Foto af Ditte Normann Andersen

Hver fjerde har oplevet det, men det er stadig tabu at blive fyret

Hver fjerde af DM’s medlemmer har oplevet at blive fyret. Alligevel mener næsten 70 pct., at en fyring er tabu. Ditte Normann Andersen gik “lidt i stykker”, da hun blev fyret, men har vendt erfaringen til en styrke.

Det var en gave, men den kom i en virkelig grim indpakning.

Sådan beskriver Ditte Normann Andersen den dag for fire år siden, hvor hun oplevede at blive fyret på gråt papir fra et job, hun ikke trivedes i.

Den dengang 28-årige netværkskoordinator skulle lige til at gå til frokost, da chefen bad hende om at følge med. I et afsides mødelokale fortalte han hende, at de opgaver, hun sad med, havde ændret sig så meget, at hendes profil ikke længere passede til jobbet. Derfor måtte de sige farvel.

Få minutter senere gik hun ud ad døren for sidste gang i den mindre, private vækstvirksomhed, der laver netværksfacilitering for erhvervslivet.

“Jeg var paf. Nærmest forstenet. Men jeg havde kun lige trukket min cykel rundt om et hjørne, før jeg brød fuldstændig sammen og måtte ringe til en ven, der også var kollega i samme virksomhed”, husker hun.

Én ting var at håndtere sit eget chok over fyringen, der kom ud af det blå. En anden var, hvordan hun skulle håndtere sine omgivelser.

“En fyring er en rigtig svær fortælling, når man samtidig er gået lidt i stykker indvendig”, forklarer hun.

Ditte Normann Andersen har både et godt netværk, nære venner og tætte familiebånd.

“Alligevel var det svært for mig at tale med nogen om det. Der lå helt sikkert en lille tvivl og gnavede i mig om min egen andel i miseren. Måske overfortolkede jeg i en følsom tid, at der også var en lille tvivl hos andre”, siger Ditte Normann Andersen.

Faktaboks

TABUET ER STØRST BLANDT KVINDER

Hyrer og fyrer flittigt

Den historieuddannede mor til to er langtfra ene om at opleve, at omgivelserne reagerer på en fyring som katten, der går rundt om den varme grød. Det fremgår af en nylig rundspørge, som DM Analyse har gennemført for DM Akademikerbladet.
En fyring er tabu, svarer næsten 70 pct. af DM’erne. Det gælder for syv ud af ti kvinder og for lidt over halvdelen af de mandlige DM’ere.

Tabuet er så udbredt, til trods for at hver fjerde respondent i analysen selv har oplevet at blive fyret eller at tage imod en fratrædelse, og selvom flere end hver femte af de fyrede endda har oplevet at få sparket mere end én gang.

Det er der ikke noget paradoks i, vurderer Morten Ballisager. Han er direktør i Konsulenthuset Ballisager, der rådgiver virksomheder og afvikler outplacementforløb for fyrede medarbejdere.

“Når du er truet på dit eksistensgrundlag og samtidig har rigtig meget af din identitet bundet op på dit arbejde, så har du ikke lyst til at flashe det, der føles som et kæmpe nederlag, ikke engang over for dine nærmeste”, siger han.

Det ændrer ikke på ubehaget hos den enkelte, at danske arbejdsgivere er blandt de flittigste i verden til at hyre og fyre, uddyber direktøren.

“Berøringsangsten opstår, fordi det kommer for tæt på. Vi kan helt konkret måle, at når vi lægger SoMe-opslag ud, der handler om fyringer, så får vi ikke nær så mange reaktioner som på andre opslag”, siger Morten Ballisager.

Ingen skyder længere skylden for deres arbejdsløshed på betalingsbalancen. Får du sparket, er det et individuelt problem. Og du har også selv ansvaret for at komme i gang igen. Gerne hurtigt

Thomas Bredgaard, professor ved Aalborg Universitet

Manglende performance?

Tabu eller ej, så siger 62 pct. af DM’s medlemmer i analysen, at de har talt åbent om deres fyring. Men derfra er der et langt stykke vej til at stille op til interview om oplevelsen.

Reaktionen i et mailsvar til DM Akademikerbladet fra et DM-medlem, der er blevet fyret et par gange, beskriver præcist, hvad også andre har fortalt er på spil. DM Akademikerbladet har fået tilladelse til at bringe mailen:

“… Efter nogen overvejelse vil jeg takke nej til at blive interviewet. Begge de gange jeg er blevet fyret, har det været begrundet i min manglende performance i stillingen, og selv om første gang ligger en del år tilbage, og jeg i det andet tilfælde kan argumentere for, at årsagen i virkeligheden var, at min (på det tidspunkt kommende) arbejdsgiver ikke havde gjort sit hjemmearbejde godt nok og sat sig ordentligt ind i min faglige og personlige profil, da de rekrutterede mig, og siden ikke gav mig tilstrækkelig mulighed for at komme ind i jobbet, er det stadig mig, der har bevisbyrden. Da jeg ikke kan dække mig ind under nedskæringer, nedlæggelse af afdelinger eller anden kollektiv begrundelse, er det ikke en historik, jeg har lyst til, at eventuelt kommende arbejdsgivere eller kolleger skal kunne støde på i DM Akademikerbladet eller på nettet, selv om jeg er kommet godt videre”.

Ditte Normann Andersen har gjort sig de samme overvejelser som mailens afsender.

“Men i dag er jeg et godt sted og har et fantastisk job. Jeg har oplevelsen på så tilpas afstand, at jeg kan se, hvor vigtigt det er, at vi får brudt tabuet om fyringer”, forklarer hun.

Hun har selv været ansat i flere projektstillinger og haft tidsbegrænsede ansættelser.

“Jeg tror ikke, der er mange unge, der i dag forventer at gå igennem arbejdslivet uden frivillige eller tvungne pauser. Det kan ikke nytte, at vi skal ned og bide i græsset mellem hvert job”, siger Ditte Normann Andersen.

"Jeg var paf. Nærmest forstenet. Men jeg havde kun lige trukket min cykel rundt om et hjørne, før jeg brød fuldstændig sammen og måtte ringe til en ven, der også var kollega i samme virksomhed", siger Ditte Normann Andersen.

Ingen skyder skylden på betalingsbalancen

Det er ikke kun akademikere, der oplever, at en fyring vælter dem af pinden. Samme stærke arbejdsidentitet gør sig gældende blandt ufaglærte og andre faggrupper. Det er til gengæld et forholdsvis nyt fænomen, at så mange overhovedet betragter jobbet som så meningsgivende. Det paradigmeskifte kom i slutningen af 80’erne, forklarer Thomas Bredgaard, der er professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Carma, på Aalborg Universitet.

“Før den tid skød man skylden på betalingsbalancen, kartoffelkuren eller den høje udlandsgæld, hvis man gik arbejdsløs. Du kunne være på offentlig forsørgelse i årevis, uden at nogen løftede et øjenbryn. Men det var jo økonomisk uholdbart. Daværende finansminister Knud Heinesen havde ret, da han sagde, at dansk økonomi havde kurs mod afgrunden”, forklarer Thomas Bredgaard.

Strømninger fra EU og OECD samt kommuner, der begyndte at stille krav til deres ledige, sendte beskæftigelsespolitikken i en anden retning. Og da Poul Nyrup blev statsminister i 1993, var det bl.a. på et løfte om at knække arbejdsløshedskurven og sikre kompetencer til ledige, der kunne give dem et job, forklarer Aalborg-professoren.

“Den aktive beskæftigelsespolitik bundet op på flexicuritymodellen gjorde Danmark til et foregangsland. Og I første omgang var indsatsen kun rettet mod kontanthjælpsmodtagerne, men langsomt kom den til at omfatte alle”, forklarer Aalborg-professoren.

Med den økonomiske genopretning fulgte en udrulning af en langt mere individualiseret ”blame the victim”-kultur, og den hænger ved i dag, siger han.

“Ingen skyder længere skylden for deres arbejdsløshed på betalingsbalancen. Får du sparket, er det et individuelt problem. Og du har også selv ansvaret for at komme i gang igen. Gerne hurtigt”, fastslår Thomas Bredgaard.

Faktaboks

UNGE UNDER 30 ER MEST FLOVE

Ingen skyder skylden på betalingsbalancen

Det er ikke kun akademikere, der oplever, at en fyring vælter dem af pinden. Samme stærke arbejdsidentitet gør sig gældende blandt ufaglærte og andre faggrupper.

