Dansk Magisterforening

Latin og arkæologi ingen hindring

Mette Engell Friis
Del artikel:

Krise og almindelig innovation giver plads for humanister, mener HRD-chef i DONG Energy Power Karen Hvid. Virksomhederne kan ikke bare lave business as usual, der skal nytænkning til, og det kan humanisterne levere. Hvis de altså vel at mærke også vil sætte sig ind i forretningsgange og et produktionsanlægs opbygning.

Tyskland er fuld af fælder. Nogle af dem så firnurlige, at man ikke opdager dem, før de er klappet forsvarligt omkring en. Og det er selvsagt problematisk, hvis man er en virksomhed, der gerne vil ekspandere på det tyske marked.Netop af den grund valgte DONG Energy Power for et års tid siden at helgardere sig ved at ansætte en tysk kultursociolog.

“På grund af hende har vi undgået nogle fælder, som vi end ikke ville have kunnet identificere”, siger HRD-chef Karen Hvid.

“For selv om vi synes, Tyskland er tæt på os kulturelt og økonomisk, så er der forskelle, som er svære at gennemskue, men som det betyder virkelig meget at forstå, når man gerne vil ind på et nyt marked”.

Den hurdle kunne kultursociologen hjælpe med at overvinde. Og hun er blot en blandt flere humanister, der har fundet vej til Dong Energy Power i Skærbæk.

Her arbejder eksempelvis også en cand.mag. i historie og latin og en ph.d. i klassisk arkæologi med speciale i østarabisk keramik fra tiden omkring Kristi fødsel.

“Det er vel nok ikke de profiler, man først tænker på, når man opslår en stilling”, siger Karen Hvid med et smil. Men uddannelsen interesserer hende mindre end en persons evne til at have en metodisk tilgang til arbejdet, en god analytisk sans og evnen til at dokumentere og stille spørgsmål. Alt sammen gode humanistiske, håndværksmæssige kompetencer.

Som udgangspunkt er humanisternes profil derfor attraktiv for HRD-chefen.

Skillelinjen går et andet sted.

Ingen jubelchef
“Forudsætningen for, at vi vil ansætte en humanist, er ganske enkelt, at de har lyst til at sætte sig ind i forretningen DONG Energy. De skal have lyst til at forstå markedsmekanismer og acceptere, at det i bund og grund handler om profit. Hvis man har en holdning til, at bundlinjetal er dirty business, så er erhvervslivet ikke det rigtige sted at søge job”, som Karen Hvid siger.

Men er lysten der til at forstå arbejdsgangene og sætte sig ind i, hvordan der skabes værdi i virksomheden, så sætter ens uddannelsesmæssige profil ikke nødvendigvis nogen begrænsninger.

Når det er sagt, understreger Karen Hvid, at hun på ingen måde er en af de ”jubelchefer”, som hun kalder dem, der mener, at ingeniørerne skal ud, og humanisterne ind i de tunge erhvervsvirksomheder.

“Vi er en arbejdsplads, der er baseret på ingeniørviden, så naturligvis vil humanisternes indtog altid være begrænset, men omvendt kan vi se flere og flere steder, hvor der er behov for dem”.

Eksempelvis har DONG Energys arkæolog været involveret i et projekt til optimering af dataflow, hvor mange interessenter er kommet med input. Og her kom humanistens evne til at arbejde metodisk og bevare helhed og struktur virkelig til sin ret.

At virksomhederne i en krisetid også har brug for at tænke nyt og anderledes, gør ikke mulighederne for humanisterne mindre.

“Vi kan ikke blive ved at gøre, som vi altid har gjort. Det er nødvendigt at tænke nyt, og det giver plads for folk med andre uddannelser”, påpeger Karen Hvid.

“Det handler simpelthen om, hvorvidt man med sin humanistiske baggrund har lyst til at forstå erhvervslivets opbygning og spilleregler. Og selvom det kan virke som en stor opgave at skulle overskue et virksomhedsregnskab, så er det i bund og grund ikke anderledes end at skulle sætte sig ind i sit eget husholdningsregnskab”, forsikrer hun.

Den del af jobbet har hun ikke selv haft problemer med. Hun er uddannet fra Aarhus Business School, så tal og regnskaber er en del af hendes medbragte pakke. Det er kulkraftværkets opbygning til gengæld ikke. Eller forståelsen af, hvordan strømmens veje og vildveje løber.

“Det hører til det, man må sætte sig ind i, hvis man finder et sted, man virkelig gerne vil arbejde. Og sådan er det også for humanisterne. Jeg forventer ikke, at de skal fremlægge en grundlæggende viden om DONG eller erhvervslivet i en ansøgning eller en samtale, men jeg forventer, at de er villige til at lære. Er de det, er der masser af åbninger for humanister i erhvervslivet generelt”.

}