Vi har bedt fire udenlandske akademikere, der alle bor og arbejder i Danmark, berette om mødet med danskheden.
Foto: Sara Galbiati
"Min første arbejdsdag var den 9. december, og to dage efter var der julefrokost. Der skete noget, jeg ikke forstod. Min danske chef blev ved med at komme hen til mig og spørge mig, hvordan han opførte sig, og om jeg var bange for ham. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad det handlede om, så jeg spurgte min mand, da jeg kom hjem. Han fortalte, at der havde været en artikel om en borgmester, der havde lavet noget dumt til en julefrokost. Min mand forklarede, at julefrokosten er den situation på arbejdspladsen, hvor man kan dumme sig meget".
"Danskerne har den forestilling om sig selv, at de har en helt særlig ironisk sans, som ingen andre forstår. Det er absolut ikke rigtigt, ironi kender vi alle. Fordi jeg har beskæftiget mig meget med psykologi, har jeg tænkt meget over, hvorfor I ser jer selv sådan. Det eneste, jeg er kommet frem til, er, at danskerne er meget konfliktsky. I skal altid pakke tingene ind og kan ikke rigtig sige noget direkte, derfor er det altid pakket ind i en ironisk bemærkning".
"Jeg får altid at vide, at jeg har en udiplomatisk måde at sige tingene på, fordi jeg siger tingene direkte. Jeg tror, der på en eller anden måde er en social konvention om, at man ikke må skille sig ud og tro, at man ved bedre".
"En forskel fra danske akademikere og andre akademikere er, at jeg her for første gang har oplevet, at det at være akademiker kan blive betragtet som noget negativt. Som en bureaukrat, der ikke er brugbar. Nogle med kolde hænder, djøf’ere. Det undrer mig virkelig meget, jeg kan simpelthen ikke forstå det. I de lande, jeg kommer fra, er akademikere nogle, man har respekt for. Det er dem, som har læst virkelig meget, og som har et større ansvar. Man siger, at akademikere i det offentlige ikke laver noget og bare spiser kager. Jeg har set folk, som virkelig knokler og er professionelle".
"Jeg siger tit til min mand, at jeg godt forstår, at danskerne vil være lige. Men hvorfor skal vi være lige langt nede i stedet for at være lige langt oppe? I Bulgarien og Frankrig vil man meget gerne skille sig ud og prale. I Danmark må man gerne være stolt af sig selv, men man skal også føle sig lidt skyldig bagefter. Min mand har lært mig, at jeg skal sige: »Jeg er ikke så dårlig til fransk", men jeg vil hellere sige, at jeg er supergod til det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal bruge ordet »dårlig" i stedet for ordet »god"". "Den måde, de danske akademikere er omfavnet af en fagforening på, findes ikke i andre lande. Der findes stærke fagforeninger, men de er rettet mod bestemte professioner. Jeg kender ikke til akademikerfagforeninger i hverken Bulgarien eller Frankrig. Det gode i Danmark som akademiker er, at der altid er nogen, der forhandler på dine vegne, og som støtter dig, hvis der er problemer. Der er nogen, der kan give dig inspiration til, hvordan du kan kompetenceudvikle dig. Det er meget værdifuldt. I Bulgarien står man helt alene, der skal man selv forhandle alting. Betalt frokostpause er slet ikke på tale".
Gemma C. Solomon fra Australien synes, det danske vejr er rædselsfuldt. Heldigvis bliver det opvejet af den danske arbejdsplads, velfærdssystemet og uddannelsessystemet.
"Danskerne går meget op i arbejdsmiljø. Det handler ikke bare om at have en ergonomisk stol, det er også at have en fin frokoststue, hvor der er tallerkener og bestik, og man kan spise sin frokost. Da jeg var ph.d. her, samledes alle ude i gangen, når klokken var 11.30, og så gik vi i samlet flok hen for at spise frokost sammen. Da jeg var tilbage i Australien, havde vi et lille rum med en elkedel. Når folk kom ned for at vaske deres krus, havde de deres eget opvaskemiddel og en børste med, som de havde stående på deres kontor".
