Tænk hvis ”rum til nuancer” gik forud for ”form og underholdnings­værdi”!
Mit seneste blogindlæg i Magisterbladet ”Ulven kommer” skabte kommentarer fra venner og fra personer, som min partner og jeg har assisteret med karriereudvikling og håndtering af arbejdsrelaterede kriser.
Kommentarerne til mit seneste blogindlæg spændte fra ”flere midler til grundforskningen, som forsømmes voldsomt” til voldsomme sabelhug mod New Public Management-tankegangen.
En af de meget spændende dialoger, jeg har haft, er med Skt. Hans Hospitals nu pensionerede direktør Per Lund. Per Lund skriver i en mail til mig: ”Mon det har noget med alder at gøre, at vi bliver mere tilbøjelige til at ikke bare at give rum til, men ligefrem forvente, at der skal være plads til nuancer. Og fraværet og mangel på rum til nuancer i indhold i politik, journalistik, forvaltning og forretningsliv giver os en oplevelse af fattigdom, medens formen og underholdningsværdien overtager den styrende rolle”.
Jeg er enig. Der er for mig en klar sammenhæng mellem mangel på rum til nuancer og det neoliberale tankesæt, som ligger bag New Public Management.
Mangel på rum til nuancer rammer lige i hjertekulen på massevis af de akademikere, som enten er kommet i klemme eller er blevet ofret, når New Public Management-systemet postulerer at være nutidens svar på Klokkeblomst, som drysser magisk støv over personer og hændelser.
I vores rådgivningsvirksomhed NYT-JOB.NU hjælper vi massevis af akademikere, som har haft store vanskeligheder på arbejdsmarkedet. Vanskelighederne har mange årsager - nogle selvforskyldte, fordi personen måske ikke sikrer sig plads med sin chef til at agere selvstændigt (= forventningsafstemning), Men vi oplever effekten af akademikerens møde med et New Public Management-system, som bygger på en lang række fine målsætninger om effektivitet, kvalitet og ansvarlighed. Et af problemerne er desværre, at disse målsætninger ikke tager hensyn til, hvad der er sandt eller falskt. New Public Management bliver ofte en masse snak om kosmetik, altså overflade. Det bliver en erklæring om, at vi skal være ”verdens bedste” (= nyhedsværdi), men … og der står akademikeren og spejder ud i …, ja, intetheden og begynder at lave egne fortolkninger af hvad ”verdens bedste” er.
Den fattigdom, der bliver muliggjort af at pakke virkeligheden ind i et par kilo nye floskelprægede udsagn, rammer mange akademikere. Fx havde en af de personer, vi assisterede, fået at vide i medarbejderudviklingssamtale (MUS), at ”succesen af din faglighed bliver målt på, om borgmesteren bliver genvalgt eller ej”! Hvordan i alverden kan en ”leder” forestille sig, at en akademiker stort set uden erfaring, skal kunne manøvrere og fastlægge indsatser for at nå det mål?
New Public Management rummer gode tanker, selv om korstoget fremmer risikoen for stress og teknokrati. NPM skaber en stor risiko for rigide, stereotype, overforenklede og endimensionelle udsagn og tankesæt, som fører til ledelsesmæssig ansvarsforflygtigelse.
Jeg håber inderligt, at vi kan udvikle os mod samarbejds- og sociale former, hvor det er naturligt, at der er rum til nuancerne - rum og nuancer, som genskaber substans, empati og respekt.
Min sommerferielæsning er først Peter Høegs nye bog ”Effekten af Susan”. Jeg glæder mig til, at forfatterens fantastiske evne til at beskrive, hvor vi som samfund er på vej hen, vil fjerne de billeder om Huxleys ”Fagre Nye Verden”, som dukkede op, da jeg skrev denne blog om rum til nuancer.
