Dansk Magisterforening

"Jeg siger jo heller ikke, at jeg er hetero, på jobbet"

Rikke Voergård-Olesen, Amalie Ørum Hansen og Janni Nielsen
Del artikel:

En af fagforeningens fornemmeste opgaver er at sikre alle medlemmer et godt arbejdsmiljø - også for LGBT+-personer, der oplever diskrimination på arbejdspladsen, skriver tre medlemmer.

Udsagnet går med små variationer igen, når vi undersøger LGBT+-personers arbejdslivsvilkår. Det tjener til at fastholde privilegiet ikke at være nødt til at springe ud som hetero. Det behøver du ikke, af den simple årsag at kollegerne som en selvfølge går ud fra, at du er hetero.

Når tusindvis af LGBT+-personer hver dag går på job med ondt i maven, er det for ca. halvdelens vedkommende, fordi de ikke kan være åbne af frygt for kollegernes reaktion. En stor del af den anden halvdel oplever diskrimination og mikroaggressioner, fordi de adskiller sig fra normen. Nå ja, og så oplever hver femte, at de ikke kan gå til deres TR, AMR eller fagforening med arbejdsmiljøproblemer, de oplever grundet identitet.

Skal DM se den anden vej og acceptere, at LGBT+-medlemmerne får det skidt af at gå på arbejde? Nej! For en af DM’s fornemmeste opgaver er vel at sikre alle medlemmer et godt arbejdsmiljø. Derfor opfordrer vi DM til at komme ud af skabet og ind i kampen for bedre forhold for LGBT+-medlemmerne.

Netværket vil på DM’s kongres fremsætte konkrete forslag til, hvad DM kan gøre anderledes. Du kan melde dig ind i netværket her.

}