Kamp om Italiens universiteter

“Vi stopper ikke Bølgen”, står der på et banner, som hænger på administrationsbygningen på Sapienza-universitetet i Rom. “Bølgen” var sloganet for de voldsomme demonstrationer, der skyllede hen over Italien i oktober og november sidste år i protest mod den højreorienterede regerings reformer på skolerne og universiteterne. Fakulteter blev besat, og der var gadekampe mellem studerende og politi i flere byer. 

Cirka fem måneder senere er det svært at få øje på nogen “bølge”. Europas største universitet ligner et stille menneskehav. Mange af de 145.000 studerende sidder på græsset mellem fakulteterne og nyder forårets første stråler. En af dem er Fulvia Godeau.

“Selvfølgelig er jeg imod regeringens nedskæringer. De betyder færre kurser og færre lærere, og det går ud over de studerende”, siger Godeau, som læser statskundskab.

55 pct. falder fra
Ikke alle er enige. Mikalai Rashakowski ryster på hovedet over den slendrian, han har oplevet på universitetet.

“Mange studerende er dovne og uvidende, og det gør det svært for lærerne at undervise effektivt. Samtidig er der er stort bureaukrati. Man kan vente i dagevis på at få et møde med en professor, og så er Sapienza endda et af de bedre universiteter i Italien”, fortæller den unge hviderusser, som læser engelsk.

“Jeg kommer fra et system, hvor der ikke er frihed nok, men til gengæld er der klare planer for, hvad vi skal lære. Her er der for meget sløseri”, mener Rashakowski.

Hans synspunkter understøttes delvist af statistikkerne. De italienske universiteter har det største frafald i den rige verden. Kun 45 procent af de studerende gennemfører deres studier, viser undersøgelsen “Education at a Glance 2008” fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). Ingen af de højere læreanstalter i Italien kom med i The Times Higher Education’s Top 100-liste over verdens bedste universiteter sidste år.

Det er nogle af grundene til, at parlamentet i november vedtog dekret 180 med en række reformer (se boks side 28). Den lave fødselsrate giver os en “historisk mulighed” for at øge kvaliteten af uddannelserne og samtidig spare på udgifterne, fastslog undervisningsminister Maristella Gelmini.

Kurser med én studerende
Reformerne betyder blandt andet, at der skal skæres ned på antallet af kurser og fakulteter. Det sker, fordi de italienske universiteter havde 37 kurser med én tilmeldt og 327 fakulteter med færre end 15 studerende.

“Vi har allerede nedlagt 18 procent af kurserne på Sapienza. Det er otte procent flere, end undervisningsministeren har krævet”, oplyser rektor Luigi Frati stolt.

Han har ikke overblik over, hvor meget hans medarbejderstab vil skrumpe i 2010, når besparelserne for alvor slår igennem.

“Men jeg tror, at det meste kan klares ved naturlig afgang. Mange af vores ansatte nærmer sig pensionsalderen, og vi får sikkert tilskud til at ansætte flere unge forskere”, forklarer Frati.

Statens tilskud skal i højere grad baseres på universiteternes præstationer, men det bekymrer ikke rektoren. Sapienza er blandt andet kendt for dygtige matematikere og fysikere, og Luigi Frati regner med, at deres forskning og undervisning vil være med til at sikre universitetet høje karakterer og tilskud.

Voksende hjerneflugt
Men det skal han ikke være sikker på, vurderer præsidenten for forskersammenslutningen FISV, Italian Federation of Life Sciences, der har hovedkvarter i Firenze.

“Dekretet betyder, at alle de statslige universiteter må skære ned, og det er svært at se, hvordan det kan føre til højere kvalitet”, mener Lucio Luzzatto, præsident for FISV.

Italien bruger i forvejen færre penge på forskning og undervisning end de fleste andre rige lande. Ifølge OECD kostede hver studerende i 2005 statskassen 8.056 $ (ca. 46.000 kr.) mod 11.512 $ i OECD-landene i gennemsnit.

“Undervisningsministeren siger, at pengene kan bruges bedre, og hun har sikkert ret. Vi er ikke modstandere af, at universiteterne får penge i forhold til deres akademiske præstationer. Men politikernes signaler tyder på, at læreanstalterne i højere grad vil blive bedømt på, hvor gode de er til at administrere statens penge, og det vil gå ud over forskningen og øge strømmen af videnskabsfolk, der søger job i udlandet”, mener FISV’s præsident.

Ingen ved, hvor stor hjerneflugten er fra Italien. Men medierne beretter ofte om forskere, der opgiver at arbejde i hjemlandet på grund af ressourcespild og korruption og senere høster hæder i udlandet.

Gradvis privatisering
Fagforeningerne frygter, at reformerne vil øge arbejdsløsheden i det kriseramte Italien.

“Få uger inden dekretet blev vedtaget, gennemtrumfede undervisningsministeren de største besparelser på skolerne i landets historie. 130.000 lærerstillinger i folkeskolen er i fare. Dertil kommer tusinder af universitetslærere og forskere, som måske ikke får deres kontrakter forlænget”, forklarer Pino Patroncini, der er sekretær i Forbundet af Vidensarbejdere, FLC-Cgil. Forbundet organiserer over 12.000 videnskabelige og administrative medarbejdere på universiteterne.

Patroncini tror, at reformerne er et led i en langsigtet strategi for at privatisere de højere læreanstalter. Regeringen opfordrer de højere læreanstalter til at arbejde tættere sammen med erhvervslivet, og undervisningsministeren vil arbejde for, at de statslige universiteter i fremtiden kan overgå til fondseje.

“Men fondsejede universiteter skal være økonomisk bæredygtige, og det kan betyde, at nogle af dem vil sælge deres århundredgamle bygninger og skatte for at overleve”, siger Patroncini.

Fem af Italiens universiteter er allerede tæt på konkurs. Blandt andet Università degli Studi i Siena, som blev grundlagt i 1240.

Ministeren lytter ikke
Pino Patroncini er også bange for, at privatiseringen vil true den lige ret til uddannelse.

“Vi italienere har tradition for, at universiteterne skal være åbne for alle, uanset økonomi, og det er vi stolte over. Men man kan frygte, at brugerbetalingen og adgangsbegrænsningen på universiteterne vil vokse, i takt med at kampen om tilskud og bevillinger vokser”, forklarer Patroncini.

FLC-Cgil er et af tre store fagforbund i Italien. Alle tre organiserer akademikere og de fleste andre faggrupper. Dertil kommer et halvt dusin faglige sammenslutninger for universitetslærere og forskere. De er ofte uenige, men alle har skrevet under på en opfordring til undervisningsminister Gelmini om at øge bevillingerne til universiteterne, så de kommer op på “europæisk standard”.

“Ministeren har ikke svaret”, siger Patroncini tørt.

Mariastella Gelmini har heller ikke lyttet til de studerendes krav. De militante studenter bag “Bølgen” truer med nye demonstrationer fra Pisa til Palermo, mens de moderate studenterorganisationer er ved at miste modet.

“Vi må nok vente fem år på at få standset nedskæringerne”, siger Paula Barbata fra bevægelsen “Sapienza in Movimiento” med et resigneret smil og tilføjer: “Til vi får en ny regering”.