Evaluering mangler indsigt og objektivitet
Magisterbladet har bedt formand for Danske Universiteter Jens Oddershede kommentere Brian Everetts rapport om den danske universitetslov. Jens Oddershede skriver:
En gennemlæsning af Brian Everetts (BE) evaluering af universitetsloven af 2003 giver mig det klare indtryk, at BE er væsentlig mere fortrolig med det angelsaksiske system end det danske – og i øvrigt som udgangspunkt også synes væsentlig bedre om det. Det understreges også af, at han har konsulteret personer fra UK, som har erfaring med universitetsledelse i praksis, hvilket tilsyneladende ikke er tilfældet i Danmark. Rapporten indeholder desuden alvorlige misopfattelser af den måde, danske universiteter fungerer på, samt af den måde, vi styres på. Lad mig nævne et par eksempler på det.
1. BE opfatter tydeligvis udviklingskontrakter som dokumenter, der dirigerer den forskning, der foregår på universiteterne, hvilket jo ikke er tilfældet. Jeg kender ikke noget tilfælde, hvor en udviklingskontrakt udsiger, hvilken forskning der skal foregå, eller for den sags skyld hvilken forskning der ikke må foregå.
2. BE er også af den opfattelse, at bestyrelserne for danske universiteter træffer beslutninger i akademiske anliggender. Heller ikke det kender jeg eksempler på. Faktisk nævner BE, hvordan den akademiske styring af forskning foregår i UK som et eksempel på, hvordan også vi burde gøre det i DK. Det er fra ord til anden en beskrivelse af, hvordan det i virkelighedens verden foregår i Danmark.
3. Tilsyneladende er BE af den opfattelse, at ministeren via udviklingskontrakt og institutleder kan styre forskningsemner og forskningsretning. Det er heller ikke en korrekt beskrivelse af virkeligheden.
Denne manglende forståelse for, hvordan det reelt fungerer på de danske universiteter, sammenholdt med et selektivt udvalg af kilder, leder BE til nogle ret dramatiske konklusioner, såsom at den innovative kraft vil aftage på de danske universiteter, samt at de danske kandidater vil blive af dårligere kvalitet, konklusioner, som jeg ikke kan se, at han har noget belæg for i sin analyse.
Når det også nævnes, at Danmark bliver mindre attraktiv som arbejdsplads for internationale forskere, så er det i hvert fald i modstrid med den tendens, vi ser for øjeblikket.
På et par punkter er jeg dog enig med BE’s betragtninger. Det er de punkter, som handler om at styrke de akademiske råd og andre tilsvarende rådgivende forsamlinger, samt spørgsmålet om den noget vege og ufyldestgørende formulering af forskningsfriheden i den danske universitetslov. Her kunne vi lære en del af de angelsaksiske eksempler, som BE nævner – og som i øvrigt er i overensstemmelse med den virkelighed, der findes i den danske universitetsverden.
Som et partsindlæg i debatten om vilkårene på de danske universiteter er BE’s et velkomment bidrag, men det mangler en del i objektivitet og indsigt. Jeg ser frem til, at dette bliver væsentlig bedre i den omfattende evaluering af universitetsloven, som gennemføres her i 2009.
1. BE opfatter tydeligvis udviklingskontrakter som dokumenter, der dirigerer den forskning, der foregår på universiteterne, hvilket jo ikke er tilfældet. Jeg kender ikke noget tilfælde, hvor en udviklingskontrakt udsiger, hvilken forskning der skal foregå, eller for den sags skyld hvilken forskning der ikke må foregå.
2. BE er også af den opfattelse, at bestyrelserne for danske universiteter træffer beslutninger i akademiske anliggender. Heller ikke det kender jeg eksempler på. Faktisk nævner BE, hvordan den akademiske styring af forskning foregår i UK som et eksempel på, hvordan også vi burde gøre det i DK. Det er fra ord til anden en beskrivelse af, hvordan det i virkelighedens verden foregår i Danmark.
3. Tilsyneladende er BE af den opfattelse, at ministeren via udviklingskontrakt og institutleder kan styre forskningsemner og forskningsretning. Det er heller ikke en korrekt beskrivelse af virkeligheden.
Denne manglende forståelse for, hvordan det reelt fungerer på de danske universiteter, sammenholdt med et selektivt udvalg af kilder, leder BE til nogle ret dramatiske konklusioner, såsom at den innovative kraft vil aftage på de danske universiteter, samt at de danske kandidater vil blive af dårligere kvalitet, konklusioner, som jeg ikke kan se, at han har noget belæg for i sin analyse.
Når det også nævnes, at Danmark bliver mindre attraktiv som arbejdsplads for internationale forskere, så er det i hvert fald i modstrid med den tendens, vi ser for øjeblikket.
På et par punkter er jeg dog enig med BE’s betragtninger. Det er de punkter, som handler om at styrke de akademiske råd og andre tilsvarende rådgivende forsamlinger, samt spørgsmålet om den noget vege og ufyldestgørende formulering af forskningsfriheden i den danske universitetslov. Her kunne vi lære en del af de angelsaksiske eksempler, som BE nævner – og som i øvrigt er i overensstemmelse med den virkelighed, der findes i den danske universitetsverden.
Som et partsindlæg i debatten om vilkårene på de danske universiteter er BE’s et velkomment bidrag, men det mangler en del i objektivitet og indsigt. Jeg ser frem til, at dette bliver væsentlig bedre i den omfattende evaluering af universitetsloven, som gennemføres her i 2009.