"Det var først, da mine børn begyndte i skole, at jeg pludselig forstod forskellen i den akademiske tilgang. Efter at jeg havde været til intromødet, sagde jeg til min mand, at hvis jeg havde været en alien, som ikke anede, hvad en skole er, så ville jeg ikke have vidst, at skolen havde nogen som helst form for boglig indlæring. I Australien har man fra starten af fokus på de boglige, akademiske sider. I Danmark handler det hele om de følelsesmæssige og sociale dimensioner, om hvordan de håndterer den sociale overgang fra børnehave til skole, og hvordan de håndterer mobning. Den tankegang gennemstrømmer også arbejdspladserne, fx i form af MUS-samtaler. Første gang forstod jeg slet ikke, hvad det gik ud på. Jeg troede, de handlede om at evaluere arbejdet, men så gik det op for mig, at det handler om, hvordan man har det på sit arbejde, mens man udfører det. På danske arbejdspladser handler det meget om work-life-balance, og om hvordan man håndterer stress. Det lægger I meget mere vægt på end i andre lande".
"Da jeg var ph.d. i Australien, ville folk gå ud sammen fredag aften som en naturlig fortsættelse af arbejdsugen. Her råber folk: »Hej-hej, vi ses på mandag" klokken 16 fredag eftermiddag. I Danmark er folk sociale i arbejdstiden".
"Der er sivet politisk korrekthed ind i Australien fra USA på en måde, som endnu ikke er sket i lige så høj grad i Danmark. Det er forskellige nuancer af grå, men jeg tror ikke, at Muhammed-tegningerne ville være blevet tegnet i Australien"."Danmark er meget foran, når det kommer til barsel og børn. Da mine børn var små, var det helt o.k. at sige, at jeg skulle gå klokken 15, og at jeg ikke kunne have sene møder. På et tidspunkt havde jeg fået en undervisningstid fra 15.30 til 17 to dage om ugen. Da jeg sagde, at jeg ikke vidste, om jeg kunne finde pasning, ændrede de undervisningsskemaet, så jeg i stedet skulle undervise fra 11.30 til 13. Det ville ikke ske andre steder i verden". "Mit arbejde, velfærdssystemet, uddannelsessystemet og min arbejdsplads er det, der holder mig i Danmark på trods af det rædselsfulde vejr".
"På danske arbejdspladser har man tit fælles morgenmad om fredagen. Da jeg startede på DTU, kom nogle kolleger og spurgte, om jeg skulle med til morgenmad. Jeg sagde nej, fordi jeg havde spist. Det fortsatte mange måneder, hvor jeg ikke var med til morgenmaden. Og så var der en dag, hvor jeg rent faktisk ikke havde fået morgenmad, så jeg gik derned, og så gik det op for mig, at det var ligesom frokost, hvor man bør være med, fordi det er med til at skabe fællesskab. Det var fedt at tale med folk, som man ikke arbejder tæt sammen med. Men hvordan skulle jeg kunne vide, at det er et uformelt møde? Det havde jeg ikke rigtig fattet".
"Det, der var overraskende for mig, og som jeg skulle vænne mig til, men som jeg sætter meget pris på nu, er, at man kan sige sin mening, uanset om man er junior, praktikant eller studerende. Men man skal stadig kende sin plads og vide, hvordan man skal sige det, når man er studentermedhjælper. Alle må sige noget, men der er forskel på, hvordan og hvornår man må udtrykke det. Det er enormt svært at finde ud af som udlænding".
"Hvis jeg flyttede tilbage til Californien, ved jeg ikke, om jeg igen kunne arbejde på en amerikansk arbejdsplads, for nu har jeg vænnet mig til, at der er meget kort til ledelsen. Det at man kan booke en, der har højere senioritet, til et møde i stedet for at spørge om lov. Jeg kan bare booke dem i kalenderen. Det synes jeg er meget givende, da det giver flere perspektiver".
"Nu er jeg selv chef, og det kan også være udfordrende, når man skal have en svær samtale. For så skal man træde ind i den professionelle rolle, selvom vi er lidt venner. I en arbejdskultur, hvor der er mere distance, er de svære snakke ikke så mudrede. Billedet er ikke så mudret".
