“Han sagde, at han havde et jagtgevær, og at han ikke ville tøve med at bruge det mod mig”

Det er alt andet end let for Jacob Buch-Andersen at skulle genbesøge alle detaljerne i den arbejdsskadesag, der har kostet ham dyrt – både hvad angår helbred, familieliv og chancen for at leve en helt normal tilværelse igen.

Når han gør det, er det, fordi han håber, at hans historie kan være med til at sætte fokus på, hvor absurd og urimeligt mødet med systemet opleves, når man pådrager sig en psykisk arbejdsskade.

“I syv år har jeg kæmpet på flere fronter. Samtidig med at min PTSD sendte mig ned i det sorteste hul, har jeg kørt sager med myndighederne, både om anerkendelse af min arbejdsskade, om min tabte erhvervsevne, om min arbejdsgivers erstatningsansvar og med min egen hjemkommune om min sygemelding, efter at jeg blev fyret”, forklarer Jacob Buch-Andersen.

Brækker du din ryg på en byggeplads, er reglerne klare, påpeger han.

Olien fossede ud

I dag er yoga, mindfulness og et stille liv alene på landet med høns og en kælen kat med til at holde den nu 48-årige biologs PTSD i skak.

I 2014 var han familiefar og på sjette år ansat som miljømedarbejder i Ringsted Kommune, da hans afdeling modtog en anmeldelse om olieudslip i Ringsted Å.

Sammen med en kollega tog Jacob Buch-Andersen ud for at finde årsagen til problemet, og det stod hurtigt klart, at udslippet kom fra en ved første blik pæn og ryddelig gård.

“Ejeren kunne vi ikke blive klog på, men i en akut forureningssag har kommunens ansatte lov til at gå ind på folks private ejendomme. På mandens gård stødte vi på forhold, der var ret chokerende”, fortæller han.

I tilbygninger fandt de halvtomme olietønder, væskebeholdere uden navn, kemikalieaffald og pesticider. På værkstedet var smøregraven fuld af olieholdigt vand.

“I en nybygget lade fandt vi en ulovlig olietank, hvor pistolens lukkemekanisme var i uorden. Den var faldet ned fra en hjemmegjort ophængning, og olien var fosset ud. Der var ingen sikkerhedsforanstaltninger, så det flød direkte ud i åen”, forklarer Jacob Buch-Andersen.

Omfanget af forureningen betød, at kommunens miljømedarbejdere efter det første besøg måtte ud på ejendommen ad flere omgange for at rydde op:

“Vi vidste aldrig, hvad vi mødte. Ejeren virkede som en, der helt havde givet op, og hans humør var uberegneligt. Derfor tog jeg aldrig af sted alene. Under et af besøgene fortalte han min kollega, at han havde et jagtgevær, og at han ikke ville tøve med at bruge det mod mig”.

Evindelige angreb, uanmeldte besøg

Politiet fandt efterfølgende flere ladte geværer og en pistol. Gårdejeren blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, men ikke for trusler, da de kun var fremsat indirekte.

Og i tiden efter mødte han jævnligt op på kommunen.

“Hver gang vi sendte et brev til ham, stod han i Teknik- og Miljøcentret kort efter og ville tale med mig. Otte ud af 10 opringninger kom fra ham. Nogle gange var han fuld, nogle gange handlede hans henvendelser om noget andet end forureningssagen. Hvis han skulle betale skat tilbage, var det også mig, der fik et møgfald. Jeg kunne aldrig vide, hvornår han kom på uanmeldt besøg”.

Hverken Jacob Buch-Andersen selv eller den nærmeste chef overvejede, om han skulle skærmes af mod de evindelige angreb, eller han helt skulle pilles af sagen.

“Det hører med til historien, at min forvaltning i forvejen var plaget af et rigtig dårligt arbejdsmiljø, fløjkrige om budgetter på ledelsesniveau og stor udskiftning. Min nærmeste chef var en tidligere kollega, og selv om den gode vilje måske nok var til stede, var hun både uerfaren og sovset ind i andre konflikter. Derfor greb min arbejdsgiver aldrig ind”.

I konstant alarmberedskab

Selv mærkede han heller ikke i lang tid, hvor voldsomt truslerne og den grove chikane påvirkede ham. I stedet satte Jacob Buch-Andersen sig ind bag en lukket dør på sit kontor og knoklede på med efterbehandlingen af den store forureningssag.

