Dansk Magisterforening

“I morgen tidlig pakker vi en abe”

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

En zoolog, en kaffesæk, en stor græsgrøn trillebør. En arbejdsdag som alle andre på en arbejdsplads som ingen andre. Vil du med i Zoo?

Pludselig er hun væk. Dukket ned og forsvundet. Kun stemmen trænger stadig ud fra en enorm samling af ting, som meget unge og ikke alt for begavede mennesker nok ville kalde “gammelt ragelse”. Dem om det. “De er her et sted. Jeg ved det”.

Fotografen er fulgt efter stemmen ind i skyggen under et halvtag over et åbent depot. Han har forceret nogle løse rækværker af den solide, stålgrå slags, som kan stå skulder ved skulder i midlertidige afspærringer. Han har klemt sig ind mellem et par sækkevogne og kæmpet sig hen til nogle stabler af kasser med et uidentificeret indhold. Han er ved at være på skudhold.

“Ha! Fundet!”

Klik-klik! Dagens hovedperson dukker frem fra skyggen. I armene bærer hun noget mellembrunt og groftvævet lærred af ubestemmelig facon.

“Gamle kaffesække”, siger hun glad.

“De er stort set ikke til at opdrive mere. I dag transporterer man kaffe i containere. Men en af dem nede i port 3 har en god forbindelse. Han skaffer dem”, forkynder hun med synlig fornøjelse over det kringlede netværk af kontakter, der er et kendetegn for en rutineret medarbejder i Zoologisk Have.

Pigen i røde træsko
På hendes eget kontor hænger et foto på opslagstavlen. Hun står i små, røde træsko med sin mor i hånden. Billedet er taget lige her, i Zoologisk Have. Det er 38 år siden.

I dag er Katrine Villumsen en af tre afdelingsledere i Zoologisk Haves division for dyrepasning. Siden februar i år har hun været chef for 24 dyrepassere i Zoo Midt, der dækker Tropezoo, fuglene og abehuset.

“Da jeg var ti år, vidste jeg, at jeg skulle være zoolog. Det lyder som en efterrationalisering, men det er sandt. Jeg har altid ønsket at arbejde med dyr”, siger hun.

Hendes ja til jobbet som mellemleder hang sammen med en garanti for, at hun fortsat kunne bruge 20 pct. af sin arbejdstid på “berigelse”: zoo-slang for “adfærdsberigelse”: støtte til dyrenes naturlige adfærd og biologi.

“Min faglighed er zoologien. Jeg elsker at gå ude blandt dyr og dyrepassere og være med til at løse akutte problemer eller finde små forbedringer. Den del af mit arbejde vil jeg ikke opgive. Jeg ville blive frustreret over den administrative del af jobbet som mellemleder, hvis jeg ikke kunne holde forbindelsen åben til mit oprindelige fag. Jeg er zoolog. Jeg er også leder. Efterhånden som jeg får kurser og lærer håndværket, kan jeg måske blive en dygtig leder. Men jeg vil altid være zoolog”, fremhæver hun.

Bortset fra et par år med naturvejledning på Esrum Møllegård har Katrine Villumsen arbejdet i København Zoologiske Have hele sit voksne liv. Som studentermedhjælper, som projektansat videnskabelig medarbejder, som deltidsansat i havens kundecenter, som koordinator af berigelsesarbejdet og nu også som afdelingsleder.

Pakket abe
Klokken 7.15 tændte hun sin mobil for at tage imod eventuelle sygemeldinger eller andre beskeder. Dagens morgenmøde med de øvrige afdelingsledere og deres fælles chef måtte aflyses. Siden er fulgt aftaler med de enkelte dyrepassere for primater, fugle og krybdyr. Klokken 10 var der fælles kaffepause i kantinen.

Nu går vi en tur i haven. Zoologen, fotografen, journalisten og en kæmpestor, græsgrøn trillebør med et bundt gamle kaffesække. Katrine kører med trillebøren. Hun er på hjemmebane. Hendes telefon ringer tit.

“I morgen tidlig pakker vi en abe”, siger hun efter endnu et opkald.

Pakker en abe? Forvirrede billeder af cellofan og gavebånd og en chimpanses rasende tænder hvirvler forbi på det indre lærred. Hvordan pakker man egentlig en abe?

“En gylden løveabe. Den skal til zoo på Jersey. Dyrepasserne får den til at gå ind i en kasse. Den skal ikke bedøves.”

Nyt billede: Stakkels Peter Pedal med et bedrøvet blik bag tremmer.

Alle disse billeder fra barndommen er faktisk en faglig udfordring for en zoolog, forklarer Katrine Villumsen, mens vi går i haven i mildt solskin og en duft af dyr og græs og grus.

