Dansk Magisterforening

Nyt job: Mikkel Bender, 35 år

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Mikkel Bender, 35 år, fra et job som patentkonsulent og -rådgiver i Chas.Hude A/S til partner samme sted.

Hvordan fik du interesse for patentering?
Som helt nyuddannet arbejdede jeg i halvandet år som forskningsassistent på GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, red.). Her var vi en gruppe, der sammen gjorde en opfindelse, en molekylærbiologisk metode, som vi skulle have patenteret. I den sammenhæng fik jeg første gang kontakt med Chas.Hude. Og i 2003 fik jeg så en “læreplads” i virksomheden med henblik på at blive oplært til patentrådgiver.

Hvad skal du helt præcist lave i din nye stilling?
Jeg skal stå i spidsen for den afdeling, der hjælper biotekvirksomheder med at beskytte deres opfindelser og immaterielle rettigheder. Populært sagt er vores opgave at omformulere forskerens beskrivelse af en opfindelse til et juridisk dækkende sprog. Selve formuleringen af en patentansøgning er nemlig af afgørende betydning for, hvorvidt der kan opnås patent. Desuden kan den foretrukne formulering variere, alt efter hvor du vil have patent. Man kan nemlig ikke lave et verdenspatent, men skal sørge for dækning enten hos den europæiske patentmyndighed, den amerikanske eller den australske osv., så processen kan være omfattende. Og så har man kun rettighederne de næste 20 år.

Hvad kræves der af en god rådgiver inden for patentering?
Selv om jura er en stor del af jobbet, er det de færreste jurister, der kan løfte opgaven. Det kræver nemlig en høj grad af faglig indsigt at kunne sætte sig ind i fagområder, der alene på mit område breder sig i så forskellige retninger som fx gylleseparering, dna-molekyler, kemiske synteser og lægemidler. At kunne sine paragraffer er en forudsætning, men alene langtfra nok. Man skal kunne gå i dybden for at forstå den videnskabelige baggrund for opfindelsen og kundens helt nøjagtige behov.

Savner du ikke den hvide kittel?
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sådan en på. Men selv om jeg ikke er med hands on i laboratoriet, så føler jeg fortsat, at jeg ofte har fingrene helt nede i substansen. Jeg er fx involveret i at tilrettelægge forsøg og planlægge de innovative processer for mange af de virksomheder, jeg arbejder for.

Hvori ser du de største forskelle på at være rådgiver i en virksomhed og på at blive partner samme sted?
Jeg får et større ansvar, både for medarbejderne og for kunderne, men også i forhold til virksomhedens indtjening. Ligesom de fleste andre brancher er vi også for tiden påvirket af nedadgående kurver, så jeg kommer til at lave mere opsøgende arbejde end tidligere. Men de immaterielle rettigheder er jo selve fundamentet i de innovationsbaserede virksomheder, som jeg betjener. Det er mit indtryk, at man generelt – selv i krisetider – forsøger at fastholde sine immaterielle rettigheder. Man fyrer hellere medarbejdere, end man giver slip på dem.
}