Vejledning for offentligt ansatte har ingen effekt
En egentlig whistleblower-politik kan være eneste udvej, hvis ytringsfriheden blandt offentligt ansatte skal have tilført mere ilt, siger DM’s formand, Ingrid Stage. Og noget tyder på, det er nødvendigt. Ny undersøgelse dokumenterer, at Justitsministeriets to et halvt år gamle vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed ingen effekt har haft. Tværtimod.
At tage medarbejdere og arbejdsgivere i det offentlige kærligt ved hånden med en vejledning, der skal skabe klarhed om regler og principper for ytringsfrihed, er tilsyneladende at gå for blidt til værks.
I hvert fald går udviklingen den gale vej, hvis man er offentligt ansat DM-medlem og gerne vil deltage i den åbne demokratiske debat.
En ny undersøgelse, foretaget blandt administrative DM-medlemmer i stat, regioner og kommuner og blandt offentligt ansatte forskere og undervisere, dokumenterer, at en tredjedel af de adspurgte i løbet af de sidste fem år har oplevet at blive hårdere klemt på deres ytringsfrihed end tidligere. Især forskere og undervisere – 40 procent – synes, at hullet i tragten er blevet mindre. Og flere end hver fjerde af alle deltagere – 27 procent – har helt undladt at ytre sig af frygt for ansættelsesmæssige repressalier.
Et flertal af kommentarerne til undersøgelsen tegner billedet af en tavshedskultur på de offentlige arbejdspladser, der ikke er blevet mindre fremherskende, til trods for at Justitsministeriet for to et halvt år siden sendte en vejledning på gaden, der fik ros fra alle sider. En vejledning, som skulle øge debatlysten og tjene til afklaring for både ansatte og arbejdsgivere af, hvilke rammer der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed.
“Jeg oplever en øget grad af selvcensur samt misforståede forestillinger om, at konstruktiv kritik af ledelsen er illoyal. Det er meget forstemmende”, skriver en af undersøgelsens respondenter.
“Desværre kan jeg også mærke på mig selv, at mine karriereambitioner i de sidste år har lagt en dæmper på min lyst til at udtale mig åbent og kritisk om mine arbejdsforhold”, kommenterer en anden.
“I vores tilfælde praktiseres en art repressiv tolerance. Man får enten ingen reaktion eller en sludder for en sladder”, konstaterer en tredje.
Og en fjerde slår fast, at “ytringsfrihed absolut er for seniormedarbejdere”.
Håndfaste metoder
Allerede da Magisterbladet i april 2007 første gang gennemførte en omfattende spørgeskemaundersøgelse for at kortlægge vilkårene for ytringsfrihed blandt DM’s medlemmer, blev selvcensuren udpeget som fjende nummer et blandt ansatte i statens tjeneste.
At frygt og misforstået arbejdspladsloyalitet trods gode råd og utallige opfordringer fortsat hæmmer DM’eres deltagelse i den frie debat, gør DM’s formand, Ingrid Stage, bekymret. Så bekymret, at hun nu overvejer, om mere håndfaste metoder er nødvendige.
“Selv om viljen er til stede, og både tillidsrepræsentanter og de enkelte arbejdspladser gør en indsats, er der tilsyneladende nogle barrierer, som er mere end vanskelige at bryde ned. Måske er en egentlig whistleblower-politik den eneste måde, hvorpå vi kan sikre ytringsfriheden bedre kår. Herunder oprettelsen af en instans, der kan sikre, rådgive og offentligt støtte personer, der står i overvejelser om at gå offentlig med kritik af deres arbejdsgiver”, siger Ingrid Stage.
Hun mener dog, det er for tidligt at kalde Justitsministeriets vejledning for det rene spild. Og hun påpeger, at DM og andre organisationers fortsatte fokus på emnet forhåbentlig får effekt på længere sigt.
“DM skal medvirke til at udbrede kendskabet til vejledningen og ikke mindst deltage i forhandlinger på offentlige arbejdspladser, som vil supplere den grundlovssikrede ytringsfrihed med lokale retningslinjer. Senest var vi involveret i arbejdet på DMI, som har været igennem en utrolig vigtig proces”, siger Ingrid Stage.
DM samarbejder desuden med bl.a. Transparency International og med Dansk Journalistforbund i kampen for at sikre ansattes ytringsfrihed. I starten af juni er DM vært ved en konference om forskningsfrihed og medarbejderindflydelse, som fokuserer på forholdene blandt forskere og undervisere. “Men det er klart, at hvis vi igen om to år kan måle, at situationen for DM’s medlemmer er status quo eller måske endda værre, så må vi presse på for en egentlig whistleblower-politik”, konkluderer Ingrid Stage.
Citater fra undersøgelsen
I hvert fald går udviklingen den gale vej, hvis man er offentligt ansat DM-medlem og gerne vil deltage i den åbne demokratiske debat.