“Vores mål er at drive en zoologisk have ud fra sunde, nøgterne principper. Men publikum oplever dyrene med deres følelser. Den forskel i tilgang til dyrene giver anledning til mange overvejelser. For eksempel har vi valgt at lade dyrene yngle. Dyr trives bedst, når de får lov til at parre sig og yngle og pleje deres afkom. Men vi kan ikke beholde alle unger. Nogle unger kan vi sende af sted til andre zoologiske haver, men ikke alle dyr passer ind i de internationale avlsprogrammer. Nogle dyr er i overskud. Dem afliver vi. Vi venter selvfølgelig, indtil de har den alder, hvor de også i naturen ville have forladt flokken. Publikum synes, naturligt nok, at det er synd for ungerne, at de skal dø. Men alternativet er sterilisering og p-stave og dyr, der ikke udfolder deres naturlige adfærd. Alternativet er dyr, der bliver stressede og rastløse. I den konflikt vælger vi ud fra faglige kriterier og forsøger med åbenhed og fakta at skabe forståelse hos publikum for vores valg”.

Emu er et badedyr
Alligevel ærgerligt med de løveunger. Når man nu selv har sovet med små dyr på sin pyjamas. Men sådan må det være i en zoologisk have. Valg og balancegang og afvejning af hensyn. Dyrs behov, menneskers behov, teoretikeres behov, praktikeres behov.

“For tyve år siden var der langt større skel mellem videnskabelige medarbejdere og dyrepassere. Dengang var der også meget dygtige dyrepassere, men selve funktionen var ufaglært arbejde. I dag tager uddannelsen til dyrepasser over fire år. Fagligt er vi kommet tættere på hinanden, og vi har masser af sparring og samarbejde. Vi er også bundet sammen af en “zoologisk have-faglighed” på tværs af andre grænser. Jeg oplever os som solidariske, usnobbede og praktisk anlagte mennesker”, fortæller zoologen.

“Mit mål er at fremme dyrenes naturlige adfærd, for eksempel i form af forlænget fødesøgningsadfærd. I naturen skal dyr ofte rode og rage og lede efter deres føde. Det kan tage timer. Selv om vi bygger hensynet til naturlig fødeadfærd ind i anlæggene, giver det typisk større arbejde for dyrepasserne. De har på deres side rigtig meget andet arbejde oven i arbejdet med berigelsen. Det er naturligt, hvis de nogle gange savner tid til arbejdet med at forlænge fødesøgningen”.

Med så meget større glæde har hun netop taget imod et forslag fra to dyrepassere om et bassin til havens emuer. I dag ved man, at strudsefugle elsker at bade.

“Fuglene vil stortrives ved at få et bassin, men dyrepasserne vil få lidt mere arbejde med at holde det rent. Alligevel kom forslaget fra dem. Det er det, jeg mener med “zoologisk have-faglighed”.

Nu tændes der stjerner
En stærk duft af jul bølger hen ad stien. Kanel, nelliker, kardemomme, muskatnød. En gruppe børn er travlt optaget af at rive og støde og knuse krydderier til elefanternes foder.

Vi nærmer os Zoo’s seneste nybygning. Det nye elefanthus har tag af glas og er tegnet af den engelske arkitekt Norman Foster. Uden for huset har elefanterne adgang til store, åbne arealer, hvor de både kan vandbade og støvbade.

“Vores elefanter har fået et meget bedre liv i det nye anlæg”, fremhæver Katrine Villumsen.

Også her har zoologers og arkitekters fagligheder bøjet sig mod hinanden. Et eksempel:

“Arkitekter elsker rene linjer. Derfor er huset blevet så flot. Men elefanter elsker, at der er grene at rive i og rode med. Derfor har vi brudt de rene linjer med nogle små kraner, så vi kan hejse grene ned og skifte dem ud, når de er renset for bark”.

Oppe fra balkonen kan vi kigge over anlægget og hen på Katrine Villumsens stolthed. Hun har selv tegnet dem. Høje, rødgrå betonsøjler med hejseværk.

“Dem kan jeg vise mine børnebørn”, siger hun stolt.

Man ser det for sig. Nye små zoologer i røde træsko.

Undervejs har vi besøgt et depot. Katrine Villumsen har fyldt en kaffesæk med hø og gulerødder. Sækken er surret solidt sammen med sejlgarn og råbåndsknob. Nu tager hun den op fra den store, græsgrønne trillebør.

Sammen går vi ind i et tomt afsnit af elefanternes anlæg. Lige nu er der ingen hjemme. Gruset er blødt. Elefanter elsker at smide det op på ryggen. Sækken bliver gemt i en stor, rødgrå betonbeholder med låg og huller i siden. Når elefanten vender tilbage, vil den forsøge at få fat i hø og gulerødder. Her bør være “forlængende fødesøgningsadfærd” til flere timer.

Og skulle elefanten i sin iver få lidt af sækken med ned i maven, sker der ingen skade. Kaffesække er 100 procent naturlige. Den slags tæller i en zoologisk have. Tak til port 3.

}