Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Jörg Piringer: Covid-19-genome.
I den østrigske lydpoet Jörg Piringers komplette ”Covid-19-genome” læser en computerstemme hele den oprindelige virus gen-sekvens op i hurtigt tempo over 13 minutter og 27 sekunder.
Foto: Jörg Piringer.
Debat

Digital kunst i en coronatid: Hvem sidder der bag skærmen?

Vi er blevet dus med lægerne og epidemiologerne, men har til gode at forstå de kulturelle konsekvenser af over et års corona-isolation. Måske giver kunsten svar, skriver lektor i digital æstetik Søren Bro Pold.

Igennem en lang vinter har mange af os siddet hjemme bag skærmen og fulgt med i smittetal, mutationer, vaccineleverancer og politiske diskussioner om nedlukning og mink. I skrivende stund skinner solen, og samfundet åbner gradvist hos os, mens andre lande stadig håber på resterne fra de riges vacciner.

Vi er blevet dus med lægerne og epidemologerne, men har til gode at forstå de kulturelle konsekvenser af over et års isoleret skærmvirkelighed, hvor kulturlivet virker som det seneste, der bliver åbnet, men hvis vi kigger lidt mere på skærmen, er der nogle svar.

Digital kunst reflekterer i kraft af sit kunstneriske udtryk og medie over det liv ved og bag skærmen, som vi har været og stadig i høj grad er overladt til, herunder hvordan vi styres af interfaces, software og platforme.

Gennem vinteren og foråret har jeg sammen med internationale kolleger - Anne Nacher i Krakow og Scott Rettberg i Bergen -  forsket i, hvordan digital kunst og litteratur forholder sig til covid-19, og indtil videre er det resulteret i online-udstillingen COVID E-LIT, udstillingen ”Forfattere i karantæne” i samarbejde med Roskilde Bibliotek og en dokumentarfilm baseret på 13 videointerviews, som vil blive vist ved flere begivenheder og senere blive frit tilgængelig samt forskningsartikler. Du kan se en promo nedenfor, og bidder af dokumentaren er tilgængelig på Vimeo.

 

Det umulige covid-19-monument

Betydningen af pandemien synes at være gemt i de måder, den bryder med tidligere betydningsrammer. Store kriser er svære at kende betydningen af før efter et stykke tid, specielt dem der markerer et større skifte, og meget tyder på, at det er tilfældet her.

Vi ved ikke engang, hvordan vi skal repræsentere pandemien. Ligesom vi stort set ikke har nogle monumenter over den spanske syge, som slog flere ihjel end begge verdenskrige til sammen, er det svært at forestille sig monumenter over covid-19, udover de mange grafer og statistikker, vi har stirret os blinde på.

Ligesom vi stort set ikke har nogle monumenter over den spanske syge, som slog flere ihjel end begge verdenskrige til sammen, er det svært at forestille sig monumenter over covid-19

Lektor Søren Bro Pold

Forsøg på og refleksion over repræsentation er et tema for kunsten. Den amerikanske kunstner Ben Grosser har - nærmest som illustration af, hvordan man (ikke) kan forestille sig et Covid-monument - lavet en fortløbende visualisering på Instagram, hvor han med udgangspunkt i 11. september-monumentet skitserer, hvor meget et monument over covid-19 ville fylde i New Yorks skala.

De knap 3000 døde i 2001 bliver mindet i den blok, hvor de to tårne stod, og hvis denne skala skulle videreføres, ville de nu 600.000 døde i USA fylde 200 blokke i Manhattans gadenetværk svarende til hele det nedre Manhattan (se interview med Ben Grosser her).

BenGrosser_covid_.jpg
Ben Grosser: USA COVID-19 deaths visualized by footprint of the 9/11 Memorial in NYC (Instagram)

Åndedrættet som symbol

Pandemi-krisen er for stor og samtidig for usynlig udover tragiske enkelttilfælde og steder. Det er en ny slags krise, der minder om klimakrisen i kraft af måde, den overskrider traditionelle kategorier om afstand og menneskelig suverænitet, fx i kraft af den hurtige spredning af usynlige vira og mutationer mellem lande, arter og kroppe, som flagermus i Kina eller mink i Danmark.

