Børn et særdeles aktivt valg
At børn er en del af forklaringen, mener også DM’s eget LGBT+-netværk. I en skriftlig kommentar til analysen skriver de tre netværksmedlemmer Rikke Voergård-Olesen, Amalie Ørum Hansen og Liv Hernø-Toftild følgende til Akademikerbladet:
"For de homoseksuelle mænd, som har valgt at få børn, ved vi, at det er et særdeles aktivt valg. De skal ud og gøre en stor indsats for at få adgang til at få børn (danne regnbuefamilie med kvinder, få børn i udlandet og lign.). Disse homoseksuelle fædre går meget helhjertet ind til de børneomsorgsopgaver, der almindeligvis tillægges kvinder, og som vi ved påvirker kvinders løn, fx at tage barsel, børns sygedage mv.".
Børn eller ej, så ligger de heteroseksuelle mænd øverst i arbejdsmarkedets kastesystem.
"Vi må antage, at arbejdsgiverne godt kan lide en mere såkaldt maskulin adfærd. For den bliver ifølge analysen også belønnet hos homoseksuelle kvinder, som bliver bedre lønnet end de heteroseksuelle", siger KU-professor Bjarke Oxlund.
Det er altså ikke den homoseksuelle orientering i sig selv, der udløser en negativ forskelsbehandling, vurderer Bjarke Oxlund.
"Men såkaldt feminin adfærd ser simpelthen ikke ud til at udløse kroner og øre på samme måde som det, vi forstår ved klassisk maskulin adfærd, fx det målorienterede og assertive, det talende og det konkurrencemindede", forklarer han.