Jens Munk
Studenterpræsten:

Den barmhjertige samaritaner

Studenterpræst Jens Munk bliver flittigt brugt af de studerende på Aarhus Universitet. Hver uge har han 15-20 samtaler med studerende, der kommer til ham med alt fra skyld og skam til præstationsangst og kærestesorg.

Foto: Tobias Nicolai

Det hænder, at studerende på Aarhus Universitet kommer til Jens Munk for at tale om tro. Men som regel handler samtalerne om alt muligt andet.

"Det her med at ønske, at man var bedre end det, man er, er en tematik, der går igen hos mange af de studerende. De sammenligner sig meget med andre på de sociale medier og har det svært med ikke at kunne leve op til de høje krav, der er til at skulle præstere både fagligt og socialt", siger Jens Munk.

Han har været studenterpræst på Aarhus Universitet i 15 år. Det første år kom der kun få og bankede på hans dør. Men siden har Jens Munk haft 15.000 samtaler, og i dag er der langt flere henvendelser, end han kan nå:

"Jeg tror, det handler om, at det er blevet mere legitimt for de unge at tale om det, der er svært i livet. Men det handler også om, at de unge har fået et mere afslappet forhold til det at snakke med en præst", siger Jens Munk.

Samtalerne er gratis og kredser om både præstationsangst, stress, konflikter i relationer, sorg i forbindelse med dødsfald og studerende, der står i etiske dilemmaer. Det kan for eksempel være studerende, der har snydt til eksamen eller været deres kæreste utro.

"De er ofte fyldt med skyld og skam. Mange ved ikke, om de skal gå til bekendelse eller lade være. Men det er ikke et valg, jeg kan hjælpe dem med. Det, jeg kan hjælpe dem med, er at acceptere, at det er en del af livet at begå fejl", siger Jens Munk.

 

"Det handler om at acceptere, at du indimellem skuffer nogle af alle dem, der har forventninger til dig"

Jens Munk, studenterpræst

Fra højskolelærer til studenterpræst

Egentlig ville Jens Munk slet ikke være præst. Men dengang han studerede teologi, anede han heller ikke, at der var noget, der hed studenterpræst.

"Langt de fleste, der bliver præster, er vokset op på en præstegård. Det er jeg ikke. Jeg kommer fra en ikkereligiøs baggrund. Derfor virkede det meget fremmed for mig at skulle stå foran en menighed og prædike", siger Jens Munk.

I stedet var Jens Munk i mange år højskolelærer på Ask Højskole, hvor han underviste i Søren Kierkegaard og havde eksistentielle samtaler med højskoleeleverne.

Meget af det bruger han i sit job i dag, og hans begejstring for unge mennesker har holdt ved lige siden.

"Unge mennesker befinder sig et sted i livet, hvor himlen åbner sig. Det har altid fascineret mig. De er ved at skabe sig selv. Verden står åben, selvom det kan være helt forfærdeligt også", siger Jens Munk.

Derfor var han heller ikke i tvivl om, at stillingen som studenterpræst var den helt rette for ham, da han ved et tilfælde så jobopslaget i 2008. Alt, hvad Jens Munk havde lavet, siden han blev færdig på teologi, var i den stilling. Han besluttede sig derfor for at søge jobbet og fik det.

Et valg, han aldrig har fortrudt.

"Jeg elsker samtalerne med de unge og glæder mig over, når det lykkes mig at hjælpe dem gennem det, der er svært. Men det er også et stort ansvar. Der kommer et ungt menneske ind og fortæller dig noget, som det måske aldrig har fortalt nogen før. Det skal man have stor ydmyghed og respekt for. Det kræver et enormt nærvær", siger Jens Munk.

Faktaboks

Jens Munk

Troen må ikke stå i vejen

Samtalerne er for alle studerende uanset religiøs baggrund. Derfor gør Jens Munk også meget ud af ikke at presse kristendommen ned over de problemstillinger, de unge kommer med.

"Jeg plejer at sige, at det fornemmeste ved at være en god hjælper er, at du som præst skal lade være med at stille dig i vejen. Og med det mener jeg, at jeg skal lade være med at bringe tro ind i samtalen. Især hvis det unge menneske er et andet sted eller tror på noget andet", siger Jens Munk.

På den måde fungerer Jens Munk mere som en psykoterapeut end som præst. Og det har han det fint med.