En ny undersøgelse, foretaget blandt administrative DM-medlemmer i stat, regioner og kommuner og blandt offentligt ansatte forskere og undervisere, dokumenterer, at en tredjedel af de adspurgte i løbet af de sidste fem år har oplevet at blive hårdere klemt på deres ytringsfrihed end tidligere. Især forskere og undervisere – 40 procent – synes, at hullet i tragten er blevet mindre. Og flere end hver fjerde af alle deltagere – 27 procent – har helt undladt at ytre sig af frygt for ansættelsesmæssige repressalier.
Et flertal af kommentarerne til undersøgelsen tegner billedet af en tavshedskultur på de offentlige arbejdspladser, der ikke er blevet mindre fremherskende, til trods for at Justitsministeriet for to et halvt år siden sendte en vejledning på gaden, der fik ros fra alle sider. En vejledning, som skulle øge debatlysten og tjene til afklaring for både ansatte og arbejdsgivere af, hvilke rammer der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed.
“Jeg oplever en øget grad af selvcensur samt misforståede forestillinger om, at konstruktiv kritik af ledelsen er illoyal. Det er meget forstemmende”, skriver en af undersøgelsens respondenter.
“Desværre kan jeg også mærke på mig selv, at mine karriereambitioner i de sidste år har lagt en dæmper på min lyst til at udtale mig åbent og kritisk om mine arbejdsforhold”, kommenterer en anden.
“I vores tilfælde praktiseres en art repressiv tolerance. Man får enten ingen reaktion eller en sludder for en sladder”, konstaterer en tredje.
Og en fjerde slår fast, at “ytringsfrihed absolut er for seniormedarbejdere”.
Håndfaste metoder
Allerede da Magisterbladet i april 2007 første gang gennemførte en omfattende spørgeskemaundersøgelse for at kortlægge vilkårene for ytringsfrihed blandt DM’s medlemmer, blev selvcensuren udpeget som fjende nummer et blandt ansatte i statens tjeneste.
At frygt og misforstået arbejdspladsloyalitet trods gode råd og utallige opfordringer fortsat hæmmer DM’eres deltagelse i den frie debat, gør DM’s formand, Ingrid Stage, bekymret. Så bekymret, at hun nu overvejer, om mere håndfaste metoder er nødvendige.
“Selv om viljen er til stede, og både tillidsrepræsentanter og de enkelte arbejdspladser gør en indsats, er der tilsyneladende nogle barrierer, som er mere end vanskelige at bryde ned. Måske er en egentlig whistleblower-politik den eneste måde, hvorpå vi kan sikre ytringsfriheden bedre kår. Herunder oprettelsen af en instans, der kan sikre, rådgive og offentligt støtte personer, der står i overvejelser om at gå offentlig med kritik af deres arbejdsgiver”, siger Ingrid Stage.
Hun mener dog, det er for tidligt at kalde Justitsministeriets vejledning for det rene spild. Og hun påpeger, at DM og andre organisationers fortsatte fokus på emnet forhåbentlig får effekt på længere sigt.
“DM skal medvirke til at udbrede kendskabet til vejledningen og ikke mindst deltage i forhandlinger på offentlige arbejdspladser, som vil supplere den grundlovssikrede ytringsfrihed med lokale retningslinjer. Senest var vi involveret i arbejdet på DMI, som har været igennem en utrolig vigtig proces”, siger Ingrid Stage.
DM samarbejder desuden med bl.a. Transparency International og med Dansk Journalistforbund i kampen for at sikre ansattes ytringsfrihed. I starten af juni er DM vært ved en konference om forskningsfrihed og medarbejderindflydelse, som fokuserer på forholdene blandt forskere og undervisere. “Men det er klart, at hvis vi igen om to år kan måle, at situationen for DM’s medlemmer er status quo eller måske endda værre, så må vi presse på for en egentlig whistleblower-politik”, konkluderer Ingrid Stage.
Citater fra undersøgelsen
- “Det er min oplevelse, at folk er blevet mere tilbageholdende med offentlig kritik af ledelsen”.
- “Jeg oplever ikke begrænsninger på min arbejdsplads. Man må godt kritisere ledelsens dispositioner”.
- “Der er eksempler på folk, der er blevet sat på plads, fordi de har ytret sig om, at den biologiske mangfoldighed i naturen, skovene, havmiljøet osv. ikke har det godt”.
- “Jeg mærker selv som embedsmand et vakuum i forhold til det at ytre sig. Det er svært at finde grænserne for, hvad man kan og ikke kan udtale sig om”.
- “Der er ikke tale om en begrænsning i min ytringsfrihed, men om en begrænsning af min brug af den. Det ville koste i velvilje, men ikke i ansættelse”.
- “Som ansat i ledende stilling i udenrigstjenesten gør en række særlige forhold sig gældende i forhold til deltagelse i den offentlige debat. På alle andre områder er der frit slag”.
- “Kender til eksempler, hvor kolleger slår sig op som whistleblowers, men i stedet burde have søgt psykologhjælp”.
