Pædagogik i blindgyde
Man kan da ikke afvise politik og kundskab til fordel for policy og læring, fordi Danmark ligger i midten på en global liste i læsning. Jeg sælger jo heller ikke mit dejlige hus, fordi der er en punkteret rude.
- Folkene bag den nye skoletænkning mener, at viden og dannelse handler om iagttagelser, og endda om iagttagelser af iagttagelser; ja, endda om iagttagelser af iagttagelser af iagttagelser; for ikke at tale om iagttagelsesoverskridende iagttagelser. Øjnene hober sig op bag panden, og hjernen eksploderer i selvskabelse, mens virkelighed og normativitet skælver i grøften, indtil de kan underordnes under konkurrencestatens teknokratiske maskineri i en statslig organiserende organisation, som ikke er en stat.De samme folk mener, at politik handler om beslutninger; ja, at politik er en slags beslutningssystem. De glemmer, at politik er forholdet mellem strid og forankring, mellem magt og autoritet. Politik kommer før beslutningen. Politik er den essentielle kamp i det grundende grundlags grund. Beslutninger er blot simpel policy, der kommer og går. Politik og policy er ikke det samme, men en god policy hænger sammen med Politik på et indre plan. Det svarer til, at skolens formål må indgå i skolens regler og didaktik. Det er det man kalder for ånd, og den er værd at beskytte.
I Ny Nordisk Skole iagttages og besluttes i et væk. Man går fra indhold til læringsmål, dvs. fra folkelig og kulturel og kundskabsmæssig udvikling til iagttagelses- og beslutningsperformativitet, der pr. indre logik må glemme, afvise eller fryse kundskaberne, kulturen og folkeligheden, hvilket sker og sker. Det er det, der kaldes for kompleksitetsreduktion i jargonen.
- Vi er endt med, at læring og policy hører sammen i samme iagttagelses- og beslutningsfilosofi, som vi kan kalde for skolereformen.
Problemet er, at i virkelighedens verden kommer policy og læring til kort. I virkeligheden hører pædagogik og politik sammen i en kulturel og folkelig sammenhæng, hvor læring og beslutning er underordnet og indkapslet i en overgribende vekselvirkende helhed.
Men den systemteoretiske pædagogik mener, at folket er en ”grundtvigsk ursuppe”, ja endda ”dødsensfarligt”. Den fænomenologiske tradition, med dens rige retninger mod både venstre og højre i europæisk åndsliv, kaldes for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Alt hvad der smager af ontologi, normativitet, kritik og essens afvikles. Alt det, pædagogisk udvikling er lavet af, afvikles.
- Spørgsmålet er: Hvordan havnede dansk pædagogik i den blindgyde? Hvordan havnede en dansk tradition, der er så smukt vævet med pædagogiske, politiske og folkelige tråde, i læring, policy og iagttagelse?
Det er spørgsmålet.
Det kan da umuligt blot være, fordi en komparativ statistik viste, at landet ligger i midten på en global liste i læsning? Jeg sælger jo heller ikke mit dejlige hus, fordi der er en punkteret rude.
Man kan da ikke afvise politik og kundskab til fordel for policy og læring, fordi vi ligger i midten på en liste? Man afviser jo derved uddannelsernes egne formål, for at rette op på et delelement, hvorved hele den bygning, som delelementet indgår i, forfalder.
Ingen vil gøre det af fri og oplyst vilje. Det må være en form for disponering i den pædagogiske forskning selv, ja i kulturen selv.
Det er den "disposition", jeg undersøger i bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som netop er udkommet på Aalborg Universitetsforlag og i bogen "Pædagogiske landsskaber - 230 indre drys", som udkommer på forlaget Fjordager om kort tid.