"I Danmark har man en helt anden forståelse for humor, en bestemt type humor. Det at fornærme folk og så sige: »Det mente jeg ikke". I USA er man meget obs på, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Der er nogle, der synes, det er for meget politisk korrekthed. Det er én måde at fortolke det på. Men der er noget, man ikke siger, fordi det gør nogle kede af det, og fordi det kommer fra nogle gammeldags tanker om andre typer af mennesker. Det er svært, når man sidder der som den eneste udlænding, den eneste minoritet".
"Jeg føler, at Danmark er lidt bagud i den snak. Når vi taler om diversitet, så er der nærmest udelukkende fokus på køn, og man er lidt bange for at berøre det med etniske minoriteter".
"Danmark er en lille boble. Det er en superfed boble og en meget sikker boble, og hvis man bare bliver i Danmark og har ressourcer, så er det rigtig nemt at vokse op og leve og bo i Danmark og tro, at man er worldly, bare fordi man har rejst til Grækenland og USA. Men fordi jeg kommer udefra, kan jeg sige, at Danmark ikke er som resten af verden. Man er meget entitled i Danmark. For nogle år siden var der en diskussion om, hvorvidt SU’en skulle skæres ned. Hele retorikken om, at »det er vores ret" – den kan jeg ikke forstå. I USA betaler man for at studere, man tager kæmpestore studielån bare for at kunne betale sin indskrivelse".
"På det hollandske arbejdsmarked er der meget mindre fokus på individet. Der er nogle opgaver, der skal løses, og det er det, man arbejder på. I Danmark har man meget fokus på udviklingen af en selv for at kunne yde tilbage, mens jeg kom med en ide fra Holland om, at det er firmaets bedste, der kommer i første række. Individets behov er større i Danmark end i Holland. I Holland knokler man for at blive færdig med arbejdsopgaven, inden man tager hjem, i Danmark gør man det færdigt i morgen”.
"Julefrokosten er ikke en konstellation, jeg kan forestille mig i Holland. Det kodeks om, at alt, hvad der sker under hatten, det bliver under hatten. Alle er indforståede med, at det jo bare er en julefrokost. Det er vi lidt for calvinistiske til i Holland. Der tænker man på, at der er en dag i morgen, hvor vi skal kunne se hinanden i øjnene, og det er trods alt en arbejdsplads”.
"Da jeg var gæstestuderende i København, var de danske studerende meget ældre. Sabbatår og den slags er ikke kutyme i Holland. De studerende, jeg mødte på universitetet i Holland, var gymnasieskolede, mens de danske studerende lod til at have en meget bredere baggrund og en meget høj grad af fordybelse i mange af emnerne. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål om modersmål, men jeg fik indtryk af, at de havde brugt årene på at dygtiggøre sig på anden vis, så niveauet lå generelt højere. For mange var det studie nummer to, og de havde mange andre interesser end nordisk filologi”.
"Mange danskere har venner tilbage fra gymnasietiden og studietiden. Det er svært at komme ind uden referencer. I Holland er der en anden kultur, fordi der er så mange skift tidligt i skolelivet, at sammenhængene ikke er så faste, så der er en større åbenhed for, at der sker noget nyt. Fra 6. klasse vælger man et studium, og herfra er der et hav af muligheder for at gå fra kortvarig til mellemlang til videregående uddannelse. Så nogle har en enormt lang uddannelsesvej med enormt mange skift og omstillinger”.
"I Danmark går man i 9. klasse, og så går man i gymnasiet, fordi man ikke aner, hvad man skal med sit liv, og så tager man nogle sabbatår. Man udsætter det, og så modnes man også på en helt anden måde. Det kan være meget godt ikke at blive presset ud i noget, for man kan hurtigt blive sat i en bås, man ikke kan bevæge sig væk fra. Det er nogle store valg, og man lukker nogle døre meget tidligt i Holland”.
"I Danmark har man en flad struktur på arbejdspladsen, som nogle gange bliver misforstået, for en flad struktur betyder ikke, at der ikke findes et hierarki. Medbestemmelsesretten bliver fejlfortolket, fordi man er dus med sin chef, hvilket man ikke er i internationale firmaer. I dagligdagen kan man ikke mærke, hvor mange stjerner folk har på skuldrene, men beslutninger bliver taget efter hierarkiet. Jeg har oplevet, at det nogle gange næsten fører til konflikt, fordi folk tror, de er meget tættere på beslutningen, end de er”.
