Illustration af klima

Mød de glemte grønne humanister

Blot én procent af de offentlige midler til klima- og energiforskning går til humanistiske projekter. Men vi har brug for viden om mennesker, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, mener miljøhumanisterne.

På mælkekartonerne i køledisken står køerne på marken og græsser. Tegningerne giver indtrykket af et bæredygtigt, idyllisk kvægbrug. Græsset, der efter et par gange frem og tilbage i koens fire maver ryger tilbage på marken og igen bliver en del af naturens kredsløb. Nyt græs kan vokse. Mælk kan malkes. Dyr kan slagtes. Koen giver og tager af den natur, den er født ind til.

Men billedet er ofte en fortegning, der skjuler en helt anden virkelighed. I dag lever de færreste malkekøer i Danmark udelukkende af markens græs. Igennem årtier er de blevet avlet til at yde en enorm mængde mælk, og for at holde den omsætning i gang fodrer mange landmænd med importeret sojaprotein og majs. Malkekoen er blevet taget ud af sit habitat og genetisk omprogrammeret for at producere mere mælk og mere kød til folket. Den er ikke længere bæredygtig i sig selv.

Den forståelse er helt afgørende for, at vi som samfund kan reagere på klimakrisen, mener Frida Hastrup, der er lektor i etnologi ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og leder af forskningscentret Centre for Sustainable Futures. Hun forsker i videnskaben og kulturhistorien bag moderne kvægbrug, og hvilke konsekvenser dette har for miljøet og klimaet.

"Jeg forsker humanistisk i klimaproblemer for at skabe en grønnere fremtid og en bevidsthed om, at den bæredygtighedskrise, vi står over for lige nu, ikke er dumpet ned fra himlen af sig selv eller i går", siger Frida Hastrup.

"Vi har haft brug for en mere humanistisk tilgang. Vi har fundet ud af, at protesterne mod vindmøller ikke har noget at gøre med fakta, økonomi eller teknik"

Kristine Grunnet, branchechef hos Dansk Energi

Forskere som hende er sjældne. I 2019 gik blot én procent af de offentlige forskningsmidler til klima- og energiforskning til humaniora, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Over halvdelen af midlerne gik til den tekniske videnskab. Der findes ingen entydig definition på klima- og energiforskning, og da tallene er selvrapporterede fra universiteterne, kan der være en usikkerhed i opgørelsen. Men flere forskere genkender tendensen.

Problemet med den fordeling af pengene er, at klimaproblemerne kræver en kombination af alle fagligheder. De kan ikke løses teknologisk alene, mener Frida Hastrup.

Det kræver adfærdsændringer. Samfundsændringer. Kulturændringer. Så hvis lagkagediagrammet viser en konkurrence mellem forskellige fags lige så forskellige bud på grønne løsninger, er det håbløst. Lige så meget på grund af selve opdelingen i bidder som på grund af den åbenlyse skævhed mellem fagområder.

"Jeg er før blevet mødt med, at den humanistiske vinkel på klimaforskning måske nok er spændende, men ikke nødvendig, og det synes jeg er et problem. Vi arbejder ikke i en adskilt niche, og det er ikke kun hos os, at menneskets rolle i klimakrisen er central at forstå. Vi begrebsliggør den præmis om, at mennesker og natur er totalt filtret ind i hinanden. Vores arbejde er at spørge, hvordan de her sammenhænge konkret ser ud og er blevet til, og hvordan de kan komme til at se ud i en bæredygtig fremtid", siger hun.

Om tallene: Omkostninger til klima- og energiforskning fordelt på fagligheder. Opgørelsen er baseret på Danmarks Statistiks offentlige forskningsstatistik i 2019, der er udført som en spørgeskemaundersøgelse udsendt til universiteternes institutter og centre.

