Missionær i demokrati

Vi har vandret halvanden dag for at nå frem til den lille landsby Bongau i Himalaya. Det er tydeligvis ikke hver dag, her kommer gæster. Vi bliver budt på te med salt, sukker og mælk, mens børn og voksne står tæt rundt omkring os, nysgerrigt stirrende. En ung mand træder frem. Han kan lidt engelsk og er tydeligvis stolt af at tolke, så Poul Erik Nielsen kan tale med dem, der står omkring ham.

Stemningen bliver snart mere afslappet, ja ligefrem spøgefuld. En ældre kvinde spørger til Poul Eriks alder. Hun synes, hans ansigt ser for ungt ud til det hvide hår. Hun hiver sin hovedbeklædning af og viser ham sit eget gråsprængte hår. Folk morer sig. Hun sætter sig ved siden af Poul Erik og udpeger sine sønner og børnebørn. Drengene smiler genert. Så ser hun på Poul Erik og spørger: “Hvem vil du helst have?”.

På et splitsekund ændrer stemningen karakter. Alle afventer. Poul Erik er tavs et øjeblik. Så gør han en håndbevægelse ud mod hele flokken af børn og siger med fast stemme: “De er søde alle sammen. Jeg kan ikke vælge nogen”.

Så er øjeblikket overstået. Folk nikker. Det er svært at gennemskue, om det kun er os, der ånder lettet op.

Om aftenen, i en anden landsby, hvor vi skal overnatte, fortæller Poul Erik, at spørgsmålet gjorde ham mere paf, end han lod sig mærke med. Men han har øvelse i at håndtere uforudsete situationer. Den er kommet helt naturligt gennem de sidste ni år, hvor han har specialiseret sig i at arbejde med medieprojekter i udlandet, bl.a. Mongoliet, Laos, Albanien, Moldavien, Bulgarien og Mellemøsten.

Projekterne har som regel været en del af vestlig støtte til demokratiseringsprocesser i udviklingslande eller post-kommunistiske lande.

“Jeg tror ikke, at de projekter, jeg er med i, skaber omfattende forandring. Der er som regel større kræfter på spil”, siger Poul Erik Nielsen. “Måske kan jeg i nogle tilfælde være med til at tippe et læs – det er aldrig til at vide. Men jeg har en tro på, at det er værd at gøre. Man kan sige, at jeg er en moderne missionær, en demokrati-missionær. Jeg har grundlæggende en opfattelse af, at hvis man går ind og støtter de kræfter, der arbejder på at skabe åbenhed og give de svage en stemme, så er det på lang sigt en fordel. Når der fx er så meget korruption som i Mongoliet, så kræver det stærke kræfter at afsløre det. Det vil jeg gerne være med til. Jeg vil gerne støtte folk, som på en god måde arbejder på at forandre uretfærdigheder”.

Fra dansk tv-dramatik  til demokrati i Nepal
1999 blev et vendepunkt for Poul Erik Nielsen. Han havde beskæftiget sig med dansk tv-dramatik i ti år og savnede ny inspiration. Så da han fik mulighed for at deltage i et medieprojekt i Mongoliet via Journalisthøjskolen, sprang han til. Siden da er det gået slag i slag. Han har været med i en række projekter, hvor hans primære opgaver har været monitorering af medielandskabet, dvs. at skabe overblik over ejerforhold, mængde, oplagstal og udgivelsesfrekvens. Han har også deltaget i lokal kapacitetsopbygning inden for forskning og efteruddannelse af journalister. Desuden har han været med til at evaluere vestligt støttede medieprojekter i udviklingslande. En del af hans arbejde i udlandet har været konsulentopgaver, men der er også blevet plads til forskning.

“Jeg sætter meget stor pris på at få mulighed for at forske og gå i dybden over længere tid – i kontrast til konsulentrollen, hvor man typisk udfører en konkret opgave inden for en stram tidsramme og slipper projektet igen ... sådan mere quick and dirty”, siger Poul Erik med et smil.

I Mongoliet og Laos forskede Poul Erik Nielsen i landbefolkningens medieforbrug. Og nu er han i gang med et beslægtet forskningsprojekt i det østlige Nepal. Her har han sammen med sundheds- og kulturforsker Nina Schriver og otte nepalesiske universitetsstuderende netop gennemført 48 kvalitative interview blandt landbefolkningen. Og snart følger 700 spørgeskema-interview. Forskernes mål er at indsamle viden om befolkningens holdninger til bl.a. samfundsforhold, sundhed, kommunikation, konfliktløsning, kønsroller og “det gode liv”. 

Surt slid værd
“Det er meget givende at møde en gruppe stærkt engagerede mennesker som de studerende, vi har arbejdet sammen med her i Nepal. At gå ind i en læringsproces sammen med dem og mærke, at jeg flytter dem, og de flytter mig – det er al det sure slid værd”.

Poul Erik fremhæver også mødet med de ansatte i den nepalesiske NGO Young Star Club, der har været uundværlige hjælpere for forskerne og lokalbefolkningen. De har boet hos.

“Det er folk, der gør et enormt godt arbejde og derfor er meget spændende mennesker at være sammen med. Som medieforsker var det desuden interessant at mærke på sin egen krop, at lige meget hvor uvejsomt og svært tilgængelige områder, vi gik rundt i, så var nyheden om vores ankomst alligevel altid løbet i forvejen. Det siger meget om kommunikationens betydning”.

Bagsiden af medaljen ved at arbejde på den måde, Poul Erik Nielsen gør, er primært at finde hjemme i Danmark. 

“Det, som er hårdt, er, at passe rejserne ind i det almindelige arbejde derhjemme, hvor jeg underviser og vejleder på universitetet. Der er et stort arbejdspres, op til jeg rejser, og lige når jeg kommer hjem. Omvendt er det også inspirerende, fordi jeg kan trække på de praktiske erfaringer i undervisningen derhjemme”.