Nedtur venter danske universiteter

“Forskningsmiljøer i verdensklasse” lød regeringens bud på, hvordan de danske universiteter står distancen i tiltagende international konkurrence med andre universiteter og med et stadigt mere mobilt akademisk arbejdsmarked. Men tjener den danske universitetslov så også målsætningen? Ifølge den internationale universitetsekspert Brian Everett er svaret nej. Selv i sammenligning med engelske universiteter – hvor bevægelsen i retning af mere management og mindre demokrati ellers er nok så markant – skiller det danske system sig ud i negativ forstand.

Ifølge Brian Everett har en række elementer i loven i forening skabt en enestående situation, hvor både forskernes medbestemmelse og universiteternes reelle selvstyre er effektivt inddæmmet. Konsekvensen er en alvorlig svækkelse af de danske universiteters innovative potentiale, mener Brian Everett, der for DM har evalueret den danske universitetslov og sammenlignet med vilkår på universiteter i England, Irland, Nordirland og Canada.

Den begrænsede beskyttelse af individuel forskningsfrihed i det danske system er kun ét problem blandt mange andre. Dertil kommer kravet om at arbejde inden for forskningsrammer, forpligtelsen til at indgå udviklingskontrakter med det politiske niveau, rektors magt over Akademisk Råd, den eksterne dominans i bestyrelsen og den ministerielle kontrol og styring af universiteternes aktiviteter. Alt i alt efterlader disse elementer i interaktion indtryk af et system, hvor top-down-styringen har fået et uheldigt overtag, vurderer Brian Everett.

Det politiske pres
“Udviklingskontrakterne mellem universitet og minister indsnævrer forskningen, der i høj grad vil foregå ud fra prædeterminerede målsætninger, hvor politiske eller kommercielle hensyn får stor vægt. Problemet er, at man oftest vil måle politiske eller kommercielle formål kvantitativt frem for i termer som “kvalitet” eller “innovativ værdi””, siger Brian Everett.

Ifølge Everett er der i loven ikke indbygget noget forsvar mod denne logik. Tværtimod har de indførte forandringer i universitetsloven afskaffet de bufferfunktioner, der tidligere sikrede, at det politiske pres ikke dominerede over forskningen.

“Institutlederne bliver nødt til at sikre, at deres ansatte arbejder i overensstemmelse med udviklingskontrakterne og forskningsrammerne. Institutledernes egen indsats bliver endda målt ud fra deres evne til at få medarbejderne til arbejde efter den prædeterminerede plan”.

Samtidig er der inden for universitetet ikke nogen effektiv mulighed for at udtrykke modstand. Akademisk Råd er reelt uden indflydelse og kan opløses af rektor.

Farvel til udenlandske forskere 
“Når det gælder innovativt råderum, er det danske system meget svagt. I sammenligning er de engelske universiteter ganske vist også blevet mere hierarkiske, men her er flere essentielle dele af det oprindelige system bevaret. Det gælder eksempelvis beskyttelsen af den individuelle forskningsfrihed, den fortsatte brug af akademiske råd og fraværet af direkte politisk indblanding. I modsætning til i Danmark tipper balancen på de engelske universiteter stadig i retning af en kollegial model”, siger Brian Everett.

Med den tætte politiske og ledelsesmæssige kontrol over forskningen opstår en velkendt problemstilling, nemlig i hvilken grad det er gavnligt at styre forskningen.

“Universiteter er ikke almindelige virksomheder, hvor ledelsen eller udefrakommende kan komme og bestille 500 skruer. Et godt universitet er et universitet, der har frihed til at skabe og producere idéer, som overskrider etablerede grænser. Derfor skal der være en hårfin balance mellem på den ene side frihed og på den anden side behovet for at styre og kontrollere forskningsfinansieringen”, siger Brian Everett, der i sin rapport forudser, at den stramme styring af de danske universiteter på sigt vil gøre det svært at tiltrække internationale forskere.

Forskningsfrihed

 Mcr=Manchester Lanc=Lancaster QUB=Queens, Belfast UU=Ulster University

Forskningsledelse

Rektor

Regeringens rolle