Dansk Magisterforening

Lær at lede forskere

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

Dine medarbejdere ønsker autonomi. Din ledelse ønsker styring. Og du selv? Du ønsker måske otte dages intensiv undervisning i at lede forskere. Uden hjælp fra Bubber og BS.

Udfordringerne kender du: Få ressourcer. Autonome medarbejdere. Uklart mandat. Tre vilkår, der tilsammen gør god ledelse til en rigtig svær opgave.

Nu er der hjælp at hente på et kursus fra DM Efteruddannelse. Kurset hedder “Forskeren som leder – ledelse af forskere”. Det er fordelt på otte dage i efteråret og gentager forårets succes.

“Mange ledere i forskningsverdenen vil have stor nytte af at få afklaret de formelle vilkår for deres ledelse”, siger underviser Anne Jøker.

I moderne forskningsmiljøer er det blevet sværere at definere grænserne for ens egen ledelsesmagt. Altså: Hvem er det lige, jeg som forskningsleder refererer til, når pengene til et projekt kommer fra syv forskellige fonde? Hvad er mit ledelsesansvar over for TAP’er og ph.d.-studerende? Kan jeg selv hyre og fyre? Hvem har det endelige ansvar for budgettet? Kan jeg vælge, om jeg vil bruge kontraktstyring?

“Mange forskningsledere oplever, at grænserne for deres formelle magt er flydende. De kommer let til at bruge en masse krudt på at finde rundt i de mange forskellige krav og forventninger og kommandoveje. Den tid bliver taget fra den kreative, personlige, kommunikerende del af arbejdet som leder. Får de generobret den tid, vil det gavne både for dem selv og deres medarbejdere. God ledelse handler ikke om formel magt. Men god ledelse kan blive blokeret af uklarhed om den formelle magt”, forklarer Anne Jøker.

Flydende grænser sluger energi
Kurset i ledelse af forskere lægger lige stor vægt på ledelsesmagt og ledelseskraft. Magten, forstået som formel magt og antal stjerner på skulderen. Kraften, forstået som evnen til at begejstre forskere for et fælles mål.

“Dynamik, respekt, begejstring, det faglige og det sociale engagement er de elementer, der skal skabe gode resultater for den enkelte gruppe af forskere eller det enkelte forskningsinstitut. De er også kernen i god ledelse, og de udspringer af lederens personlige gennemslagskraft. Og masser af forskningsledere har de rigtige egenskaber, som vi også arbejder videre med på kurset”, fremhæver Anne Jøker.

Skaf plads til begejstring
Et dyk ned i fordommene: Forskere kan ikke ledes. Forskning kan kun foregå i fuld frihed. Ledelse er bare et andet ord for en masse bureaukrati og indblanding.

Anne Jøkers svar:

“Vi tror på, at god ledelse giver bedre forskning. Meningen med forskningsledelse er at styrke forskningen. Kunsten for den enkelte forskningsleder er at oversætte nye vilkår som styring, kontrakter og hierarkisk ledelse til en ledelsesform, der giver mening i forhold til en gruppe meget dedikerede, meget selvstændige og meget selvhjulpne forskere”.

Kurset i ledelse af forskere giver masser af redskaber til netværksledelse, anerkendende dialog, personlig kommunikation og meget, meget mere.

}