Selvom krisen er svær at inddæmme og se, har den hurtigt og usvigeligt sikkert udpeget sprækker og revner i samfundenes fundament, som ikke altid kan lappes med samfundssind. Dybere ’skjulte’ kriser som ulighed, overgreb, reaktionære kønsbegreber (adresseret af bl.a. #metoo og diskussionerne om identitetspolitik), strukturel racisme og nykolonialisme (adresseret af bl.a. Black Lives Matter) er dukket op.

Åndedrættet er blevet et symbol på vores truede kroppe

Lektor Søren Bro Pold

Åndedrættet er blevet et symbol på vores truede kroppe, hvad enten vi frygter alvorlige komplikationer af Covid, hvor man risikerer at blive kvalt eller sexistiske eller racistiske overgreb, eksemplificeret af George Floyds ”I can’t breathe.”

Vores kroppe er på spil og er blevet politiske i kraft af deres udsathed, hvilket selvfølgelig er værst for minoriteter i ’forkerte’ kroppe eller på ’forkerte’ steder og tidspunkter, men vi mærker alle sårbarheden i et eller andet omfang, når vi vover os ud med vores mundbind og coronapas.

Hvor Lower Manhattan bliver et alt for stort monument, bliver åndedrættet en individuel kropslig følelse af udsathed, hvilket bl.a. den hollandsk-franske kunstner Annie Abrahams har arbejdet med i ”Pandemic Encounter” og netværkslydperformancen ”Breathing” med gruppen Andanconnerdercu Utterings.

Andanconnerdercu_Utterings.jpg
Andanconnerdercu Utterings (Annie Abrahams, Daniel Pinheiro, Constança Carvalho Homem, Curt Cloninger, Nerina Cocchi and Derek Piotr): Breathing.

Dårlige nyheder fremmer uendelig scrollen

Mentalt er vi blevet presset i den demokratiske debat af en sensationel nyhedsstrøm, som kolporteres algoritmisk via sociale medier, der favoriserer konspirationer, ekstreme stemmer og unuancerede synspunkter, som vi i skrivende stund ser det herhjemme med angrebene på navngivne forskere inden for køn og migrationsforskning.

”The Endless Doomscroller” er Ben Grossers bud på hvordan sociale mediers algoritmiske feeds og click-bait overskrifter indgår i et ”perfect but evil marriage,” der fremmer et begær efter mere uden at tilfredsstille det. De dårlige nyheder er aldrig konkrete eller præcise, men fremmer uendelig scrollen i en endeløs kæde af ildevarslende overskrifter.

Når man har siddet og scrollet lidt i værket bliver man i kraft af dets abstrakte reduktion opmærksom på mekanikken bag interfacet: de upræcise overskrifter, den uendelige scroll-liste man aldrig bliver færdig med og derfor ikke stopper før udmattelsen ligesom i sociale mediers interface.

Ben Grosser nævner selv, hvordan han var inspireret af sin egen afhængighed af sociale medier og nyhedssites under pandemien til at undersøge de basale mekanismer i værket.

Den amerikanske kunstner Mark Sample har med ”Content Moderator Sim” lavet et parallelt værk, som demonstrerer, hvad der foregår bag det kendte interface på sociale medier. Det er et spil, der simulerer arbejdet for de indholdsmoderatorer, som i en stram akkord sorterer alt det materiale, som er blevet markeret som anstødeligt af brugere eller algoritmer.

I spillet bliver man præsenteret for gentagne eksempler, som man enten skal tillade eller blokere under hårdt tidspres. Ofte er det umuligt at afgøre inden for den givne tid, om det er grov humor, marginaliserede gruppers udtryk eller virkelig racisme og vold. Spillet afspejler tydeligt, hvordan det er stressende at være den redaktør, som skal muge ud i vores sociale mediers skraldespand. På denne måde viser Grosser og Sample to sider af, hvordan det interface, der var vores primære sociale platform under nedlukningen, er konstrueret.

