Dansk Magisterforening

Underviser: Lyt for at lære – ikke for at svare

Julia Bjerre Hunt underviser blandt andet i konflikthåndtering på Leisure Management uddannelsen.

Debat Julia Bjerre Hunt
Del artikel:

Der skal nok være et arbejdsmarked, boligmarked – ja sågar datingmarked, der stiller krav til, at de studerende er robuste og omstillingsparate. Måske kan vi på uddannelserne godt tilbyde lidt ro og tryghed for en stund? Sådan skriver Julia Bjerre Hunt i dette blogindlæg.

Et af de emner jeg underviser i på Leisure Management er konflikthåndtering. Det er rettet mod de studerendes samarbejde i studiegrupper, men betragtes også som en understøttelse af deres virke i ’professionel samarbejdspraksis’ som færdiguddannede.  

Konflikthåndtering har altid været et af mine yndlingsemner som underviser – både da jeg var konsulent og nu som adjunkt. For mig at se er konflikter et tegn på uforløste drømme eller en energi, som bare ikke har fået den rigtige retning endnu.

De stille og passive har for mig altid været svære at arbejde med. Vrede og frustration, afmagt og tristhed, irritation og uretfærdighedsfølelse er alle udtryk for noget, som kommer et sted fra. Der ligger et engagement bag det, og følelsen er aldrig forkert. Derimod kan vores reaktioner og udmøntninger af de følelser, vi bærer på, være uhensigtsmæssige. Det er de nuancer, jeg forsøger at tilvejebringe i undervisningen. 

Argumenter kan slå lige så hårdt som en knytnæve

Når vi taler om konflikter og konfliktforebyggelse, kommer det derfor ofte til at handle om sprog. Den principfaste og polemiske retorik som ofte optrapper konflikter overfor det sagsfokuserede og løsningsorienterede sprog, som kan gøre det modsatte (du kender måske ulven og giraffen?).

Argumenter kan slå lige så hårdt som en knytnæve. Nogle mestrer det til perfektion og kan sætte enhver til vægs i en debat. Det kan udløse et midlertidigt tilfredsstillende dopaminkick for den udøvende - men er det konstruktivt på den lange bane, i et samarbejde der skal fungere? Sjældent.

Grundstenen i at mestre det konfliktnedtrappende sprog er for mig den enkle huskeregel: ”Lyt for at lære – ikke for at svare”. Man skal tillade sig i samtalen og situationen at lade dem, man taler med, tale færdigt, og danne sig et indtryk af, hvad de mener og ønsker, med afsæt i det de lige har sagt. Ikke det man troede, de ville sige, eller havde ønsket, at de sagde, og da slet ikke det, man ikke hørte, at de sagde, fordi man havde for travlt med at huske, hvad man gerne selv ville til orde med – men det de faktisk sagde.

Måske kan vi på uddannelserne godt tilbyde lidt ro og tryghed for en stund?

Julia Bjerre Hunt

Vi skal lytte til de studerende

Og hvorfor bringer jeg så dette op i et indlæg som underviser? Fordi jeg tænker, at vi også skal huske at lytte for at lære, ikke for at svare, når de studerende kommer med deres uforløste drømme til os.

Når der er noget i undervisningen, som de tænker med fordel kunne være anderledes. Når noget opleves for uigennemtænkt og krav for urimelige. Det er os, der som undervisere har ansvaret for fagligheden – det er selvsagt, men når jeg mødes med frustration fra studerende, er det mere på form end indhold, og der tænker jeg godt, at vi kan være lidt mere nysgerrige.

Der skal nok være et arbejdsmarked, boligmarked – ja sågar datingmarked, der stiller krav til at de er robuste og omstillingsparate. Måske kan vi på uddannelserne godt tilbyde lidt ro og tryghed for en stund?

Måske kan vi ved at lytte ind bagved det sagte ord finde ud af, at det de drømmer om er et liv, hvor de ved, hvad de står op til, og kan prioritere at følge med, måske endda være på forkant.

Et liv, hvor de kan være ’gode studerende’, der har læst teksten, stiller kloge spørgsmål og er vellidte blandt deres medstuderende. Et liv, hvor de har sovet nok og er veloplagte i undervisningen kl. 8.15, fremfor at have arbejdet til kl. 02 for at kunne betale husleje, transport, mad og forsikringer.

Det er ikke nemt at være studerende i dag. Lad os lige give dem en mental krammer og lytte til, hvad de siger. Måske kan vi lære noget.

}