Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Debat

Undervisernes stejle læringskurve – afledt effekt af Covid-19

Lea Lund, uddannelses- og forskningsleder, ved University College Lillebælt, roser sine kolleger for deres digitale omstilling under coronapandemien.

I undervisningsverdenen har man under Covid-19-restriktioner været udsat for en stejl læringskurve. Jeg taler ikke om de studerende, omend situationen har krævet meget af dem med lange forløb ude-lukkende med onlineundervisning. Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod undervisernes stejle læringskurve hen over hele 2020, når vi nu ser tilbage på et år med nedlukninger i Undervisnings-danmark.

Alt imens underviserne selv skulle facilitere, støtte, guide, planlægge de studerendes eller elevernes læring og læreprocesser online, så skulle underviserne samtidigt selv lære at bruge helt nye værktøjer under nye rammer til deres undervisning. Planlægning og udførelse af fysisk undervisning kan ikke oversættes 1:1, når man går 100 procent online. De asfalterede, mens de kørte.

Jeg oplevede som leder på UCL i efter- og videreuddannelsesregi i 2020, at undervisere har skullet kompetenceudvikle sig selv i bestræbelserne på at skulle facilitere en udvikling hos andre. Og hos os er der tale om voksne studerendes læreprocesser. Voksne, der ligesom underviserne ikke altid var bekendt med de nyeste teknologi- og kommunikationsformer. Vores kerneopgave er at levere gode, udviklende forløb og oplæg for lærere og pædagoger i dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelser. Vi skal støtte en udvikling af relationsprofessionelles refleksion over handling i praksis. Og dét har underviserne skullet gøre under andre rammer, men med samme krav.

Forestil dig, at en håndværker får til opgave at bygge et hus med vinkelrette konstruktioner, men uden at have de vante remedier til at løse opgaven. Hvordan mon det hus kom til at se ud, og hvordan mon han ville løse opgaven og gå til processen?

Vi kan være stolte over underviserne, som har arbejdet under rammer og med værktøjer som novicer og alligevel leveret varen

Lea Lund

Underviserne har i sammenligning skullet facilitere en læringsfremmende undervisning med et værktøj, de knap kendte til, og nogle kendte det slet ikke (Zoom, Teams, Google Meet), men de fik stadig til opgave at sikre netop den proces, som de kendte fra den vante værktøjskasse. Bevares, der var blended learning-forløb, asynkrone og synkrone onlineundervisningsmoduler, før Covid-19 ramte verden, men slet ikke i så stort omfang.

Forandringsmæssigt er det væsentligst de fysiske fremmøder, der fremmer den relationelle del af en dialog, der ikke har kunnet imødekommes med så fuldkommen en omkalfatring af samfundet, som vi har set i det seneste år.

Jeg er imponeret! Jeg har hørt medarbejdere være frustrerede undervejs – forståeligt nok – og samtidig er deres fortælling på bagkant en udtrykt glæde ved det værktøjskendskab og den fornyede didaktiske refleksion, de har udviklet qua de nye rammer, de blev stillet. De taler selv om en stejl læringskurve, hvor de fortæller, at de nu kan se tilbage og siger højt: “Hold fast, hvor har jeg lært meget på det år! Fordi jeg var presset ud i det”.

Vi kan være stolte over underviserne, som har arbejdet under rammer og med værktøjer som novicer og alligevel leveret varen, de oplever sig ikke længere som novicer, men som reflekterende digitale didaktikere. Tak til jer!

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad