Dansk Magisterforening

Den humanistiske bro mellem tanker og teknik

Mette Engell Friis
Del artikel:

Ricky Sander arbejder som it-forretningskonsulent hos Post Danmark IT. En titel, som han er meget glad for, fordi den betoner, at hans opgave er at have fokus på brugernes tanker og behov, når it-folkene skal udvikle nye interne systemer.

Det lød så rigtigt, når de talte om det, og på papiret så planerne helt indlysende ud. Men så stødte drømmene frontalt sammen med virkeligheden, og det var drømmene, der lå lettere kvæstede tilbage.

Ricky Sander ryster lidt på hovedet ved mindet. På Danmarks Radio havde han siddet i et studiejob og arbejdet med koncernens internet. Blogs var et absolut must på de stadig mere interaktive sider, og da han søgte til Post Danmark i praktik, hvor han skulle være med til at udvikle intranettet, var det oplagt at overføre idéen med blogs.

Kongstanken med intranettet var, at det skulle være mere end blot en opslagstavle. Det skulle være et sted, hvor man kunne udveksle tanker og idéer – og hvorfor ikke også lade vicedirektøren blogge med medarbejderne om stort og småt?

“Det gik så ikke helt som planlagt”, erkender Ricky Sander med et skævt smil.

For nok bloggede chefen som aftalt. Der kom bare ikke nok reaktioner på hans ord.

Klart nok, tænker humanisten i dag.

“En udfordring med bloggen viste sig jo nemlig at være, hvordan man pludselig skulle kunne blogge med vicedirektøren, når man ikke taler med ham i hverdagen?!”

Bloggen er siden blevet nedlagt. Men Ricky Sander havde fået værdifuld viden om forventningsafstemning og nødvendigheden af at lave klare analyser, før man begynder at ændre på informationsgangene.

“Det er præcis det, der er så spændende ved at være i erhvervslivet: Man ser med det samme en konsekvens af sit arbejde. Og med min baggrund har jeg samtidig mulighed for via analyser og overblik at kunne ændre på tingene”.

Post Danmark tænkte på samme måde og ansatte ham derfor i deres it-afdeling. Hans titel er it-forretningskonsulent, og hans arbejdsfelt er først og fremmest at være med til at designe, udvikle og implementere Sharepoint, som er en it-platform, der kan understøtte intranet og samarbejde i organisationer.

Selve udviklingen sørger systemudviklerne for. Ricky Sanders domæne er den menneskelige faktor.

“Jeg kommer ind i processen der, hvor teknologien skal designes med udgangspunkt i brugerne og forankre sig hos dem, og det er det, jeg synes er sjovt”, siger Ricky Sander.

“I bund og grund er det kommunikation, jeg laver, og jeg føler mig ikke bundet af, at der står it foran min jobtitel. Det væsentlige for mig er, at de løsninger, vi laver, er til gavn for flest mulige”.

Udvikling via studiejob
Kommunikationen med it-udviklerne har han ikke oplevet som et problem.

“Vi har et rigtigt godt samarbejde og en god dialog. På den måde er det i virkeligheden et ret humanistisk projekt”, griner han.

Al nyudvikling i it-afdelingen tager udgangspunkt i viden og analyse, hvilket selvsagt er kendt land for humanisten. Det ukendte kan være, at kollegerne hurtigere får fokus på specifikke detaljer og diskuterer små delelementer af løsningen, mens Ricky Sander er trænet til at se helheden.

“Det kan indimellem betyde, at det føles, som om vi taler om to forskellige ting, men så handler det om at spørge og blive ved med at spørge, indtil vi er på samme niveau igen. Heldigvis er tonen meget åben og humoristisk, så det bliver aldrig til et problem”.

Han er nu også vant til at tale med mange forskellige mennesker og forholde sig til problemstillinger, der ligger langt væk fra komplicerede analyser og teorier.

“Igennem hele mit studium har jeg haft erhvervsrelevante studiejob, som har udviklet mig, og som har været med til at sætte fokus på, hvad jeg havde lyst til at lave efter min kandidateksamen”.

Ricky Sander har blandt andet arbejdet flere år på Danmarks Radios P1-website.

”Det var meget lærerigt og rigtig sjovt, og det var det job, der gjorde mig interesseret i strategisk kommunikation”.

Men på et tidspunkt måtte han vælge. Skulle han kæmpe for en position som autodidakt journalist på DR, eller skulle han finde et nyt sted at bruge sine kompetencer?

Han valgte at søge en stilling som studentermedhjælp hos Post Danmark IT, hvor han var delt mellem HR- og kommunikation. Et perfekt match, skulle det vise sig, fordi han med det samme kunne bruge sine erfaringer fra DR.

“Intranettet var en spændende udfordring at sætte mine kompetencer i spil over for. Bloggen blev jo altså ikke den store succes denne gang, men den gav os og mig en masse erfaringer, som vi blandt andet bruger i den udvikling, vi er i gang med nu”, påpeger Ricky Sander.

Og således hænger tingene sammen som led i den samme kæde for ham. 

Forskningen trækker ikke
Om Ricky Sander nogensinde kommer til at betræde forskervejen er tvivlsomt.

“Min vejleder begyndte på et tidspunkt at tale om en ErhvervsPhD, og jeg talte også med min vejleder her hos Post Danmark om det, men jeg endte selv med at synes, det blev for besværligt”, fortæller forretningskonsulenten.

Han havde behov for at komme ud og omsætte sin viden helt konkret, og den følelse er ikke blevet mindre det seneste års tid.

“For mig føles det mere vedkommende at arbejde frem for at forske. Jeg kan se en umiddelbar virkning af det, jeg gør, og det er meget tilfredsstillende. Jeg får med det samme at vide, hvad der virker, og hvad der er noget skidt. Det giver noget mere action end at sidde med forskningsprojekter”, som han siger.

En ErhvervsPhD kan eventuelt komme på tale senere. Måske.

“Lige nu nyder jeg bare at bruge min faglighed konkret”.

}