ContentModeratorSim.jpg
Mark Sample: Content Moderator Sim.

Algoritmer simulerer effekten af en virus, som vi ikke har styr på

Begge disse værker rummer fortællinger, der er genereret af algoritmer, og hvordan vi bliver fanget i de sociale mediers diskursplatforme. Mark Sample lavede sidste år et andet værk, ”The Infinite Catalog of Crushed Dreams”, hvor en algoritme genererede en endeløs liste af aflysninger under overskriften ”The pandemic hit and then...”

Det er meget let at genkende oplevelsen af, hvordan alting nådesløst blev aflyst og udsat af en pandemi, som var længere og mere indgribende end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os få måneder før (Mark Sample taler om begge sine værker her).

Algoritmerne simulerer effekten af en virus, som vi ikke har styr på og fungerer bekymrende godt som en nådesløs fortæller af pandemiens drama. Den brasilianske kunstner Giselle Beiguelman har med ”Coronário/Coronary” lavet et hypertekst-essay, der med udgangspunkt i 25 corona-relaterede ord handler om, hvordan selve sproget påvirkes af pandemien.

Hun viser tilmed, hvordan vores sprogbrug overvåges af de platforme ordene står i - demonstreret i værket gennem et heat map, hvor ordene farves af, hvor meget de er blevet klikket på som en parallel til, hvordan Google eller Facebook registrerer vores klik.

Coronary.jpg
Giselle Beiguelman: Coronário/Coronary.

Værket har særligt fokus på Brasilien, som er og har været meget hårdt ramt, forstærket af Bolsonaros inkompetence. Det rummer bl.a. ordet ”Communavirus” som er skabt af Bolsonaros udenrigsminister og sammenkæder coronavirus med kommunisme i stil med Trumps ”China virus”.

Alle disse værker peger på, hvordan sproget i sammenhæng med softwareplatforme er blevet formet i en magtkamp og har formet os.

Den mest nådesløse digitale fortæller er den østrigske lydpoet Jörg Piringers komplette ”Covid-19-genome” lyddigt, hvor en computerstemme læser hele den oprindelige virus gensekvens op i hurtigt tempo over 13 minutter og 27 sekunder med dets varianter af TTTCGATC. Digtet gør opmærksom på, at selve virussen kan repræsenteres som en form for sprog – bl.a. indgår ordet CAT adskillige gange og som Piringer smilende gør opmærksom på giver katte jo et godt grundlag for viral spredning i en platformskultur – men et sprog vi stadig kæmper med at forstå.

Oplevelserne af pandemien har været sammensatte og modsætningsfyldte

Hvad er konklusionen?
Hvordan kan vi forstå pandemien?
Hvilke nye forståelsesmønstre kan vi bringe i spil?

Når man kigger på de kunstværkerne i udstillingen, er det tydeligt, at oplevelserne af pandemien har været sammensatte og modsætningsfyldte. Både intense og præget af kedsomhed og rastløshed, både lokale, adskilte og forbundne, globale.

Værkerne demonstrerer dette og fremviser dermed en historisk periode, som vil markere sig med et før og et efter i de flestes liv. De forskellige værker demonstrerer det på mange forskellige måder og i mange forskellige kontekster.

I Xtine Burroughs værk, ”I Got Up 2020, Pandemic Edition” gentager On Kawaras kunstgreb med at fremstille et dagligt billede, som dokumenterer tidspunktet, hun stod op på. Burrough dokumenterer ud over dette tidspunkt også den virkelighed som hjemsendt akademiker, kunstner og mor, som hun måtte balancere imellem i sommeren 2020 med fx billeder af hunden, der spiser teksten ”I Got up” formet af hundepastiller eller teksten som børnehår på køkkengulvet, der fejes væk.

Dagligdagens trummerum og en pandemi set hjemmefra og indefra.

Alle illustrationer er gengivet med venlig tilladelse fra kunstnerne.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad