Kamp om ophavsretten til forskning

Vigtige danske forskningsresultater ender gerne på udenlandske hænder. Det skaber en underudnyttelse af forskningsresultater, og det betyder, at Danmark hvert år går glip af et trecifret millionbeløb. Det fastslår en ny cost-benefit-analyse af publiceringsmodeller, der er gennemført af Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek og Styrelsen for Bibliotek og Medier i samarbejde med det europæiske Knowledge Exchange-netværk. 

Danske forskere overdrager ofte deres forskning og videnskabelige resultater til store kommercielle forlag, som tager høje priser for adgang til resultaterne og derved får monopol på denne viden. Den udvikling bør der ændres ved, mener kontorchef i Styrelsen for Bibliotek og Medier Jakob Heide Petersen.

“Når en forsker laver en videnskabelig artikel i Danmark, sker der typisk det i dag, at forskeren afgiver alle rettighederne ved en publicering. Der bør udarbejdes politikker på de enkelte institutter om publicering. Man kunne eksempelvis sige, at forskeren indvilger i at give sin arbejdsplads en kopi af værket”, siger Jakob Heide Petersen.

Det er muligt, at de kommercielle forlags betalingskrav for indsigt i forskning er for høj. Men det er forkert at tro, at al forskning bare skal være open access, forklarer Morten Rosenmeier, som er lektor på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA). ”Blandt andet fordi der ligger en kvalitetssikring i den peer review, som en række tidsskrifter foretager som betingelse for offentliggørelse”, siger Morten Rosenmeier og understreger, at tidsskrifterne foretager en meget væsentlig forarbejdelse og forfinelse af den forskning, som indsendes, så man får noget mere end bare ved open access. 

Ingen differentieret beskyttelse
Man kan ifølge Morten Rosenmeier ikke indføre en differentieret ophavsretlig beskyttelse eller en egentlig pligt til open acces på forskningsområdet.

“Det har for et par år siden været drøftet at indføre en arbejdsgiverregel, der overførte forskernes ophavsret til universiteterne, men hverken universiteterne, forskerne eller politikerne ville være med til det”, siger Morten Rosenmeier, der mener, det vil være et dybt indgreb i forskningsfriheden at fratage forskerne muligheden for at bestemme over deres egen forskning. Han peger dog på en anden løsning.

“Man bør hjælpe forskerne, så de ikke behøver at give ophavsretten videre til forlagene i det omfang, de gør nu. Og man kan skabe mere open access ved at give forskerne bedre muligheder for elektronisk publicering og hjælpe dem med vejledning i kontakten med tidsskifterne”, siger han.

Morten Rosenmeier uddyber, at hvis man som forsker skal bevare ophavsretten til den forskning, man offentliggør som open access, kan man forsyne den med en “creative commmons licens”, hvor man trykker nogle små piktogrammer, som angiver, hvilke beføjelser der er tilknyttet værket, og hvad andre må bruge det til.

“Hvis forskeren ikke selv kan vælge, hvordan værket må bruges, mister forskeren sin ophavsret, og det vil på sigt forringe hele forskningskvaliteten”, siger Morten Rosenmeier. 

Ingen tvang
Mellem de nordiske lande har der med støtte fra Nordisk Ministerråds NordForsk-program i de seneste tre år været arbejdet på et fælles standardiseret koncept for open access, der blandt andet sigter mod, at der kan søges på tværs af institutionernes forskningsresultater. I dette nordiske program ses open access og forlagenes tidsskriftdatabaser som to publiceringsformer, der supplerer hinanden. Videnskabsministeriet har desuden taget initiativ til at nedsætte en open access-arbejdsgruppe, som skal udarbejde anbefalinger til, hvordan man kan fremme open access i Danmark.

Problemet er da også, at der herhjemme endnu ikke er fundet nogle former til at få dansk forskning bedre frem via open access, pointerer Marianne Alenius, som er direktør for Museum Tusculanums Forlag på København Universitet, og som sidder i Forlæggerforeningens bestyrelse.

“Vi skal have fundet nye samarbejdsmodeller, så man kan lave gratis publikationer af forskningen, hvor forlagene er afsendere og kan markedsføre og redigere materialet, så man får nogle fornuftige output ud af det. Med den nuværende udvikling dør de små og mindre forlag, og med dem både tidsskrifter og bøger, så det er afgørende at handle nu”, siger Marianne Alenius.

Jakob Heide Petersen anerkender, at man ikke kan tvinge en udvikling med open access igennem, og han understreger, at rapporten om open access derfor kan bruges som input i debatten for at komme videre.

“De store anerkendte tidsskrifter kan vi ikke tvinge til at give open access, men vi kan lave et system, der garanterer en dansk kopi af offentlig finansieret dansk forskning, hvortil der er fri adgang, så vigtige resultater ikke går tabt”, siger Jakob Heide Petersen.

Ifølge Morten Rosenmeier kan det få katastrofale følger for dansk forskning, hvis man tvinger en pligt igennem til at publicere forskning via open access.

“Det vil sende dansk forskning ned på tredje klasse, fordi den ikke længere bliver kvalitetssikret og bearbejdet som i dag. Danske universiteter ranker sig desuden i forhold til de anerkendte tidsskrifter, som deres forskere publicerer i. Det vil man miste, hvis man går over til ren open access”.