STAFET – OM SPROG OG DANNELSE Under Morten Østergaards periode som uddannelsesminister er det politiske fokus blevet sat på de videregående uddannelsers evne til at tilfredsstille erhvervslivets behov. Mange har hørt det som, at uddannelsespolitik er blevet underlagt beskæftigelsespolitik.
Hvem forvalter naturen? Svaret burde være lige til: Biologerne, hvem ellers? Lægerne kurerer jo sygdomme, politikerne træffer beslutninger, ingeniørerne bygger veje, landmændene dyrker jorden osv. Så det må da være biologerne, som bestemmer mål og midler, når det handler om at bevare landets mangfoldige natur.
Jeg modarbejder regeringens uambitiøse hurtigt-ind-og-hurtigt-ud-af-pølsefabrikken-målsætning, og jeg er ret sikker på, at jeg stiller mig selv væsentligt bedre på et kommende arbejdsmarked af den grund.
I et debatindlæg i Politiken den 15. februar spørger vores nye uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), om regeringen i tilstrækkelig grad har taget relevansen af dannelse med i uddannelsespolitikken. Godt og relevant spørgsmål, hvor svaret desværre er nej. Dannelse, kultur og indsigt i alt, hvad der er menneskeligt, er nærmest totalt marginaliseret i den altdominerende debat om økonomisk nytteværdi og erhvervsrelevans i vores uddannelser.
Diversitet er ikke et mantra, der kan løse alverdens problemer. Problemet er, at kønsdebatten ofte låses fast i sådanne skabeloner, der vil løse alt, typisk via Kvinden som healer.
Der skal så meget som muligt på vores cv, hvilket kan resultere i, at vi aldrig når at fordybe os og blive gode til noget som helst, vi har simpelthen ikke tid til at prioritere – og da slet ikke vores uddannelse.
”Alt i alt ser vi nu konturerne til udviklingen af en parallelkultur i kulturlivet, der sikrer, at hver gang der er ledelsesposter, priser eller støtteordninger inden for et givet område, skal der samtidig etableres en særstøtte til kvinder”.
