Derfor gør humaniora mig bedre til IT

Regeringens forslag til reform af kandidatuddannelserne har aktualiseret debatten om, hvad humaniora skal til for.

I artiklen "Arnestedet for subversiv virksomhed” i Weekendavisen 11/3-2023 udtalte Steen Andersen, historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet, om historiefaget: ”Her undervises de i håndværket at kunne tage en kilde og granske den og stille den op over for andre relevante kilder og nå frem til en begrundet konklusion, der vil kunne modstå kritisk trykprøvning fra andre historikere. Det er meget mere værd i 2023 end teorieksercits. Og du må for min skyld gerne kalde mig både konservativ og traditionalist”.

Er Steen Andersen konservativ og traditionalist, ja, så er jeg også. Jeg har aldrig i mit professionelle virke gransket en historisk kilde, men som bachelor i historie anvender jeg det håndværk hver dag, når jeg går på arbejde. Der er nemlig ikke rent metodisk stor forskel på at berette om, hvad der skete i fortiden, og på hvad der kommer til at ske i fremtiden. Jeg udarbejder kravsspecifikationer til software som en vigtig del af mit job, og det er i bund og grund en historie om, hvad der skal ske. Her gavner også en historikers metodiske systematik og fokus på sporbarhed. 

Ingen IT uden humaniora

Af semiotikken har jeg lært om forholdet mellem tegn og det objekt, som tegnet repræsenterer, og hvordan paradigmer og kulturer er bygget op af tegn. Med den forståelse kan nye paradigmer og kulturer også opbygges og det er netop nødvendigt for, at vi kan opnå resultater med nye digitale produkter. Derudover er semiotikken grundlag for de principper, som nogle af de dygtigste praktikere indenfor Visual Thinking benytter. Og visualiseringer er essentielle indenfor it-arkitektur, Design Thinking, procesmodellering mv.  

Men de humanistiske videnskaber alene kan ikke redde dagen. Af naturvidenskab har jeg lært, hvordan man udvikler sin forskning ved at opstille hypoteser. Det er ved at være udbredt måde at håndtere kompleksitet på i en virkelighed, hvor det sjældent er muligt at gennemføre en større forandring før planen, er uaktuel, uden at bruge al vores tid på at planlægge og koordinere.

Når man den måde eksperimenterer sig frem, så er det også essentielt at gå metodisk til værks. Det er nødvendigt at opstille skarpe hypoteser og systematisk følge op på konklusioner og evne at handle på dem. 

Af de kunstneriske fagtraditioner har jeg lært hvordan man designer. Designer processer, data og brugergrænseflader. Faktisk har for eksempel netværk, it-systemer og information også arkitekturer. Uden et design kommer vi absolut ingen vegne med alle de gode analyser, for det er det, der gør, at ideer kan omsættes til virkelighed.

En kombination af fag

Vi har virkelig brug for humanistiske kompetencer for at løse fremtidens problemer. I min optik har vi dog allermest brug for at kunne kombinere elementer fra flere forskellige fagligheder for at kunne udvikle bæredygtige, ansvarlige digitale produkter. I mine godt 15 år på arbejdsmarkedet har jeg ikke arbejdet på noget af betydning, som ikke krævede samarbejde mellem flere fagligheder. 

Jeg er praktiker, ikke forsker. Men af forskeren har jeg lært at være evigt nysgerrig og altid lede efter nye erkendelser. Det er for mig at se helt nødvendigt for at kunne vedblive med at være relevant i en hurtigt forandrende verden. Jeg synes, at jo mere konservativ og traditionel en universitetsuddannelse er, jo mere fremtidssikker er den. 

P.S. Måske synes du, jeg har glemt at nævne, hvad jeg har lært af samfundsvidenskaben. Men nej, det har jeg ikke glemt.