"Ligesom den barmhjertige samaritaner i Det Nye Testamente ser jeg det som min opgave at hjælpe uden at gøre et stort nummer ud af, at jeg er kristen. For lige så snart vi gør det, er vi i virkeligheden ikke kristne. Der ligger en ydmyghed i, at vi som præster ikke skal puste os op over, hvorfor vi hjælper andre mennesker", siger Jens Munk.

En bøn kan være helende

Det hænder dog, at der er situationer, hvor Jens Munk kan finde på at bede en bøn for de studerende, hvis de selv ønsker det.

"Det er i de situationer, hvor den studerende står i en sorg, der er så stor og overvældende, at det er langt ud over, hvad man som menneske kan holde til. Det kan være en studerende, hvis mor har begået selvmord ved at hoppe ud fra Storebæltsbroen, eller hvor en elsket er blevet revet pludseligt væk fra én", siger Jens Munk.

Første gang han bad en bøn for en studerende, var i forbindelse med en samtale med en ung kvindelig studerende, der havde mistet sin kæreste i en færdselsulykke og var i dyb sorg.

"Hun var ikke religiøs, men i den tredje samtale siger hun pludselig til mig: "Er det ikke nu, man som præst kunne finde på at bede en bøn?" Hun har siden fortalt mig, at det var bønnen, der gjorde forskellen for hende. At den var med til at hjælpe hende igennem den ubærlige sorg. Derfor bruger jeg bønnen i dag, når alle andre ord føles meningsløse", fortæller Jens Munk.

Han beder aldrig en standardbøn, men refererer til det, der er sagt i samtalen, og de personer, der er nævnt. På den måde hører de studerende også, at Jens Munk har lyttet til det, de har fortalt ham.

"Samtidig tager jeg noget af deres sorg og beder Gud om at hjælpe dem. Gud kan ikke fjerne sorgen, men han kan løfte noget af den, så de ikke skal bære hele sorgen selv. Det har en enormt helende effekt for de fleste", siger Jens Munk.

Oplever et enormt pres

En gennemgående tematik, der generelt fylder i samtalerne med de studerende, er følelsen af skyld og skam over, at de ikke kan leve op til de forventninger og præstationskrav, der er til dem.

"I dag skal man være god nok. Det er ikke okay at begå fejl eller at være et helt almindeligt gennemsnitligt menneske. Det er en del af den politiske udvikling, vi har set siden 90’erne, hvor alt handler om kontrol og præstation. Studiekravene er jo også strammet. Du kan ikke tillade dig at fejle ret meget, før du ryger ud. Du skal have det der 12-tal. Du skal have det perfekte udseende. Det lægger et enormt pres på de studerende", siger Jens Munk.
Konsekvensen af de store præstationskrav oplever Jens Munk i antallet af studerende, der kommer til ham med stresssymptomer.

"Især pigerne er ved at eksplodere af stress indeni over alt det, de skal præstere. De har en følelse af at skulle være fejlfri på alle områder. Men det er der intet menneske, der er".

Det er okay ikke at være god nok

I samtalerne forsøger Jens Munk at hjælpe de studerende med at øve sig i at være sig selv og slippe deres egne og andres forventninger til, hvad de skal kunne præstere.

"Jeg gør meget ud af at tale med de unge om at nøjes med at være den, de er, i stedet for at tro, at de kan lave om på de grundlæggende livsvilkår. De har de evner og det udseende, de har. Og hvis de begynder at kæmpe mod det, kommer de meget nemt på overarbejde", siger Jens Munk.

Samtidig peger Jens Munk på, at der ligger noget befriende i at acceptere, at man er skyldig.

"Vilkårene er sådan, at du aldrig er god nok. Du kan altid være bedre. Der vil altid være nogen, der vil have mere eller synes, at man burde gøre noget mere. Så det handler om at acceptere, at man ind­imellem skuffer nogle af alle dem, der har forventninger til dig", siger Jens Munk.

Det gælder også, når de studerende for eksempel føler sig skyldige i ikke at kunne leve op til forældrenes forventninger eller føler skyld over, at de ikke besøger forældrene nok.

"Jeg oplever, at det giver de studerende et mere solidt fundament at stå på: De må godt fejle, for de er ved at øve sig i ikke at være gode nok. Og når de så kommer efter nogle samtaler og siger, at nu er de endnu en gang faldet igennem, så roser jeg dem. For det er jo præcis det, som det handler om: At det er okay ikke at være god nok".