Dansk Magisterforening

Om at være studerende, først og fremmest­ (vol. 1)

Sofie V. Jensen
Del artikel:

I dag har unge mange veje at gå, mange muligheder og mange valg at træffe. Vi lever i mange forskellige hverdage på en gang. Vi er det hele på en gang, og det er simpelthen for meget forlangt, at vi skal kunne gøre det hele på fuldtid.

Efter noget af en sur opsang i mit sidste indlæg har jeg forsøgt at få sat lidt perspektiv på tingende. Jeg snakkede med en professor fra mit fakultet den anden dag. Om det der med at være fuldtidsstuderende. Hans problem var, at de unge i dag ikke prioriterer deres studier i lige så høj grad, som man gjorde det tidligere - ”i de gode gamle dage”.

Jeg gav ham til dels ret. Mange unge ser ikke sig selv først og fremmest som universitetsstuderende. Kritikken er velkendt. Unge studerende er forvænte, forkælede og dovne og tager ikke deres studier seriøst, men prioriterer i stedet at feste, tage på skiferie, gå på café eller arbejde ved siden af studiet for at kunne finansiere deres ”luksuslivsstil”.

Jeg mener dog, at kritikken er forfejlet. Det er den velkendte aktør-/strukturproblematik. Jeg synes, det er overraskende, hvor endimensionel samfundsdiskursen og debatten er. Der mangler fokus på systemets rolle i denne problemstilling. Det er ikke de studerende, hverken som individ eller som samfundsgruppe, der er skyld i samfundets udvikling mod et fragmenteret forbrugersamfund med vækst som altoverskyggende mantra. Det er ikke de studerende, der har åbnet universiteterne op for masserne og derigennem gjort det mindre lukrativt at identificere sig som universitetsstuderende - først og fremmest. Det er heller ikke de studerende, der skruer på huslejepriserne eller centraliserer uddannelsesudbuddene om de større byer, hvor det er dyrt at bo, så man som studerende er nødt til at arbejde ved siden af sit studie og dermed nedprioritere timerne med næsen i bøgerne.

Tidligere var universitetet et privilegium for eliten eller den hårdtarbejdende og heldige, og det var, som en medstuderende gjorde mig opmærksom på, også en tid hvor det snildt kunne tage et årti at færdiggøre sin uddannelse. Deri en motivation til at arbejde hårdt og identificere sig fuldt ud med rollen som universitetsstuderende. Det var et samfund, hvor man i højere grad spejlede sig i klassesamfundets mangel på social mobilitet end på de mange muligheder.

I dag har unge mange veje at gå, mange muligheder og mange valg at træffe. Vi lever i mange forskellige hverdage på en gang. Det er i højere grad op til den enkelte at prioritere og vælge til og fra, og hver gang, vi træffer et valg, træffer vi samtidig en lang række fravalg. Vi forsøger at få mest muligt ud af de mange muligheder, og derfor kan vi ikke længere ”nøjes” med at identificere os som enten værende studerende, ansat eller ung. Vi er det hele på en gang, og det er simpelthen for meget forlangt, at vi skal kunne gøre det hele på fuldtid.

Derfor er det også klart, at vi, som tingene ser ud i dag, ikke kan lægge hele vores identitet i at være universitetsstuderende – om end mange af os ville ønske, vi kunne!

 


}