Spanien har førertrøjen på i Europa

Udgangspunktet var så repressivt, som det næsten kunne blive: Et stærkt diktatur under general Franco, hvor politiske partier var forbudte, og hvor ingen kunne hverken bevæge sig frit eller tale frit. Oveni det en machokultur, der betragtede kvinder som umyndige og helt frem til 1978 forbød en kvinde at få et pas eller at købe og sælge ejendom, medmindre hun havde sin fars eller, sin mands tilladelse. Først i starten af 80´erne fik den spanske kvinde sin lovmæssige ret til at kræve skilsmisse.

Men trods den metodiske undertrykkelse – eller måske netop på grund af den – begyndte kvinderne i det sydeuropæiske land allerede fra starten af 70’erne at organisere sig. Først som en uformel kvindebevægelse, men efterhånden struktureret omkring egentlige organisationer og institutioner, med det formål at sætte fokus på kvindeliv og ligestillingsspørgsmål.

Den foreløbige kulmination kom i 1983, otte år efter Francos død, med oprettelsen af Det Spanske Institut for Kvinder, der også i dag arbejder for at bremse diskrimination og samle dokumentation om kvinders vilkår. Instituttet understøtter desuden kvindelige forskere og entreprenører, rådgiver voldsramte kvinder osv.

Da socialisternes kandidat José Luis Rodriguez Zapatero gik ind i valgkampen i 2004, var den politiske top modnet. Under sloganet “Zapatero feminista” gik han til valg med ligestilling som et af sine fremherskende temaer.

At Spanien siden – og på rekordtid – har indtaget positionen som Europas mest progressive ligestillingsland, skyldes ikke mindst, at bunden var lagt, da toppen omsider kom på plads. Sådan lyder forklaringen på den eksplosive udvikling, som er sket i det sydeuropæiske land, fra en af den spanske kvindebevægelses frontløbere.

52-årige Capitolina Díaz Martínez er professor i sociologi ved universitetet i Oviedo og har i hele sin forskerkarriere kredset om ligestilling og kønsproblematikker. I 2006 rykkede hun over i direktørstolen i “The Women and Science Unit”, i første omgang udpeget af Zapatero til at implementere en ny og kønsafbalanceret universitetslov, men siden 2007 har hun arbejdet for at skabe en ligestillingslovgivning gældende for hele det spanske arbejdsmarked. I 2008 tog hun endnu et skridt op, da hun blev udnævnt til direktør i det nyoprettede spanske ligestillingsministerium.

I maj besøgte hun konferencen “Women in Academia” på Aarhus Universitet for at berette om de lovmæssige tiltag, der har givet Spanien den europæiske førertrøje på i ligestillingsspørgsmål. Ved samme lejlighed fik Magisterbladet et interview med den beskedne sociologiprofessor. 

ZipList-princippet
“Når man taler om udviklingen i Spanien, skal man huske på vores udgangspunkt, altså hvor vi var henne for bare 30 år siden. Det største ved den udvikling, Spanien har oplevet på ligestillingsområdet, er, at de unge kvinder i dag virkelig føler sig ligeværdige. Ånden er, at alle har samme muligheder – og at kvinderne måske endda er en anelse bedre stillet, i hvert fald så længe de er i uddannelsessystemet. De har ofte mere succes end mændene undervejs i deres studier, og næsten 50 procent af Spaniens ph.d.-studerende i dag er kvinder. Der er en meget stor selvtillid blandt de unge kvinder”, fortæller Capitolina Díaz Martínez.

Kigger man på den spanske lovgivning, har de unge kvinder da også en hel del at smile af. For eksempel har landet ved lov indført kvotesystemer, som sikrer ligelig kønsrepræsentation i alle landets politiske organer, fx kommunal- og regionalbestyrelser, og i parlamentet. Men ikke nok med det: Opstillingen af politiske kandidater sker efter det såkaldte ZipList-princip: én kvinde, én mand, én kvinde osv., så man også undgår, at alle de tungeste poster tilfalder mændene i en ellers kønsligestillet forsamling. Samme princip er indført i universiteternes komiteer og bestyrelser.

