Vi skal ikke justere karakterskalaen. Vi skal skrotte den

Debatten om karaktersystemet går i mange retninger, og gør det besværligt at danne sig en konkret holdning til, hvordan det bør udformes.

For mig at se er løsningen, at vi skiller os af med karaktersystemet, som det ser ud nu, og reducerer det til tre trin:

1. Ikke Bestået (IB)
2. Bestået (B)
3. Bestået m. Udmærkelse (BU).

Dermed flyttes fokus væk fra tal og gennemsnit til feedback og den enkeltes udvikling.

Det kan være svært at slippe fokus på karakterer - også selvom vi hører, at vores fremtidige arbejdsgivere ikke bruger dem til at afgøre, hvorvidt vi er den rette kandidat til jobbet. Derimod spiller ens kompetencer og personlighed en rolle. Noget som ikke afspejles i en karakter.

Det virker som om, at man udelukkende holder fast i talkarakterer, fordi ’det har man altid gjort’. Fordi det er trygt. Fordi det er sammenligneligt med andre lande.

Men hvad gavner en mere sammenlignelig skala, hvis der i forvejen eksisterer så mange systemer og fortolkninger af ensartede systemer, at man aldrig helt kan sammenligne sig?

Vi har ikke brug for et tal

Derfor vil jeg slå et slag for et ’feedback system’, der anerkender, at investering i uddannelse, tilegnelse af viden og faglig fordybelse er mål i sig selv.

Vi uddanner os inden for et felt, fordi vi finder det interessant, gerne vil fordybe os i det, og anvende den viden vi får på en meningsfuld måde. For at lære, kræves ro og relevant feedback. Ikke et tal, som alligevel ikke afspejler, hvorvidt man var skarp på formidlingen, analysen eller den interessante inddragelse af en teoretiker. Vi har ikke brug for et tal, som alligevel ikke kan fortælle os, hvordan vi kan justere vores studievaner og derigennem forbedre vores kompetencer.

Et naturligt valg er at vælge tallene fra og feedback til. Ved at modtage IB, B, eller BU, bruges der mindre tid på at argumentere for, hvorfor de studerende får 10 i stedet for 12, og 7 i stedet for 4 og mere tid på at markere styrker og udviklingspotentialer.

Dette står diametralt modsat til mållæring. Mållæring sætter specifikke krav til, hvad og hvornår man skal lære, og det dikterer, hvad der er rigtigt at lære. Det gør tilegnelsen af viden til en mekanisk proces.

Samtidig ser vi, at fremdriftsreformen og uddannelsesbesparelserne har skabt en uhensigtsmæssig kultur på uddannelserne. Denne kultur giver konkurrence, stress, ensomhed og præstationsangst gode betingelser for at gro. Når man blander mållæring og den uhensigtsmæssige kultur, bliver billedet først rigtig dystert. Dette gavner hverken individet eller samfundet.

Lad os altså gøre op med at vurdere studerendes potentiale og kompetencer i tal. Investér i uddannelse på en måde, der anerkender vigtigheden af viden og faglig fordybelse i sig selv. Investér i uddannelse på en måde, som anerkender at feedback påvirker vores faglige udvikling positivt.