Faren ved at glemme humanisterne

Stefan Gaarsmand Jacobsen er en af de forskere, der er bange for, at klimadebatten er skæv, hvis den humanistiske forskning bliver glemt. Han er historiker og lektor på Roskilde Universitet og har sammen med en gruppe kolleger stiftet Klima- og Omstillingsrådet, der er et ikkestatsfinansieret råd af forskere med forskellige faglige baggrunde. På tværs af videnskaber udarbejder rådet notater og anbefalinger om den grønne omstilling.
"Vi kunne se en diskrepans mellem måden at tale klimapolitik på og selve klimaforskningen. Med den politik, vi fører i dag, kan vi simpelthen ikke nå de klimamål, vi har sat os for at nå globalt", siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.

Rådet er drevet helt uden finansiering, for det kan de ikke vente på. Der skal ske noget nu, fortæller Stefan Gaarsmand Jacobsen. Og vejen frem er tværvidenskabelig.

"Der opstår en masse huller og risici i klimaforskningen, som du ikke når til, hvis ikke du tænker tværvidenskabeligt. Det er klart, at vi skal holde øje med de teknologiske løsninger hen ad vejen, men de skal også implementeres for rigtig at lykkes. Og det er det helt store problem", siger han.

Selv det uafhængige Klimaråd, der rådgiver regeringen i klimapolitik, har advaret mod hockeystavsmodellen. En model, der går ud på først at udvikle de teknologiske løsninger og så derefter omstille samfundet til et bæredygtigt forbrug. Det er ganske enkelt for risikabelt, hvis vi skal nå regeringens og FN’s klimamål om CO2-reduktion og en temperaturstigning på højst 1,5 grader, vurderer Klimarådet.

Udfordringer med at få klimateknologien til at blive brugt i praksis burde skabe et større incitament til at øge fokus på tværfagligheden og troen på humaniora i klimaforskningen, mener Stefan Gaarsmand Jacobsen.
"Det er jo klart, at man ikke ser miljøhumanistisk innovation, når man ikke har investeret i det. Ligesom man ikke ser vindmøller over det hele i de lande, hvor der ikke er blevet investeret i dem", siger han.
"Men når der er så store risici ved klimaforandringer, har vi ikke råd til ikke at investere i kulturel omstilling og humanistisk klimaforskning. Men den kobling ser vi ikke, når kun én procent af forskningsmidlerne bliver brugt på det".

Danskerne er den største klods om benet

På mange måder burde Danmark være vindmøllens land. Den danske fysiker, opfinder og højskolemand Poul la Cour (1846-1908) opfandt landets første elproducerende vindmølle allerede i 1891, og i dag er danske vindmøller kendt som nogle af verdens bedste og mest effektive – af mange set som en af de mest oplagte kilder til bæredygtig energi.
Alligevel er olie, gas og kul stadig større energikilder herhjemme end bæredygtig energi generelt. Kommune efter kommune har måttet opgive at gennemføre opførelsen af vindmølleparker – blandt andet Esbjerg, Haderslev, Vejen og Aabenraa – fordi det har mødt omfattende protester fra borgerne. Og modstanden er organiseret. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, der har over 1.000 følgere på Facebook, arbejder for ændrede regler for vindmøllers placering på grund af naturbevaring, støjgener og livskvalitet.

Stefan Gaarsmand Jacobsen ser vindmøllemodstanden som et eksempel på, hvilke konsekvenser det kan have ikke at have en tværvidenskabelig tilgang til den grønne omstilling. For ja, teknologien er der. Men bliver den brugt?
Samme spørgsmål stiller de i brancheforeningen Dansk Energi. Ifølge branchechef Kristine Grunnet handler omstillingen til bæredygtig energi ikke om lovgivning, økonomi eller teknologi. Det er den menneskelige, lokale modstand, der er den primære udfordring.