“Spanien havde de nordiske lande som forbillede, da kvinderne omsider fik chancen for at komme på banen. Men vi kunne ikke vente i 100-200 år, så derfor har vi i lovmæssig forstand grebet til mere drastiske metoder. Jeg hører naturligvis ofte argumentet, at bedste mand/kvinde bør få jobbet, og at kvotesystemer er udemokratiske, men min erfaring og min forskning har ikke givet mig grund til at tro, at ansættelsesudvalg og andre magtinstanser selv er helt kønsblinde. Derfor forstår jeg heller ikke den skandinaviske vrangvillighed”, siger Capitolina Díaz Martínez.

Selvom kønsdiskriminering naturligvis er helt yt og politisk ukorrekt, så foregår det. Hele tiden. Overalt. Bevidst eller ubevidst. Også i Spanien, hvor de unge kvinders glansbillede begynder at smuldre, efterhånden som de bliver gift, får børn og forsøger at følge mændene op ad karrierestigen.

“Man skal være over 30, før man opdager, at der er diskrimination på arbejdsmarkedet. Mange af os på 50 eller mere har nogle gange svært ved at trænge igennem til de helt unge kvinder med vores holdning til, at deres muligheder ikke er de samme som mændenes”, siger sociologiprofessoren.


Et nyligt studium fra bioteknologisk institut på Heidelberg Universitet er beskrivende for situationen, mener hun.

“Igennem 10 år fulgte forskerne en række ansatte på et af universitetets laboratorier. Arbejdspladsen ansatte lige mange mænd og kvinder med de nøjagtigt samme kvalifikationer i juniorforskerstillinger. Man kunne ikke på noget tidspunkt pege på systematisk diskrimination, men efter 10 år befandt især de gifte kvinder og kvinder med børn sig alligevel generelt på et lavere stillingsniveau, og i laboratoriets top sad der udelukkende mænd. Der sker noget undervejs i kvindernes karriereforløb, som er vanskeligt at bevise, men kigger du på statistikkerne på fx akademikerområdet i hele Europa, så taler tallene sit tydelige sprog. Ligestilling er ikke-eksisterende”, pointerer Capitolina Díaz Martínez.

Den smukkeste chance
Den ligestillingslov, som blev vedtaget i Spanien i 2007, kompenserer kvinderne for århundreders undertrykkelse, som hun udtrykker det. Kvindelige forskere får fx et forspring på en pointskala, når deres projekter skal vurderes. Der er oprettet særlige programmer for kvindeforskning og for forskning udført af kvinder. Hvert eneste universitet i Spanien skal have en ligestillingsafdeling, og som sagt skal repræsentationen af køn være lige i alle besluttende organer.

“I dag er flere end 50 procent af de spanske kvinder i den arbejdsdygtige alder erhvervsaktive på fuld tid. Endnu et tigerspring i betragtning af, at kvinder var umyndige for 30 år siden”, understreger Capitolina Díaz Martínez.

Også på det personlige plan har den rasende udvikling været en omvæltning for hende. Skiftet fra rollen som kvindeaktivist til højt placeret embedsmand på ligestillingsområdet kalder hun for “den smukkeste chance”, hun har fået i sit liv.

“Jeg blev udpeget til jobbet efter i mange år at have brugt det meste af min tid på at rende universitetsrektorer, institutbestyrere og andre indflydelsesrige herrer på dørene, bare for at få dem til at lytte. Som oftest var det forgæves. I dag befinder jeg mig i en position, hvor jeg har medvirket til, at nogle af mine krav er ophøjet til lov. Det er helt ekstraordinært fantastisk. Nogle gange bliver jeg nødt til at knibe mig selv i armen for at forstå, at det er virkeligt. De senere år har været den lykkeligste tid i mit arbejdsliv”, siger hun.