
Foto: Privat
Skriv da en fagbog
En fagbog er et stærkt visitkort og kan styrke ens stemme i den offentlige debat, skriver Helle Merete Brix og René Karpantschof, som holder fagbogsworkshop i DM i april.
Del denne artikel
Det kan være en stor personlig tilfredsstillelse at udgive en bog.
Forud er gået en periode, hvor man er dykket ned i et emne, man selv er glubende interesseret i. Dage, og nogle gange nætter, hvor man har skrevet, rettet og redigeret. Nu er det endelig slut, og man kan flå åben en pakke fra forlaget med frieksemplarer af en helt særlig bog: Bogen, der har ens navn på omslaget.
En fagbog kan være et fint visitkort og i det hele taget styrke ens professionelle profil. Ofte giver en bog også forfatteren en klarere stemme i den offentlige debat og nemmere adgang til foredrag på biblioteker, højskoler, i erhvervslivet, kirkelige kredse m.m.
Når man overvejer en fagbog, er noget af det første at orientere sig på markedet. Findes der allerede bøger om det emne, man vil skrive om, og hvad er i så fald ens egen særlige vinkel og nye bidrag? Nogle gange giver det sig selv. Fx når man vil skrive bogen som et opgør med nogle gængse opfattelser. Eller hvis man mener, at aspekter af emnet er stærkt underbelyst.
Målgruppe og forlag
Det er også vigtigt at gøre sig sin målgruppe klar. Målgruppen har betydning, hvad angår sproglig stil, sværhedsgrad med mere. Under alle omstændigheder er det klogt at henvende sig til et forlag på grundlag af en synopsis, der kort opridser bogens idé, indhold og form.
Forlaget kan yde redaktionel hjælp og guide en videre i processen. Eller de kan sige nej, og så er det bare om at gå videre til næste forlag. Det er også klogt altid at studere forlagets hjemmeside først. Udgiver de i det hele taget i ens genre? I dag kan man jo også ret nemt selvudgive, uden at det nødvendigvis stempler forfatteren som useriøs.
Skriveproces
Forfattere har meget forskellige skriveprocesser afhængigt af temperament og livssituation. Men det er en myte, at man kun skal skrive, når inspirationen kommer flyvende.
Enhver bog kræver tid og flid, så det handler også om planlægning og at opfatte det som et arbejde, der skal gøres. Lidt som med de større skriftlige opgaver, man som akademiker kender fra studietiden.
Hvad er en fagbog?
Hvad ligger der egentligt i udtrykket en fagbog? Faglitteratur kan defineres som tekst, der bestræber sig på sand information om faktuelle forhold. På engelsk hedder det non-fiction, og det betyder bogstaveligt talt, at forfatteren ikke må opdigte noget.
Faglitteratur kan være forklarende,, herunder almindeligt beskrivende og informerende, overbevisende, som når der argumenteres for et synspunkt, eller fortællende med drama og begivenhedsforløb som i historiske fremstillinger og personlige erindringer.
I de seneste år er den fortællende faglitteratur vundet stærkt frem, også internationalt under navne som narrative nonfiction eller creative nonfiction. Det har ført til debat om grænser og overlap mellem skøn- og faglitteratur – og indbyrdes er forfatterne til dette indlæg ikke nødvendigvis enige om, hvor grænserne går.

Det brede publikum
Endelig er det vigtigt at fokusere på det, som branchen kalder almenkulturel faglitteratur. Det er bøger, der – til forskel fra forsknings- og undervisningslitteratur – henvender sig til det brede publikum. Niveauet kan sagtens være højt og krævende, men den almenkulturelle bog skal formidle sit stof sådan, at det kan forstås uden faglige forudsætninger.
Der er nærmest ingen grænser for emner og form, når man skriver faglitterært. Du kan skrive historisk om påsketraditioner, en rejseguide til Nigeria, en biografi om din oldemor eller en håndbog om vedligeholdelse af cykler. Eller hvad men en bog om venskaber, om dronningers morgenmad eller en manual til 100 måder at dræbe dræbersnegle?
Du brænder sikkert for noget, som du måske også har en særlig viden om. Så hvorfor ikke gøre det!?
Skriv nu den fagbog!
Gør din fagbog til virkelighed
Workshop om at skrive en fagbog.
Du får tips og råd fra to erfarne forfattere til at komme i gang med research, skrivning og strukturering af dit materiale.
Endelig får du også værdifuld indsigt i, hvordan et forlag vurderer din idé eller dit færdige manuskript.
Hvornår: Den 28. april kl. 9-13
Hvor: DM, Frederiksberg
Pris: Gratis (for medlemmer)
Annonce
Læs også
Mest læste
Jobannoncer

Postdoc tilknyttet forskningsprojektet (Re)configuration of parenthood
Roskilde Universitet

Ambitiøs og visionær centerleder til Sprogcenter Randers
Sprogcenter Randers

Chef for Afdelingen for Geologi under Departementet for Råstoffer og Ju...
Grønlands Selvstyre, Miljøstyrelsen for Råstofsområdet

REKTOR
Zealand Sjællands Erhvervsakademi