Det er til gengæld et forholdsvis nyt fænomen, at så mange overhovedet betragter jobbet som så meningsgivende. Det paradigmeskifte kom i slutningen af 80’erne, forklarer Thomas Bredgaard, der er professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Carma, på Aalborg Universitet.

“Før den tid skød man skylden på betalingsbalancen, kartoffelkuren eller den høje udlandsgæld, hvis man gik arbejdsløs. Du kunne være på offentlig forsørgelse i årevis, uden at nogen løftede et øjenbryn. Men det var jo økonomisk uholdbart. Daværende finansminister Knud Heinesen havde ret, da han sagde, at dansk økonomi havde kurs mod afgrunden”, forklarer Thomas Bredgaard.

Strømninger fra EU og OECD samt kommuner, der begyndte at stille krav til deres ledige, sendte beskæftigelsespolitikken i en anden retning. Og da Poul Nyrup blev statsminister i 1993, var det bl.a. på et løfte om at knække arbejdsløshedskurven og sikre kompetencer til ledige, der kunne give dem et job, forklarer Aalborg-professoren.

“Den aktive beskæftigelsespolitik bundet op på flexicuritymodellen gjorde Danmark til et foregangsland. Og I første omgang var indsatsen kun rettet mod kontanthjælpsmodtagerne, men langsomt kom den til at omfatte alle”, forklarer Aalborg-professoren.

Med den økonomiske genopretning fulgte en udrulning af en langt mere individualiseret ”blame the victim”-kultur, og den hænger ved i dag, siger han.

“Ingen skyder længere skylden for deres arbejdsløshed på betalingsbalancen. Får du sparket, er det et individuelt problem. Og du har også selv ansvaret for at komme i gang igen. Gerne hurtigt”, fastslår Thomas Bredgaard.

Faktaboks

DET ER SVÆREST AT KOMME IGEN FOR 50+’ERNE

"Jeg tror ikke, der er mange unge, der i dag forventer at gå igennem arbejdslivet uden frivillige eller tvungne pauser. Det kan ikke nytte, at vi skal ned og bide i græsset mellem hvert job”, siger Ditte Normann Andersen.

Uværdig undtagelsestilstand

“Blame the victim”-paradigmet er også i høj grad skyld i, at nogle af de mest stressede i vores samfund i dag er de arbejdsløse. Det påpeger Henrik Lambrecht Lund, der er arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet.

“Vi kræver en kolossal mobilisering af folk, når de har allerfærrest ressourcer. De bliver bragt i en undtagelsestilstand, jeg kun kan betegne som uværdig”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Der findes ingen tillidsfuld eller omsorgsfulde støtte til arbejdsløse i dag.

“I stedet for et støttende fællesskab tilbyder systemet de ledige 1 til 1-sparring, coaching og karrieresamtaler”, fortsætter Henrik Lambrecht Lund.

Det er derfor, 70 pct. af DM’s medlemmer siger, at det er tabu at blive fyret, vurderer han.

“Det er et kæmpe sygdomstegn, at vi klapper i om en for mange helt almindelig livsbegivenhed. Det avler kun mere stress og utryghed, og det er også ekstremt skadeligt for arbejdsmiljøet”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Siden Ditte Normann Andersen blev fyret for fire år siden, har hun selv sagt op fra et andet job.

“Jeg lærte på den helt hårde måde, hvor mine grænser går, da jeg blev afskediget uden varsel, og efter at have oplevet et ekstremt usundt arbejdsmiljø ved jeg, præcis hvilke værdier jeg sætter højt i en virksomhed, fx et holistisk menneskesyn”, siger hun.

Selv om hun helst havde været oplevelsen foruden, har det gjort hende til en bedre management advisor i IT Udvikling i Tryg Forsikring, hvor hun blev ansat i september 2019.

“Min fyring skulle ikke have lov til at definere mig længere. Dengang kunne jeg godt have brugt, at der var opløftende fortællinger, jeg kunne spejle mig i. Nu håber jeg, at andre kan spejle sig i min”.

Sådan har vi gjort: 

DM’s Analyseteam har indsamlet de data, der ligger til grund for artiklerne, i perioden 28. april – 17. maj 2021 med en rykker undervejs.

I alt deltog 6.464 erhvervsaktive medlemmer. Det giver en svarprocent på 20. Stikprøven er relativt balanceret på baggrundsvariable, og det er derfor muligt at generalisere resultaterne til alle medlemmer i DM.