Dansk Magisterforening

Politikernes ønske om fremdrift er en katalysator for gældsættelse og mistrivsel

My Martinussen
Del artikel:

Politikernes mange forsøg på at presse de studerende hurtigere igennem deres videregående uddannelser betyder mindre plads til faglig fordybelse og mere plads til mistrivsel - så hvordan kan den type tiltag blive ved med at eksistere? Det skriver My Martinussen og Sidsel Tønder Koudahl fra DM Studerende.

Som studerende skal vi helst være hurtigt færdige, omstillingsparate og klar til at møde arbejdslivet uden for mange omveje gennem vores studieliv.

Fra politisk side er der gennem tiden blevet indført forskellige tiltag for de studerende, der alle har haft samme formål: fremdrift.

Herunder et SU-system, der fremmer tidlig færdiggørelse, hvilket blandt andet også har været repræsenteret gennem 1,08 reglen, hvor studenter har kunnet gange deres gennemsnit. Et andet eksempel er reglen om det sjette SU-år, der i vores øjne ikke er et bedre alternativ - hvilket dette blogindlæg omhandler.

Fra politisk side lyder argumentet, at SU-systemet, som vi kender det i dag, sikrer at alle unge har mulighed for at påbegynde en uddannelse uafhængigt af “opvækst, social baggrund og forældrenes økonomiske situation”, som det står i aftaleteksten fra 2013.

Men er det nu også virkelig sådan? Det mener vi ikke.

Når studerendes levegrundlag bliver presset og skaber grobund for gældsættelse og stress bliver der selvsagt mindre plads til faglig fordybelse og mere plads til mistrivsel

På nuværende tidspunkt eksisterer der et formelt krav om, at studerende, der påbegynder en videregående uddannelse inden to år efter endt gymnasial uddannelse, har muligheden for at modtage 12 måneders ekstra SU. Denne regel kan vise sig at være skelsættende for nogle studerende, der har påbegyndt en videregående uddannelse senere, og som til deres store overraskelse må gældsætte sig selv for at færdiggøre deres uddannelse. Som set så mange gange før, stemmer politikernes intention på ingen måde overens med praksis, og resultatet er altid det samme – de studerende må selv betale regningen.

Lad os nu tage de studerendes daglige økonomi alvorligt

Når studerendes levegrundlag bliver presset og skaber grobund for gældsættelse og stress, bliver der selvsagt mindre plads til faglig fordybelse og mere plads til mistrivsel. Alt i alt fordi de studerende ikke har truffet en beslutning om hurtig påbegyndelse af en videregående uddannelse, hvor konsekvensen i mange tilfælde først viser sig senere, når behovet for udskydelse og det sjette SU-år bliver nødvendigt.

Kritikken af denne påstand kan være åbenlys: Det må være de studerendes eget ansvar at holde sig ajour omkring lovgivningen og reglerne omkring påbegyndelse af videregående uddannelse.

Dog er virkeligheden i nogle tilfælde en anden, og her falder hammeren. Dommen bliver selvsagt, at de studerende, der ikke har haft kendskab til denne regel, eller som 18-19 årige ikke har vidst, “hvad de ville” efter endt gymnasial uddannelse, nu står og mangler SU.

Det kan få den konsekvens, at muligheden for fordybelse, studieskift samt den studerendes velbefindende kan komme i en risikozone. Lad os nu tage de studerendes daglige økonomi og velvære alvorligt og kræve en politisk intention, der for en gangs skyld stemmer overens med den virkelighed, vi som studerende rent faktisk lever i.

Hertil finder vi det relevant at stille spørgsmålstegn ved, hvordan tiltag som disse kan blive ved med at eksistere?

Forskning på området peger i den modsatte retning og viser, at studerende, der har taget sig den nødvendige betænkningstid, i mange tilfælde er bedre rustet til at gennemføre en uddannelse og i højere grad har de nødvendige faglige og sociale kompetencer, studiet kræver. Hermed vidner vores observationer yderligere om en kløft mellem politik, videnskab og virkelighed, hvor disse nærmere adskilles end forenes gennem den politiske intention om fremdrift.

Det, vi ved, er, at fremtiden ikke kan spås om, hvor hårdt vi end bestræber os på det. Hvordan kan man så bede de studerende træffe afgørende valg for deres fremtidige studieliv, inden de overhovedet kan betegne sig selv som studerende?

}