Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Stefan Katić er debattør.
Velmenende ord og gestus uden omkostninger er ikke det samme som konkret handling. Det oplevede debattør Stefan Katic for nyligt ved et middagsselskab, da emnet faldt på krigen i Ukraine.
Foto: Lars Petersen
Debat

Når automatpiloten slår fra: ”Jeg har givet penge til våben”

Akademikere er utrolig gode til at analysere, diskutere og formulere holdninger, og vi har dem på lager i stort tal. Lige indtil en gæst ved bordet proklamerer, at han har givet penge til våben til Ukraine. Så følger tavsheden.

Lammekølle med rosmarin-snask on the side. God rødvin i glasset og debatlystne gæster rundt om bordet.

Det er fredag aften, og fem mand er samlet til middagsskab i gode venners lag. Hyggeligt og på hjemmebane. Alle er vi akademikere, som følger med i samfundet og kender reglerne for god debat.

Stemningen er jovial, snakken går, og vi kommer forbi tidens emner.

Kloge kommentarer, der viser debattørens indsigt og evne til refleksion. Sjove, ironiske betragtninger, der udløser latter ved bordet – samt usynlige points til fortælleren – og spiller bolden videre. Ping-pong.

Vi er akademikere. Debat, diskussion, analyse og holdning er vores spidskompetencer. Lige indtil Steen sådan lidt ud af det blå i en pause siger:

”Jeg har givet penge til våben til Ukraine”.

Det er helt tydeligt, at de – vi – ellers så talevante universitetsuddannede rundt om bordet ikke aner, hvordan man lige skal respondere på dén

Det er helt tydeligt, at de – vi – ellers så talevante universitetsuddannede rundt om bordet ikke aner, hvordan man lige skal respondere på dén. Ingen siger noget. Her er ingen paratholdninger at hive op af hatten. Munterheden er væk i fire lange sekunder, hvor selskabet og stemningen er utryg. Vi er uden for comfort zone. Ingen ved, hvilket ben man skal stå på her.

Fredsduen som automatpilot

Det er fordi, her mindst er to følelser på spil:

Den første hedder dårlig samvittighed. Vi snakker, men gør intet, og vi ved det godt. Vi har tilføjet en fredsdue eller et ukrainsk flag til vores Facebook-profil, men da vi gjorde det, vidste vi dybest set også, at det var en gestus helt uden omkostninger for os. Inderst inde ved vi også, at fredsduen eller det lille blå-gule flag i profilbilledet næppe bringer præsident Putin ud af fatning.

For det andet rammer det ned i vores Radikale-SF-pacifisme-credo om, at våben er onde, og krig ikke er noget, vi støtter. Vi lærte det i gymnasiet, vi lærte det på universitetet, og nu sidder det dybt, dybt i os. Vi kan ikke lide Putin, selvfølgelig, men ligefrem at sende penge til våben… Jo-jo, vi vil da gerne have, at NATO-landene støtter Ukraine med våben og materiel; bare det er over skatten og på afstand, så er det i orden. Vi vil bare ikke selv have noget med det at gøre. Så bliver det for direkte. For brutalt.

Efter nogle sekunders pause gik diskussionen videre til en mere generel snak om krigen i Ukraine og Putin og energipriser og varmepumper eller fjernvarme, og hvordan det hele mon skal ende.

Dagen derpå melder endnu et spørgsmål sig: Hvad er det for nogle forandringer i vores tid, der betyder, at en pæn akademiker begynder at donere penge til våben, mens vi andre endnu sidder og vender skråen?

I grunden synd, at vi om middagsbordet ikke turde gribe de fire sekunders tavshed, blive ved det lille glimt af ubehag og tale om, hvad dét lige handlede om

Akademikere – et debat-folkefærd

Dengang jeg gik på den samfundsvidenskabelige basislinje på RUC, snakkede jeg indimellem med en flink, men noget ordknap færing fra mit hus (på RUC var og er de studerende organiseret i enheden ”huse”). Det er nogle år siden, men jeg husker tydeligt, at han sagde – langsomt, men med tydelig færøsk accent: ”RUC er for folk, som er gode til at tale”. Ikke særligt retorisk, men spot on, bull’s eye, hovedet på sømmet…

Han skiftede kort tid efter RUC og den noget fluffy samfundsvidenskabelige basisuddannelse ud med maskinmester-uddannelsen på DTU. Mere mekanik, mindre retorik.

Akademikere er et ægte debat-folkefærd, og diskussion er mesterdisciplinen.

I grunden synd, at vi om middagsbordet ikke turde gribe de fire sekunders tavshed, blive ved det lille glimt af ubehag og tale om, hvad dét lige handlede om. For det er præcis her – når man skal tage stilling til en helt ukendt sten i skoen – at det for alvor blive spændende.

Når ens gamle synspunkt ikke længere dur, når automatpiloten ikke længere fungerer, og man måske bliver nødt til at revidere hele det grundlag, man i årevis har stået på. Det er bøvlet, men interessant.

Gad vide hvor mange af de tavse, men velmenende, akademikere om bordet efterfølgende greb knoglen og mobilpay’ede de stakkels ukrainere en hjælpende jernnæve? Og hvor mange, der lod det blive ved… ja, tanken.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Carlsbergfondet

Scientific Officer til Carlsbergfondet

Carlsbergfondet

Danmarks Meteorologiske Institut

Experienced ocean remote sensing scientist

Danmarks Meteorologiske Institut

ABSALON, Professionshøjskolen

Chefkonsulent til forretningsudvikling af efter- og videreuddannelse

ABSALON, Professionshøjskolen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?