetencer kommer i spil. På Det Kongelige Bibliotek er det søgemaskinen Rex, hvor man kan søge efter artikler, bøger og tidsskrifter. Her skelnes der ikke mellem open access og traditionelle tidsskrifter. På universitetet får man i så fald adgang til det hele”.

Bibliotekernes rolle bliver den samme som i dag med betalingstidsskrifter. Vi sørger for adgang, systematisering og hjælper brugerne med at finde, hvad de søger”, siger Bertil Dorch.