Formand skoser evaluering af forskningsråd

En sammenlægning af Det Frie og Det Strategiske Forskningsråds bestyrelser, flere udenlandske rådsmedlemmer, mere peer review og en afskaffelse af mindre bevillingstyper. Sådan lyder en række af anbefalingerne fra panelet, der har evalueret det danske forskningsrådssystem. Ifølge formanden for De Frie Forskningsråds bestyrelse, Jens Christian Djurhuus, peger de alle sammen i retningen af en alvorlig svækkelse af den frie forskning i Danmark.

“Panelet vil have mere samarbejde og en bedre koordinering ved at sammenlægge bestyrelserne, ligesom det er et ønske, at en fælles bestyrelse bedre vil kunne håndtere store satsninger. Men hvis den strategiske og den frie forskning skal koordineres i store satsninger, hvad skal der så ske med den forskerinitierede og ikke-tematiske forskning”, siger Jens Christian Djurhuus, der mener, at panelet med koncerndirektør i NKT Søren Isaksen i spidsen lige fra starten har haft den samme, ensidige dagsorden.

“Allerede i april stillede Søren Isaksen sig op på et møde og fremviste en graf over den manglende interaktion mellem de strategiske og de frie forskningsråd. Han kom frem til, at vi stort set ikke havde nogen kommunikation. Det gjorde mig en lille smule bekymret, for hvis man ser på vores dagsordner og bestyrelsesreferater, så kan man se, at det ikke er rigtigt. Men det har panelet tydeligvis ikke gjort”, siger Jens Christian Djurhuus, der også kritiserer panelet for ikke at lytte til forskningsrådene.

“De ofrede lige godt en time på os til et dialogmøde, og det var kun halvdelen af panelet – tre personer – der dukkede op. Man kan vel forvente, hvis man ønsker at gå i dybden med tingene og virkelig vil finde frem til et bedre system, at man så ofrer bare lidt mere tid på både analysearbejde og dialog”. 

Ikke noget at komme efter 
Evalueringspanelets undersøgelse viste, at rådsmedlemmer generelt har en højere succesrate (34 pct.), når de søger midler fra det forskningsråd, de selv er medlem af end ikke medlemmer (18 pct.), ligesom undersøgelsen også afslørede en høj grad af inhabilitet i rådene. Mens panelet – bakket op af flere eksperter og videnskabsministeren – kalder tallene bekymrende og tillidssvækkende, efterlyser Jens Christian Djurhuus “eksempler på, at der er foregået noget odiøst i rådsmedlemmernes behandling af sagerne”.

Han er også skeptisk over for panelets forslag om at indsætte udenlandske rådsmedlemmer, et forslag, der ifølge panelet skal forøge tilliden til rådenes uafhængighed, og som videnskabsminister Helge Sander (V) allerede har taget til sig. Ifølge Djurhuus ligger der også her – ad bagvejen – et angreb mod den frie forskning. For rådsarbejdet sluger op mod 1.000 timer om året, og det er vanskeligt at forestille sig, at man kan få udlændinge til at engagere sig så meget i arbejdet. Derfor skal forslaget ses i sammenhæng med et andet af panelets forslag, mener Jens Christian Djurhuus, særligt den kontroversielle idé om at afskaffe mindre bevillingstyper. For realistisk kan det kun lade sig gøre at placere udlændinge i rådende, hvis man samtidig gør rådsarbejdet mindre tidskrævende end i dag, og det kan kun ske ved at samle støttekronerne i store puljer. Det samme gælder en øget brug af peer review:

“I øjeblikket skal alle ansøgninger på over 13 mio. kr. eller ansøgninger fra rådsmedlemmer på over 1 mio. kr. sendes i peer review. Vi ved, at under forudsætning af, at det foregår anonymt, så vil lidt under 50 pct. af dem, vi henvender os til, påtage sig opgaven. I øjeblikket er det kun 25 ud af 3.000 ansøgninger, der er på beløb over 13 mio. kr. Skal grænsen for peer review gå ved eksempelvis 5 mio. kr., så skal vi ud at tale med 1.600 mennesker. Af disse vil halvdelen sige nej. Det er selvfølgelig muligt, men det kræver nok, at man får et bureaukrati, der fylder hele Bredgade”, siger Jens Christian Djurhuus.

Panel glemmer vigtig mission
Med andre ord peger også dette forslag i retning af en afskaffelse af små bevillinger. Men panelet overser – eller ignorerer – en vigtig opgave for det frie forskningsråd, mener Djurhuus.

“Det vidunderlige ved, at vi får 3.000 ansøgninger om året, er, at vi både kan give penge til den enkelte forsker og til forskergrupper. Derfor spænder DFF’s bevillinger fra 100.000 kr. til tocifrede millionbeløb. Hvis man dropper det system, så sidder du tilbage med de store satsninger og store bevillingstyper, hvor projekterne skal pejles efter universiteternes udviklingskontrakter og forskningsstrategier. Og dermed er det ikke længere fri forskning, vi har med at gøre”.

Søren Isaksen er af den opfattelse, at det er forskernes arbejdsgivere – universiteterne – og ikke forskningsrådene, der skal sørge for ordentlige rammer og arbejdsbetingelser, der sætter den enkelte forsker i stand til at forfølge sine interesser. Men den præmis køber Jens Christian Djurhuus imidlertid ikke.

“I øjeblikket har vi i Danmark en enorm ekspansion af ph.d.-studerende, og i sidste ende vil universiteterne sidde med 7-8.000 studerende, som hver koster 800.000 kr. om året inklusive drift og administration. Det er en 6-7 mia. kroner og langt mere, end hvad universiteterne kan gabe over. Og hvis ikke vi skal tage os af dem, hvem skal så? Derfor bruger vi i dag 40 pct. af vores midler til at føre forskingen videre, når man har lavet en ph.d. Dvs. til yngre mennesker i form af post.doc.er og lignende. Det, mener jeg i virkeligheden, er en god mission. Og den vil blive ødelagt, hvis man opgiver de små bevillinger”.