Dansk Magisterforening

Ulovlig deling af lærebøger undergraver dansk vidensproduktion

Debat Morten Visby
Del artikel:

Studerende skal stoppe kopiering af lærebøger. Det kan ende med at undergrave dansk vidensproduktion, mener fire debattører.

Den danske samfundsmodel afhænger af konstant udvikling af viden og færdigheder. Danske forlag og forfattere leverer et afgørende bidrag med forskning og viden til studerende gennem trykte og digitale lærebøger af høj faglig kvalitet og troværdighed, som de studerende efterspørger.

Udgivelsen af lærebøger afhænger af et velfungerende marked, der giver de økonomiske forudsætninger for et højt kvalitetsniveau. Men markedet er udfordret af den ulovlige deling af digitale lærebøger blandt de studerende.

Epinion har undersøgt omfanget af ulovlig deling af lærebøger på højere uddannelser. Undersøgelsen bekræfter, at den ulovlige deling af lærebøger er omfattende, et billede, som RettighedsAlliancen ser ved stikprøveindblik i det ulovlige køb og salg på bl.a. Facebook.

Epinion viser, at den ulovlige deling af lærebøger er meget udbredt på alle typer af uddannelser. Halvdelen af de studerende, der benytter digitale lærebøger, har anskaffet sig mindst én lærebog ulovligt. Undersøgelsen viser også, at den ulovlige deling primært sker imellem de studerende, men også tutorer, vejledere og undervisere deler lærebøger ulovligt.

Den alvorlige konsekvens er, at hvis der ikke er et sundt marked for udgivelse af lærebøger, så vil de ophøre med at blive udgivet, og i sidste ende bliver en afgørende kanal for vidensformidling undergravet.

Samtidig viser Epinion, at de studerende, der deler ulovligt materiale, ikke mangler viden om, hvad der er lovligt eller ulovligt. 68 procent af de studerende er vel vidende om, at videresalg og deling af digitale lærebøger er ulovligt, men de gør det alligevel. Undersøgelsen viser, at der er etableret en uheldig norm blandt de studerende om, at ulovlig deling er i orden.

Den alvorlige konsekvens er, at hvis der ikke er et sundt marked for udgivelse af lærebøger, så vil de ophøre med at blive udgivet, og i sidste ende bliver en afgørende kanal for vidensformidling undergravet. Oplysning om, hvad der er lovligt og ulovligt, er ikke længere nok, og det er nødvendigt, at det fra centralt niveau og fra politisk side italesættes, at ulovlig deling af lærebøger er et seriøst problem, der undergraver vidensproduktion, og som fremadrettet får alvorlige konsekvenser.

Derfor skal uddannelsesinstitutionerne engagere sig og tage et medansvar. Det skal meldes klart ud til de studerende, at ulovlig deling er en uacceptabel norm, som ikke alene har konsekvenser for opretholdelsen af en høj faglighed, men også for den enkelte studerende i form af risiko for sanktioner. Det er vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne påtager sig at sende klare signaler om deres holdning til den lovovertrædelse, som ulovlig deling af lærebøger er.

Respekt for andres rettigheder og vidensproduktion bør være grundlæggende værdier på en uddannelsesinstitution. Vi ser derfor frem til en dialog med ledelserne på uddannelsesinstitutioner om konkrete tiltag.

}