“Arbejdet tog mange måneder, og i al den tid blev jeg jævnligt opsøgt. Min tilgang var at slå tilbage – han skulle ikke få mig ned! Men samtidig krøb afmagten ind ad alle sprækkerne. Jeg kunne jo ikke forsvare mig mod ham. Jeg skulle være professionel. I dag kan jeg se, at jeg var i konstant alarmberedskab”.

Da han gik på sommerferie, kunne han godt mærke, at den var gal.

“Jeg tog med familien til Rømø, men kunne ikke finde ud af at være sammen med dem. Jeg blev virkelighedsfjern og ville helst bare ligge i sengen og stirre op i loftet. Familien kunne ikke forstå, hvad der var galt. Og selv da relaterede jeg på intet tidspunkt min tilstand til hændelserne på jobbet”.

En måned senere ramlede det.

“Sidste gang borgeren mødte op i kommunen, havde han et par mænd med. Da vi mødtes i foyeren, sagde han: “Jeg har glemt noget i bilen”. Og da han gik ud mod parkeringspladsen, var jeg ikke i tvivl om, at han var på vej efter jagtgeværet”, fortæller Jacob Buch-Andersen.

Da kommunens miljømedarbejder kørte hjem mod Stevns den dag, vidste han godt, at han ikke var i stand til at gå på arbejde den næste.

“Jeg tænkte, at jeg lige skulle have en uge til at sunde mig i. Det er nu syv år siden”, konstaterer han.

Spidsrod mellem eksperter

PTSD’en kan bringe ham i affekt, fx hvis der er støj eller mange mennesker. Han tøjler symptomerne med en disciplin, der fx kræver, at interviewet bliver sat på pause hver halve time. Gennem åndedrætsøvelser genfinder Jacob Buch-Andersen roen, før vi fortsætter.

Ud over et bord, en stol og en slagbænk står der i et solrigt hjørne af stuen kun tre opsprættede sække med tomatstiklinger, der gør sig klar til drivhuset.

På bordet ligger advokatens gennemgang af sagen.

Den lange række af nedslagspunkter i det efterhånden syv år lange sagsforløb bekræfter, at svartider på op til halvandet år fra myndighederne har trukket afgørelser i langdrag. Og at Jacob Buch-Andersen har løbet spidsrod mellem lægefaglige og psykiatriske eksperter, som ikke kunne blive enige om, hvorvidt han havde PTSD eller kun en “uspecificeret belastningsreaktion på grænsen til at opfylde kriterierne for PTSD”. Den definition har fx været helt afgørende for, om han kunne få erstatning.

“Du kan kun stå sådan et sagsforløb igennem, hvis du har nogen til at kæmpe for dig. Dér har jeg været heldig”, forklarer Jacob Buch-Andersen, med henvisning til at DM fører hans sag.

Hvis ikke PTSD – hvad så?

Han har haft selvmordstanker og lidt af søvnløshed, angstanfald og en dyb depression.

“I en periode var jeg i daglig kontakt med psykiatrisk skadestue, og jeg gik til samtaler med en psykolog. Det meste af tiden lå jeg fuldkommen handlingslammet hen. Hvis du havde kendt mig tidligere, ville du vide, at det langtfra er et reaktionsmønster, der er typisk for mig”, forklarer han.

Arbejdsskadeanmeldelsen af arbejdsgiver blev sendt af sted i december 2014. Samtidig kom Jacob Buch-Andersen med i et særligt forløb for PTSD-ramte hos Næstved Psykiatriske Klinik.

“Flere af hinanden uafhængige speciallæger, som undersøger mig, bekræfter, at mine symptomer svarer til den posttraumatiske stress, man især kender fra tidligere soldater”, siger han.

Men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidl. Arbejdsskadestyrelsen, redaktionen) vil ikke anerkende hans psykiske arbejdsskade som PTSD.

“Som min advokat siger: Hvis ikke Jacob har PTSD, hvad fejler han så? Det er det spørgsmål, der kører rundt og rundt i systemet i et uendeligt juridisk tovtrækkeri. Første halvleg ender ikke førend den 14. maj 2019, hvor arbejdsskaden endeligt anerkendes, og jeg bliver tilkendt godtgørelse for varigt mén. Den 9. september 2019 bliver jeg tilkendt erstatning for 65 procents tab af erhvervsevne”.