Nyt job: Jacob Jul Nørup Pedersen
Jacob Jul Nørup Pedersen, 39 år, fra et job som Partner Manager hos Scalepoint Technologies Ltd. til jobbet som specialkonsulent og projektleder i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning (BUF). Her skal han bl.a. stå for implementeringen af et nyt ledelsesinformationssystem i forvaltningen.
Hvad skal du helt præcist lave i Københavns Kommune?
Jeg kommer til at arbejde på Danmarks største offentlige arbejdsplads med 18.000 ansatte og et budget på 8 milliarder kroner. Jeg skal stå for at etablere en række systemer, som gør politikere, direktion, distrikter og de enkelte institutioner bedre i stand til at måle effekten af de projekter, de sætter i gang. Ledelsesinformationssystemet skal generere simple, letforståelige rapporter, som lægges ud på intranettet, så de enkelte distrikter og institutioner kan få nogle pejlemærker på, om den indsats, de gør, også giver de forventede resultater. Vi vil vise nøgletal for faglighed, brugertilfredshed, HR og økonomi.
Hvad tiltrak dig mest ved jobbet?
Jeg trængte til et job med mening, og det giver for mig mere mening at prøve at være med til at skabe bedre forhold for børn og unge i København end at nedbringe omkostninger for forsikringsselskaberne. Samtidig har jeg haft behov for en arbejdsplads med en klart defineret familiepolitik, og det tiltalte mig meget, at min familiesituation ikke var nogen hindring. Jeg har en søn på tre år, som er leversyg, og jeg har derfor brug for i perioder at kunne arbejde hjemme og i det hele taget være tættere på hjemmet.
Hvilke tanker har du gjort dig om det at skifte fra det private erhvervsliv til en tung, politisk styret organisation?
Da jeg i sin tid blev færdig, havde jeg stor lyst til at prøve dynamikken og tempoet i det private erhvervsliv. Men jeg trivedes også godt med det politiske spil på Christiansborg i sin tid, så det er kun et plus at være tilbage i den kultur. Derudover oplever jeg, både som borger og nu som ansat, at Københavns Kommune er en professionel organisation og arbejdsplads, og så tung er den altså heller ikke. Jeg er fx blevet fantastisk godt modtaget af afdelingen og af DM’s tillidsrepræsentant. Der har været styr på både lønforhandlinger og alt det andet hele vejen.
Hvor kommer historikeren ind i billedet?
Tja, jeg har egentlig ikke tænkt over, hvor han blev af, i lang tid. I sin tid var jeg vel primært økonomen, der læste historie, fordi det var spændende. Jeg har aldrig haft en præcis plan med faget, og i dag er der mest den kritiske, humanist- og historiemetode tilbage, som jeg bruger meget i mit daglige arbejde. Evnen til at bevare et overblik og få ting til at passe ind i en bredere sammenhæng. Helt forsvundet i tågerne er det trods alt ikke.
Hvor ligger de største udfordringer i jobbet i de år, der kommer?
Jeg skal genopfriske, hvordan det er at lytte. I modsætning til mit tidligere job er metoden og processerne nogle gange lige så vigtige som fx økonomien. Når man som jeg arbejder i ”forandringsprogrammet”, så handler det om nye måder at gøre tingene på.
Forankring af forandring i en meget stor organisation kræver information og lokalt ejerskab.
Jeg kommer til at arbejde på Danmarks største offentlige arbejdsplads med 18.000 ansatte og et budget på 8 milliarder kroner. Jeg skal stå for at etablere en række systemer, som gør politikere, direktion, distrikter og de enkelte institutioner bedre i stand til at måle effekten af de projekter, de sætter i gang. Ledelsesinformationssystemet skal generere simple, letforståelige rapporter, som lægges ud på intranettet, så de enkelte distrikter og institutioner kan få nogle pejlemærker på, om den indsats, de gør, også giver de forventede resultater. Vi vil vise nøgletal for faglighed, brugertilfredshed, HR og økonomi.
Hvad tiltrak dig mest ved jobbet?
Jeg trængte til et job med mening, og det giver for mig mere mening at prøve at være med til at skabe bedre forhold for børn og unge i København end at nedbringe omkostninger for forsikringsselskaberne. Samtidig har jeg haft behov for en arbejdsplads med en klart defineret familiepolitik, og det tiltalte mig meget, at min familiesituation ikke var nogen hindring. Jeg har en søn på tre år, som er leversyg, og jeg har derfor brug for i perioder at kunne arbejde hjemme og i det hele taget være tættere på hjemmet.
Hvilke tanker har du gjort dig om det at skifte fra det private erhvervsliv til en tung, politisk styret organisation?
Da jeg i sin tid blev færdig, havde jeg stor lyst til at prøve dynamikken og tempoet i det private erhvervsliv. Men jeg trivedes også godt med det politiske spil på Christiansborg i sin tid, så det er kun et plus at være tilbage i den kultur. Derudover oplever jeg, både som borger og nu som ansat, at Københavns Kommune er en professionel organisation og arbejdsplads, og så tung er den altså heller ikke. Jeg er fx blevet fantastisk godt modtaget af afdelingen og af DM’s tillidsrepræsentant. Der har været styr på både lønforhandlinger og alt det andet hele vejen.
Hvor kommer historikeren ind i billedet?
Tja, jeg har egentlig ikke tænkt over, hvor han blev af, i lang tid. I sin tid var jeg vel primært økonomen, der læste historie, fordi det var spændende. Jeg har aldrig haft en præcis plan med faget, og i dag er der mest den kritiske, humanist- og historiemetode tilbage, som jeg bruger meget i mit daglige arbejde. Evnen til at bevare et overblik og få ting til at passe ind i en bredere sammenhæng. Helt forsvundet i tågerne er det trods alt ikke.
Hvor ligger de største udfordringer i jobbet i de år, der kommer?
Jeg skal genopfriske, hvordan det er at lytte. I modsætning til mit tidligere job er metoden og processerne nogle gange lige så vigtige som fx økonomien. Når man som jeg arbejder i ”forandringsprogrammet”, så handler det om nye måder at gøre tingene på.
Forankring af forandring i en meget stor organisation kræver information og lokalt ejerskab.