"Vi oplever i stigende grad, at vindmøllerne bliver bremset af lokal modstand. En modstand bestående af bekymrede og bange borgere, der føler, at en vindmølle som nabo vil skæmme livskvaliteten med sygdom og larm. Mange tror også, at vindmøllen vil påvirke naturen omkring den. Og nogle synes bare, at de er grimme. Og det, som de i første omgang gør.
Og nej er der blevet sagt i kor af utilfredse borgere landet over. I perioden 2009 til 2020 blev hvert femte landvindmølleprojekt stemt ned af borgerprotester, viser en opgørelse fra Radio4.

Dansk Energis medlemsvirksomheder har med tiden gjort sig en afgørende erfaring. Hvis vindmøllerne skal op at stå, kræver det dialog, borgerinddragelse og uanede kopper kaffer med lokalsamfundet.
"Vi har haft brug for en mere humanistisk tilgang. Vi har fundet ud af, at protesterne ikke har noget at gøre med fakta, økonomi eller teknik. Protesterne bunder i følelser og bekymringer og ikke om at forstå, hvad en vindmølle kan. Så det har rigtig meget at gøre med en forståelse af, hvor og hvad folk kommer fra. Det handler om at blive bedre til at forstå hinanden", siger Kristine Grunnet.

Der opstår en masse huller og risici i klimaforskningen, som du ikke når til, hvis ikke du tænker tværvidenskabeligt

Stefan Gaarsmand Jacobsen, historiker og lektor på Roskilde Universitet

Snævert værdibegreb i forskningsfond

Dansk Energi har altså fundet ud af, at menneskers syn på den grønne teknologi er lige så vigtig som teknologien selv. Samme indsigt kunne man tilbage i 90’erne finde på Center for Menneske og Natur på Syddansk Universitet, hvor man forskede i krydsfeltet mellem mennesker, samfund og natur, og hvilken betydning det har for klimaet og miljøproblemerne.
Det var dengang, Danmark havde en stolt tradition for tværfaglig forskning på miljøområdet. Sådan er det ikke længere, mener Stefan Gaarsmand Jacobsen. Centeret fik en ende, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, og midlerne til centeret ophørte. Nu skulle pengene bruges fornuftigt på den forskning, der kunne bruges og sælges af landets virksomheder umiddelbart efter.

Syv år senere lagde Fogh dog en ny linje. Fremtiden skulle være grøn. Men han havde i mellemtiden glemt tværfagligheden, mener Stefan Gaarsmand Jacobsen.

"Efter 2001 er klimaforskning blevet til meget store teknologiske satsninger, hvor der er skåret ret meget af det folkeligt forankrede væk. Og det er vendt tilbage som et problem nu", siger han med henvisning til de hårdtprøvede vindmølleprojekter.

Skævheden i forskningsmidlerne ses tydeligt hos Innovationsfonden, mener han, en af landets vigtigste offentlige forskningsfonde. I 2020 uddelte fonden 1,65 mia. kr. til grøn forskning, et rekordhøjt beløb. Men ikke mange af pengene gik til humanistisk forskning. I Innovationsfondens seneste uvildige evaluering fra 2019 blev fonden anbefalet, at den burde uddele flere midler til social videnskab og humaniora, på engelsk forkortet SSH, og at fonden burde ansætte embedsmænd med erfaring med de to fagligheder.
"En stor del af fondens interessenter og brugere oplever, at det er svært at få støttemidler til SSH-forskningsprojekter. Det kan man også se i de kvantitative data, som viser lav deltagelse fra disse felter. Det er vigtigt at inkludere SSH for at støtte tværfaglige forskningsprojekter", står der i fondens evaluering fra 2019.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen kan ikke længere se problemet, skriver han i en mail til DM Akademikerbladet.

"Det er mit indtryk, at Innovationsfonden er opmærksom på at have et bredt sigte og vægte en tværvidenskabelig tilgang der, hvor det er relevant. Fra politisk side har vi med aftalen om fordeling af forskningsreserven for næste år også lagt vægt på, at Innovationsfonden kan støtte tværfaglige projekter om vores adfærd i forhold til klima og grøn omstilling", skriver ministeren, der anerkender vigtigheden af tværfaglig forskning, men står helt inde for fordelingen af midlerne.

"Det er ikke mærkeligt eller overraskende for mig, at teknisk og naturvidenskabelig videnskab fylder klart mest inden for klima- og energiforskning. Sådan vil det blive ved med at være. Men vi skal klart også bruge samfundsvidenskabelige og humanistiske indsigter i den grønne omstilling og tænke klimaforskning bredt", skriver han i en mail og tilføjer, at Folketinget igen i år har prioriteret forskning i bæredygtig adfærd.
Innovationsfonden opstillede i 2021 fire grønne forskningsmissioner, der kan søges midler til: fangst og lagring af CO2, grønne brændstoffer, klimavenlig fødevareproduktion og genanvendelse af plastikaffald.

For Stefan Gaarsmand Jacobsen er det et tegn på, at fonden stadig er på det forkerte spor. I hans øjne burde den slet ikke opstille prædefinerede missioner.

"Ud fra det, vi ved om, hvad videnskab kan, er det risikabelt ikke at have plads til en mere fri tilgang til forskningen. Missionerne knytter sig for tæt til teknologiske fremskridt, og det er ikke nok for den grønne omstilling", siger han.

Efter 2001 er klimaforskning blevet til meget store teknologiske satsninger, hvor der er skåret ret meget af det folkeligt forankrede væk

Stefan Gaarsmand Jacobsen, historiker og lektor på Roskilde Universitet

Tværfaglig forankring på universiteterne

Lektor i etnologi Frida Hastrup, der forsker i malkekoens historie og bæredygtighed, er på ingen måde overrasket over Innovationsfondens teknologiske slagside.

"Nogle af fondene har helt klart et ret snævert begreb om værdiskabelse. Innovationsfonden går meget efter de teknologiske løsninger og opfindelser, der kan kommercialiseres. Det harmonerer ofte ikke godt med vores humanistiske måde at gå til klimaforskningen på. I vores optik er vi nødt til at ændre samfund, vaner og kulturer. Som videnskabeligt kollektiv må vi ikke give indtryk af, at vi kan bruge innovation til at fikse alle problemer", siger hun.

Frida Hastrup er heller ikke overrasket over, at blot én procent af de offentlige midler til miljø- og klimaforskning går til humaniora. Og alligevel vil hun ikke blot på barrikaderne for flere forskningsmidler til humaniora i sig selv. Vejen frem på dette område bør nemlig være tværvidenskabeligt tænkt.

"Det er et problem at fordele forskningsmidler ud på fagligheder, som om dette var en konkurrence mellem dem. Det cementerer nogle forestillinger om forskelle, jeg ikke er vild med", siger hun.

Selv Frida Hastrups forskningsprojekt om den knap så bæredygtige danske malkeko kan ikke proppes ned i én fagligheds kasse. Projektet er tværfagligt og trækker på mange fagligheders kompetencer. Og det er den tværfaglighed, vi bør finde plads og midler til, og som heldigvis allerede er under udvikling på de danske universiteter, mener hun.

Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet har alle oprettet tværvidenskabelige netværk eller forskningscentre, der beskæftiger sig med klimaforskning og bæredygtighed.

"På Københavns Universitet har vi oprettet Green Solutions Center, som er et tværfagligt netværk af forskere fra hele universitetet, hvor alle fakulteter er med. Og der bliver lyttet til alle – også til humanisterne", siger Frida Hastrup.

Det er en løfterig udvikling på en dyster baggrund. Situationen er mere alvorlig i dag, og det er gået op for flere, hvor slemt det står til med klimaforandringerne. Det er, som om flere er blevet klar over, at vi ikke har tid til at bekæmpe hinandens fagligheder, siger Frida Hastrup. Det giver hende håb for fremtiden.
"Det er faktisk sådan, at forskere fra alle discipliner ser samme bekymringer hvad angår klimakrisen. Vi har bare forskellige tilgange".